Inden behandlingen starter, vil du blive mundtligt informeret om behandlingens virkning og bivirkninger af lægen og sygeplejersken.
Vejledningen beskriver, hvordan behandlingen virker på din krop og din kræftsygdom.
Undervejs er der gode råd og anvisninger til, hvordan du håndterer de uvante situationer, du måtte opleve i forbindelse med behandlingen.
Dine pårørende kan også have glæde af at læse vejledningen for bedre at kunne støtte dig.
Det kan være en god idé løbende at skrive spørgsmål ned, som du støder på i behandlingsforløbet. Tag dine spørgsmål med til næste besøg i Blodsygdomme.
Behandlingen BFM består af flere forskellige præparater, der påvirker kræftcellerne på forskellige måder. Navnet BFM er en forkortelse af bynavnene Berlin, Frankfurt og Münster, hvor behandlingen er udviklet og undersøgt.
Navnene på de forskellige præparater kan du se her:
Cyclophosfamid (kemoterapi)
Ifosfamid (kemoterapi)
Vinkristin (kemoterapi)
Methotrexat (MTX) (kemoterapi)
Cytarabin (kemoterapi)
Etoposid (kemoterapi)
Doxorubicin (kemoterapi)
Prednisolon (binyrebarkhormon)
Dexamethason (binyrebarkhormon)
Forbered dig til behandlingen
Inden hver lægesamtale skal du have taget blodprøver.
Nogle gange skal du også have taget blodprøver før behandling.
Det aftales med personalet om blodprøverne skal tages dagen forud for behandlingen.
Hvis du bor i Region Midtjylland, kan du få taget blodprøver på et af regionens blodprøvesteder.
Du skal selv booke tid til blodprøver på: www.booking.rm.dk/selvbooking/
Hvis du bor udenfor Region Midtjylland, kan du evt. få taget blodprøver på dit lokal sygehus.
Lægen vurderer, om det er nødvendigt, at du får foretaget en lumbalpunktur. Ved en lumbalpunktur udtages lidt af den rygmarvsvæske, der omgiver hjernen og rygmarven.
Undersøgelsen viser, hvor udbredt din sygdom er, og hvordan behandlingen virker.
Lumbalpunkturen kan eventuelt benyttes til at indgive medicin/kemoterapi i rygmarvskanalen enten forebyggende eller som led i din behandling.
Læs mere om undersøgelsen:
Behandlingen skal gives i et centralt venekateter. Kateteret er en tynd plastikslange, som føres ind i en blodåre på overarmen eller under kravebenet og frem til de store vener centralt i kroppen. Spidsen af kateteret placeres lige før indgangen til hjertet. Kateteret kan have flere adskilte kanaler, også kaldet løb. Hvert løb har forskellig diameter, markeret med en farve.
Der findes forskellige typer af centrale venekatetre, behandlingen samt en individuel vurdering afgør, hvilken type du får anlagt.
Her kan du læse mere om de centrale venekatetre:
Om behandlingen
Behandlingsforløbet varer cirka 5 måneder. Behandlingen består af en indledende behandling og 6 serier, som kommer efter hinanden og gives oftest på følgende måde A1, B1, C1 og derefter A2, B2 og C2.
Serierne er sammensat forskelligt. Det tilstræbes, at de enkelte serier gives med to ugers interval mellem den første dags behandling i en serie til den første dag i den næste serie, men i praksis går der ofte imellem 2 og 3 uger.
Den indledende behandling varer 5 dage. Behandlingen i hver serie bliver givet over 5 dage, men du skal regne med op til 7 dages indlæggelse, fordi du evt. skal fortsætte med infusion af væske.
Du skal være indlagt, når du skal have BFM behandlingen, dels fordi du skal have store mængder ekstra væske, og dels fordi nogle af infusionerne med kemoterapi strækker sig over mange timer, eller bliver givet i intervaller.
Gennem dit CVK gives behandlingen, med både medicin og væske.
Det er muligt at få noget af væske-og saltbehandling med en infusionspumpe kaldet CADD pumpe, hvilket betyder, at væsken kan være i en rygsæk med en bærbar pumpe, så du kan være mere mobil.
Sygeplejersken vil fortælle dig mere om, hvordan din behandling bliver givet, og hvad du selv kan gøre under indlæggelsen.
Hvad skal du tænke på inden indlæggelse, og hvordan er forholdene under indlæggelse? Hvis du vil vide mere herom, kan du læse om her: Blodsygdomme Sengeafsnit
Når der er svar på blodprøverne, vurderer lægen om du er klar til behandling og ordinerer kemoterapibehandlingen.
Herefter bestilles behandlingen på hospitalets apotek, som gør behandlingen klar og sender den til afdelingen. Kemoterapien til infusion bliver blandet i sterile poser med saltvands- eller sukkervandsopløsning.
-
Du får kvalmestillende medicin ca. 1 time før, du skal starte din kemoterapi.
-
Sygeplejersken giver dig behandlingen og holder øje med, hvordan du tåler den. Medicinpumper vil sørge for, at du får behandlingen med en bestemt hastighed.
-
De dage hvor du får flere forskellige præparater, bliver de, så vidt det er muligt, givet lige efter hinanden. Skal du have den samme slags medicin 2 gange dagligt er det morgen og aften. Det gives med 12 timers interval.
-
Under behandlingen får du også store mængder væske direkte i blodåren.
-
Hver dag får du taget blodprøver.
Kræftcellerne i din sygdom er meget hurtigt voksende. Ofte vil en større del af cellerne henfalde i forbindelse med behandling. Nyrerne vil forsøge at udskille affaldsprodukterne som urinsyre. For at undgå at store mængder kræftceller går til grunde på én gang, og derved risikere at urinsyren skader nyrerne, bliver behandlingen indledt med Cyclophosfamid.
Cyclophosfamid gives som infusion i åren 5 dage i træk. Infusionen tager hver dag 1 time, hvorefter der skylles med saltvand.
Du vil desuden få binyrebarkhormon (Dexamethason), kvalmestillende medicin (Ondansetron) og medicin, som skal øge udskillelsen eller hæmme dannelsen af urinsyre. Du vil få op til 5 l væske pr. døgn de første dage, for at øge udskillelsen af affaldsprodukter.
Hvis du skal have antistofbehandling, vil du få den dag 1 før kemoterapien.
Vinkristin
Dag 1 får du Vinkristin som infusion i blodåren. Det tager i alt 5-15 minutter med efterfølgende skyl med saltvand.
Ifosfamid
Du skal have Ifosfamid alle 5 dage. Det gives som en infusion i blodåren og tager hver gang 1 time, hvorefter der igen skylles med saltvand.
Før Ifosfamid opstartes, vil du få en hurtig infusion ind i åren med Mesna (Uromitexan). 4 timer efter opstart af Ifosfamid får du igen Mesna ind i åren. Mesna beskytter slimhinden i din urinblære mod bivirkninger fra Ifosfamid. 8 og 12 timer efter opstart af Ifosfamid skal du indtage tabletter med Mesna. Mesna tabletterne har delekærv, men må også knuses. De smager dog ikke så godt.
I forbindelse med Ifosfamid, skal du alle 5 dage have ekstra væske. Væsken får du som infusion.
Methotrexat (MTX)
Dag 2 skal du have MTX, men inden selve behandlingen begynder, får du infusion af en væske, der skal gøre din urin basisk for at beskytte dine nyrer mod udfældning af MTX i dine nyrer. Væsken opstartes allerede dag 1 kl. 22. Væsken løber uafbrudt, indtil du bliver udskrevet.
MTX-infusionen tager 24 timer. Herefter skal du have 4 liter væske som infusion per døgn. Væsken løber uafbrudt, og infusionsslangerne bliver ikke koblet fra, før du udskrives.
Når der er gået 36 timer efter starten af infusion med MTX, får du en indsprøjtning med Calciumfolinat (folinsyre) i blodbanen. Calciumfolinat skal på dette tidspunkt modvirke MTX skader på slimhinder i øjet samt mund og tarm.
Du vil få taget en blodprøve 36 timer efter start af behandling med MTX. Svaret på blodprøven skal vise, hvor godt du har udskilt MTX. Når værdien er under en bestemt grænse (0,2), kan du ophøre med Calciumfolinat indsprøjtninger.
Cytarabin
Dag 4 og 5 får du Cytarabin morgen og aften, med 12 timers interval. Cytarabinen bliver givet som infusion i blodåren over 60 minutter, hvorefter der skylles med saltvand.
Etoposid
Om morgenen dag 4 og 5 vil du, efter Cytarabin er givet, få Etoposid. Det tager 1 time hver gang.
Dexamethason (binyrebarkhormon)
Alle 5 dage får du Dexamethason som tabletter 3 gange dagligt.
Hydreringsvæske
Du vil opleve at skulle tisse meget, fordi du får store mængder væske. Vi holder kontrol med, hvor godt du udskiller væsken ved at veje dig kl. 8 og kl. 18 fra dag 2 til udskrivelse, samt måler mængden (ml) af din urin. Hvis du tager på i vægt vil du få vanddrivende medicin. Vi undersøger også hver gang du tisser, om din urin er tilstrækkelig basisk, og om der er blod i urinen.
Du bliver udskrevet, når hele behandlingen er givet, og koncentrationen af MTX i blodet er under en fastsat grænse (0,2). Det er meget forskelligt fra person til person, hvor lang tid det tager at udskille MTX, så vær forberedt på længere indlæggelse end 5 dage ved alle tre serier.
Hvis du skal have antistofbehandling vil du få den før kemoterapien.
For alle dage under indlæggelsen gælder det, at der efter hvert kemoterapi præparat er givet, vil blive skyllet med saltvand.
Cyclophosfamid
Alle 5 dage får du behandling med Cyclophosfamid. Det tager hver gang 60 minutter at få Cyclophosfamid som en infusion ind i blodåren.
Vinkristin
Dag 1 får du Vinkristin. Præparatet gives som en infusion i blodåren og tager kun 5-15 minutter at få.
Methotrexat
Gives på samme måde som i serie A, med opstart af væske kl. 22 dag 1 og start af Methotrexat dag 2 kl. 10.
Doxorubicin
Dag 4 og 5 får du Doxorubicin, som en infusion i blodåren. Det tager hver gang 15 minutter.
Dexamethason (binyrebarkhormon)
Alle 5 dage får du Dexamethason som tabletter 3 gange dagligt.
Du kan udskrives, når hele behandlingsserien er givet og koncentrationen af Methotrexat i blodet er under en fastsat grænse (0,2). Som tidligere nævnt kan det tage yderligere et par dage.
Hvis du skal have antistofbehandling, vil du få den før kemoterapien.
For alle dage under indlæggelsen gælder det, at der efter hvert kemoterapi præparat er givet, vil blive skyllet med saltvand.
Vinkristin
Dag 1 får du Vinkristin, som en infusion. Det tager 5-15 minutter at løbe ind i åren.
Methotrexat
Gives på samme måde som i serie A, med opstart af væske kl. 22 dag 1 og start af Methotrexat dag 2 kl. 10.
Etoposid
Dag 4 og 5 får du Etoposid som infusion. Det tager hver gang 1 time at løbe ind i blodåren.
Cytarabin
Dag 5 om morgenen samt om aftenen får du Cytarabin som en infusion over 3 timer, med 12 timers interval. Cytarabin i serie C bliver givet i højere dosis end i serie A, derfor tager det længere tid. For at undgå irritation i øjnene skal du dryppe dine øjne med øjendråber Dexamethason (Maxidex) 4 gange om dagen dag 5 og 6.
Dexamethason (binyrebarkhormon)
Alle 5 dage får du Dexamethason som tabletter 3 gange dagligt.
Du kan blive udskrevet, når du er færdig med den sidste infusion med Cytarabin, og hvis koncentrationen af Methotrexat i blodet er under en fastsat grænse (0,2). Som tidligere nævnt kan det tage yderligere et par dage.
Når du har fået den allersidste behandling og dine blodprøver ved kontrolbesøg i klinikken er nær normale, får du fjernet dit CVK.
Sådan virker medicinen
Kemoterapi
Kemoterapi er behandling med cellegifte. Kemoterapi udgør en betydningsfuld del af behandlingen ved de fleste kræftsygdomme.
Kemoterapi rammer især celler, der deler sig hurtigt og virker ved at beskadige cellers arveanlæg eller forhindre celledeling. Celler, der deler sig hyppigt, er mest følsomme for kemoterapi, og kræftceller har netop disse karakteristika.
Nogle af de raske celler bliver også ramt af behandlingen, fx hårceller, kønsceller og celler i slimhinder.
De specifikke bivirkninger til Cyclophosphamid er blod i urinen, nedsat
lungefunktion og skadet hjertemuskulatur. De to sidstnævnte er meget sjældne.
Du kan opleve blod i urinen, fordi Cyclophosphamid påvirker slimhinderne i kroppen, herunder blæreslimhinden.
Du vil i nogle tilfælde få medicin, der forebygger denne bivirkning.
Irritation af slimhinden i blæren
Ifosfamid kan irritere slimhinden i blæren. Dette viser sig bl.a. som blod i urinen. For at undgå dette skal du have infusion af Mesna under behandlingen.
Hovedpine og træthed
Ifosfamid kan påvirke hjernen og give forskellige gener af den årsag, typisk hovedpine og træthed. Generne er ofte forbigående.
Nyre og hjerte
Ifosfamid kan endelig påvirke nyrefunktionen og svække hjertet.
Påvirkning af hjernen
Ifosfamid kan påvirke hjernen, så du og/eller dine pårørende oplever, at du bliver konfus og forvirret. Der kan også i sjældne tilfælde opstå hallucinationer. Tilstanden er forbigående. Hvis det vurderes nødvendigt, vil du få behandling for dette.
Forstoppelse
Vincristin kan give forstoppelse, som i værste fald kan føre til tarmslyng. Det
kan være nødvendigt at tage afføringsmiddel både under kuren og op til en uge efter. Tal med lægen og plejepersonalet om det, så du kan få de rigtige
afføringsmidler.
Føleforstyrrelser
Vincristin påvirker de yderste nervespidser og kan derfor i tiltagende grad give prikkende fornemmelser eller føleforstyrrelser i fingre eller fødder. I værste fald kan du miste følesansen og/eller muskelkraften i fx fingre og underben.
Hvis du oplever føleforstyrrelse, vanskeligheder med at sy og strikke, knappe knapper, gå på trapper eller rejse dig fra en stol, så giv lægen besked. Det kan være nødvendigt at nedsætte mængden af Vincristin eller helt stoppe med præparatet. Som regel vil føleforstyrrelserne forsvinde, når du ikke længere får Vincristin, men det kan tage meget lang tid og i værste fald kan forandringerne være vedvarende.
Vævsskade
Hvis præparatet kommet uden for blodåren giver det smerter og vævsirritation.
Tilkald altid personalet, hvis du oplever svie og smerter ved venekateteret under behandlingen.
Gener i mund og svælg
Methotrexat kan give svære mundgener med smerter og besvær med at synke spyttet, fordi slimhinderne i mundhule og svælg løsner sig. Når du ser ind i munden, vil den først være bleg, senere højrød med flager af slimhinder, og i værste fald sår.
Trods forebyggelse med Calciumfolinat (folinsyre) er der nogle, der alligevel oplever smerter og synkeproblemer. Det er meget vigtigt, at du fortæller sygeplejersken og lægen, hvis du oplever dette.
Når slimhinderne er blevet sårbare, kan der komme infektion med bakterier, virus eller svamp oveni. Hvis det sker, kan symptomerne forværres.
Du vil få vejledning i mundpleje af afdelingens tandplejer eller sygeplejersken. Og har du behov for det, vil sygeplejersken hjælpe dig med mundplejen.
Det er vigtigt, at du fortæller sygeplejersken eller lægen, hvis du får sår, blærer, belægninger eller smerter i munden, så du kan få den rette behandling. Hvis det er nødvendigt, kan du også få smertestillende medicin.
Hvad kan du selv gøre for at forebygge generne:
- Skylle munden hyppigt med vand
- Børste tænder med blød tandbørste 3-4 gange daglig
- Brug tandpasta, der indeholder fluor, da det forebygger huller i tænderne.
- Tyg medicinsk tyggegummi uden sukker og uden frugtsyre, fordi det renser tandkødet og stimulerer spytproduktionen.
Gulfarvning af urin
Methotrexat har en kraftig gul farve, og det farver din urin i samme kraftige
farve. Det betyder ikke noget og forsvinder af sig selv efter et par dage.
Nyreskade
Hvis urinen ikke er basisk, kan Methotrexat udfældes som krystaller i nyrerne og give varig nyreskade. Det er derfor vigtigt at måle urinens surhed. Hydreringen med Natriumhydrogenkarbonat iblandet saltvandsposerne skal sørge for, at urinen er basisk.
Påvirket leverfunktion
Dine levertal kan forbigående blive forhøjede. Det er yderst sjældent, at der kommer varige leverskader. Fortæl din læge, hvis du har haft eller har et større alkoholforbrug eller har haft leversvigt eller leverbetændelse.
Hududslæt
I sjældne tilfælde kan Methotrexat give et allergisk hududslæt i form af nældefeber. Øget lysfølsomhed er også beskrevet, så det er klogt ikke at være i direkte sol, så længe du får behandling med Methotrexat.
Hvad kan du selv gøre:
- Anvend dagligt en fed, uparfumeret fugtighedscreme
- Brug solcreme med høj faktor og beskyt huden med tøj og hat ved ophold i stærkt sollys. Vær ikke i solen mellem kl. 12 og 15
- Gå ikke i solarium i behandlingsforløbet og op til 1 år efter afsluttet behandling
Kontakt afdelingen, hvis du får udslæt, så lægen kan vurdere, om du skal have behandling for udslættet, og om der eventuelt skal ændres i din kemoterapibehandling.
Lungepåvirkning
Fortykkelse af bindevævet i lungerne (lungefibrose) og lungebetændelse ses
sjældent, men kan give varigt nedsat lungefunktion.
Andre bivirkninger
Nogle få kan opleve hovedpine, svimmelhed og døsighed under behandlingerne. Enkelte kan få muskelsmerter.
Feber
Cytarabin kan give høj feber i de dage, der gives Cytarabin. Feberen skyldes
præparatet og ikke nødvendigvis en bakterie, virus eller svamp. Det er alligevel vigtigt, at du reagerer på temperaturforhøjelse på 38,5 eller derover.
Påvirket leverfunktion
Dine levertal kan forbigående blive forhøjede. Det er yderst sjældent, at der
kommer varige leverskader. Fortæl din læge, hvis du har haft eller har et større alkoholforbrug eller har haft leversvigt eller leverbetændelse.
Hjertepåvirkning
Der kan (sjældent) forekomme hjerterytmeforstyrrelse i forbindelse
med infusion. Hjertets muskulatur kan blive skadet og pumpekraften vil i så fald svækkes. Denne sjældne, men meget alvorlige bivirkning kan opstå
både tidligt i forløbet, og flere år efter behandlingen. Fortæl lægen hvis
du får symptomer på hjertesvækkelse, f.eks. åndenød og hævede
fødder/ben
Nerveskade
Cytarabin kan i sjældne tilfælde påvirke nervesystemet. Det kan vise sig ved
problemer med at styre sine bevægelser, fx problemer med at gå eller styre en arm eller hånd i den rigtige retning. Nervepåvirkningen kan også vise sig ved sløvhed eller talebesvær. Hvis du oplever sådanne eller lignende problemer efter, at du er begyndt med Cytarabin, skal du kontakte personalet. Symptomerne forsvinder sædvanligvis gradvist af sig selv igen.
Hududslæt
I nogle tilfælde kan Cytarabin give et allergisk hududslæt i form af nældefeber. Der ses også øget lysfølsomhed, så det er klogt ikke at være i direkte sol, så længe du får behandling med Cytarabin.
Kontakt Blodsygdomme, hvis du får udslæt, så lægen kan vurdere, om du skal have behandling for udslættet.
Irritation af slimhinder
Cytarabin kan irritere øjets slimhinde. Du vil derfor få øjendråber med binyrebarkhormon (Maxidex), som beskytter øjnenes slimhinder mod Cytarabins påvirkning. Det forhindrer, at der opstår øjenbetændelse med røde øjne, svie, evt. blødning i øjets bindehinde (det hvide i øjnene) og tåreflåd. I nogle tilfælde vil lægen anbefale dig at fortsætte med øjendråberne efter udskrivelsen.
Du kan opleve smerter i maven forårsaget af behandlingens påvirkning af slimhinden i mave- og tarmkanalen. Dette kan også vise sig ved opkastning.
Feber
Cytarabin kan give høj feber i de dage, der gives Cytarabin. Feberen skyldes præparatet og ikke nødvendigvis en bakterie, virus eller svamp. Det er alligevel vigtigt, at du reagerer på temperaturforhøjelse på 38,5 eller derover.
Påvirket leverfunktion
Dine levertal kan forbigående blive forhøjede. Det er yderst sjældent, at der kommer varige leverskader. Fortæl din læge, hvis du har haft eller har et større alkoholforbrug eller har haft leversvigt eller leverbetændelse.
Hjertepåvirkning
Der kan (sjældent) forekomme hjerterytmeforstyrrelse i forbindelse med infusion. Hjertets muskulatur kan blive skadet og pumpekraften vil i så fald svækkes. Denne sjældne, men meget alvorlige bivirkning kan opstå både tidligt i forløbet, og flere år efter behandlingen. Fortæl lægen hvis du får symptomer på hjertesvækkelse, f.eks. åndenød og hævede fødder/ben
Nerveskade
Cytarabin kan i sjældne tilfælde påvirke nervesystemet. Det kan vise sig ved problemer med at styre sine bevægelser, fx problemer med at gå eller styre en arm eller hånd i den rigtige retning. Nervepåvirkningen kan også vise sig ved sløvhed eller talebesvær. Hvis du oplever sådanne eller lignende problemer efter, at du er begyndt med Cytarabin, skal du kontakte personalet. Symptomerne forsvinder sædvanligvis gradvist af sig selv igen.
Hududslæt
I nogle tilfælde kan Cytarabin give et allergisk hududslæt i form af nældefeber. Der ses også øget lysfølsomhed, så det er klogt ikke at være i direkte sol, så længe du får behandling med Cytarabin.
Kontakt Blodsygdomme, hvis du får udslæt, så lægen kan vurdere, om du skal have behandling for udslættet.
Rød urin og tårer
Doxorubicin, der selv er rødt, kan farve urinen rød. Tårer kan også blive rødlige. Det betyder ikke noget og forsvinder af sig selv igen dagen efter.
Hjertepåvirkning
Der kan (sjældent) forekomme hjerterytmeforstyrrelse i forbindelse med
infusion. Hjertets muskulatur kan blive skadet og pumpekraften vil i så fald svækkes. Denne sjældne, men meget alvorlige bivirkning kan opstå både tidligt i forløbet, og flere år efter behandlingen. Fortæl lægen, hvis du får symptomer på hjertesvækkelse, f.eks. åndenød og hævede fødder/ben.
Vævsskade
Hvis præparatet kommer uden for blodåren, giver det smerter og alvorlig
vævsskade. Der findes en modgift, som skal gives så hurtigt som
muligt indenfor de første 24 timer efter skaden. Hvis du skulle være nået hjem inden du opdager eller mærker, at der er noget galt, så kom et koldt omslag på stedet og kontakt straks afdelingen.
Binyrebarkhormon indgår i mange behandlinger af blodsygdomme. Det kan fx være i form af Prednisolon, Dexamethason eller Medrol.
Binyrebarkhormon virker både celledræbende og dæmper bivirkningerne, der opstår, når kræftceller bliver ødelagt.
Bivirkningerne ved binyrebarkhormon afhænger af, hvor stor en dosis du får, og hvor lang tid behandlingen varer.
Jo højere dosis og i jo længere tid, des mere stiger risikoen for bivirkninger.
Infektion
Binyrebarkhormon sænker kropstemperaturen 'kunstigt' i de dage, du får medicinen.
Vær derfor ekstra opmærksom på andre symptomer på infektion som f.eks. utilpashed, hoste eller kulderystelser de pågældende dage.
Svie og ubehag i maven
Binyrebarkhormon kan give svie og ubehag øverst i maven. Medicinen kan endvidere medføre forværring af mavesår.
Hvis du oplever sure opstød eller halsbrand, skal du sige det ved næste kontakt med Blodsygdomme.
Diabetes
Stigning i blodsukkeret kan være en bivirkning ved binyrebarkhormon. Dette kan give en forbigående sukkersyge eller midlertidig forværring af en sukkersyge, du har i forvejen. Du vil blive instrueret i, hvordan du skal forholde dig til forhøjet blodsukker. Det kan blive nødvendigt at give dig insulin.
Hvis du pludselig bliver mere tørstig end normalt og har hyppigere vandladning gennem flere dage, skal du kontakte Blodsygdomme.
Afkalkning af knogler
Længerevarende behandling med binyrebarkhormon øger risikoen for knogleskørhed.
Vi anbefaler, at du påbegynder behandling med UniKalk Forte (håndkøb på apoteket), 1 stk. 2 gange dagligt og fortsætter i et år efter behandling er afsluttet. Hvis du er i tvivl om dette, så tal med din læge.
Opstemthed
Når du får binyrebarkhormon, kan du opleve at blive mere energisk og humørmæssigt opstemt. Det kan udvikle sig til midlertidige ændringer i personligheden og/eller mani. Samtidigt kan du have svært ved at sove.
Derfor skal du helst tage tabletterne om morgenen.
Nedtrykthed
Du kan føle dig modløs og nedtrykt. Det kan udvikle sig til en egentlig depression.
Fortæl plejepersonalet hvis du føler dig trist over en længere periode. De kan hjælpe med samtaler, råd og vejledning.
Øget appetit
Binyrebarkhormon øger appetitten hos mange patienter. Trangen til at spise kan blive stor og gøre, at du spiser mere, end du plejer.
Omfordeling af kroppens fedt
Omfordeling af fedtet kan give en tøndeformet krop med tynde arme og ben. En anden konsekvens er rødme og rundhed i ansigtet, der også kaldes ”måneansigt”. Bivirkningerne kommer som regel efter langvarig behandling med binyrebarkhormon og ses kun sjældent, når det gives i høje doser i kort tid.
Hudforandringer
Du kan opleve hudforandringer, når du får behandling med binyrebarkhormon. Huden kan blive tør, tynd og pergamentagtig. Den kan let gå i stykker, og der kan være tendens til hudblødninger, hvis man slår sig, eller nogen tager hårdt fat på én.
Ophør med binyrebarkhormon
Du kan blive utilpas i dagene efter, at du er holdt op med binyrebarkhormon. Det kan for eksempel vise sig ved generel utilpashed, træthed, ledsmerter, nedtrykthed eller rysten på hænderne.
Tal med din læge om, hvorvidt en gradvis nedtrapning af binyrebarkhormon er nødvendig.
Kroppen bruger folinsyre til sine egne raske celler. Calciumfolinat (folinsyre) virker som en slags modgift til Methotrexat og skal forhindre, at dine slimhinder i munden, mavetarm-kanalen og øjnene bliver for påvirket af kemoterapien.
24-36 timer efter, at du har fået Methotrexat, vil sygeplejersken give dig en indsprøjtning i blodåren med Calciumfolinat (folinsyre). Det fortsætter indtil indholdet af Methotrexat i blodet er lavt nok til, at du kan udskrives.
Calciumfolinat har meget få bivirkninger, men enkelte kan opleve at få diarre, kvalme og opkastninger, når calciumfolinat gives i større mængder en normalt.
Du får kemoterapi, som kan irritere slimhinden i blæren. Dette viser sig bl.a. som blod i urinen. For at undgå dette skal du have drop med Mesna under behandlingen.
Mesna beskytter slimhinden i blæren ved, at det uskadeliggører de nedbrydningsprodukter, der udskilles gennem nyrerne og blæren, når man giver kemoterapien.
Du vil få tablet Allopurinol i forbindelse med din behandling.
Allopurinol forhindrer, at affaldsstoffer fra de ødelagte kræftceller ophober sig i kroppen. Disse affaldsstoffer kan skade nyrerne og give urinsyregigt (podagra).
Allopurinol kan sjældent give udslæt. Får du dette skal du kontakte Blodsygdomme.
Drik 2-3 liter væske om dagen efter du har fået din behandling og den efterfølgende uges tid. Det skåner også din krop, når affaldsstofferne skal udskilles.
Du vil få tablet Ondansetron i forbindelse med din behandling.
Ondansetron forhindrer kvalme og opkastning.
Når du får Ondansetron kan du opleve hovedpine, rødme og varmefølelse, forstoppelse og nedsat appetit.
Fortæl lægen og sygeplejersken, hvis du er ved at blive forstoppet. Det kan være nødvendigt at få et afføringsmiddel.
Du vil eventuelt få tablet Methoclopramide i forbindelse med din behandling.
Methoclopramide forebygger kvalme og opkastning.
Når du får Methoclopramide kan du opleve døsighed, diarré og mundtørhed.
Hvis du oplever ukontrollerbare bevægelser eller uro i kroppen, mens du får Methoclopramide, skal du fortælle det til lægen eller sygeplejersken.
Maxidex øjendråber (binyrebarkhormon) virker som en slags beskyttelse mod
Cytarabins påvirkning af øjnenes slimhinder. Det forhindrer, at der opstår øjenbetændelse med røde øjne, svie, evt. blødning i øjets bindehinde (det hvide i øjnene) og tåreflåd.
I nogle tilfælde vil lægen anbefale dig at fortsætte med øjendråberne efter udskrivelsen.
Maxidex kan give svie og irritation i øjnene.
Tal med lægen, hvis du allerede er i behandling med en anden form for øjendråber.
Når du har fået Methotrexat, vil du få hydreringsvæske, som er en saltvand tilsat Natriumbicarbonat. Natriumbicarbonat gør din urin basisk. Væsken løber kontinuerligt og må ikke kobles fra, hvis du fx skal i bad eller vil gå en tur. Væsken gives for at beskytte nyrerne.
Du skal vejes 2 gange dagligt (kl. 8 og kl.18) for at se, om du tager på i vægt. Hvis vægten stiger, er det tegn på, at du ikke kan tisse al den indgivne væske ud.
Du vil derfor få vanddrivende medicin, hvis din vægt stiger.
Forebyggende antibiotika- og svampebehandling
For at forebygge infektioner i den periode, hvor dit immunforsvar er mest
svækket, får du forskellig slags antibiotika (typisk 3-4 uger).
Du skal have medicinen så længe dit neutrofile celletal er under 0,5 mia/l. Lægen holder øje med dine blodprøver, så du kun får det så længe, du har behov for det.
Risici og bivirkninger
Bivirkninger er utilsigtede virkninger af medicin.
Nogle bivirkninger er hyppige, men ikke alvorlige. Andre er sjældne, men kan være alvorlige.
Det er almindeligt kendt, at medicinsk kræftbehandling giver bivirkninger. Nogle bivirkninger kan forebygges med medicin, mens andre er uundgåelige. Det er derfor vigtigt, at du er forberedt på disse.
Der kan også opstå senfølger, som er bivirkninger, der optræder på trods af, at behandlingen er afsluttet, eventuelt flere år efter.
Fortæl lægen eller sygeplejersken om de bivirkninger du får i forbindelse med behandlingen, så kan vi forsøge at forebygge eller afhjælpe dem.
Du kan have øget risiko for at få infektioner i perioder af dit sygdoms- og behandlingsforløb. Det skyldes, at antallet af hvide blodlegemer (leukocytter) nedsættes på grund af din sygdom og/eller behandling. De hvide blodlegemer er vigtige for kroppens forsvar mod infektioner.
Du skal især være opmærksom ved akut sygdom med en af følgende:
- Feber (som udgangspunkt 38,5˚C eller derover, men kan aftales individuelt)
- Akut forværret almen tilstand, herunder utilpashed, kulderystelser, nyopstået åndenød i hvile eller ved let aktivitet som almindelig gang og hududslæt med blæner
Har du en åben kontakt i Blodsygdomme skal du ringe til afdelingens akuttelefon, hvis du får et eller flere af ovennævnte symptomer.
Afdelingens personale vurderer, om der er behov for antibiotika og om du skal indlægges og behandles med antibiotika i en blodåre eller om du kan være hjemme og få antibiotika som tabletter.
Hvis du ikke har åben kontakt i Blodsygdomme, skal du ringe til din egen læge eller udenfor dennes åbningstid lægevagten.
Hold dagligt øje med om du har:
- belægninger i munden eller synkesmerter
- hoste eller åndenød
- svie ved vandladning
- smerter eller rifter ved endetarmen
- sår med tegn på betændelse i huden
- herpes (forkølelsessår) eller andet udslæt på huden
Har du åben kontakt i Blodsygdomme, skal du sige det næste gang du har en planlagt tid på Blodsygdomme. Såfremt du ikke har en planlagt tid på Blodsygdomme indenfor få dage og symptomerne vedbliver, kan du i dagtid kontakte afdelingens akuttelefon. Får du feber eller bliver almen utilpas skal du ringe til afdelingens akuttelefon. Hvis du ikke har åben kontakt i Blodsygdomme, skal du ringe til din egen læge eller lægevagten.
Du minimerer risikoen for infektion ved at:
- have god håndhygiejne - vask hænder efter toiletbesøg og før måltider
- oprethold god personlig hygiejne, herunder mundhygiejne
- undgå kontakt med personer der hoster, er forkølede eller har feber
- drik rigeligt med væske for at undgå blærebetændelse
- undgå forstoppelse. Det sænker risikoen for, at rifter og hæmorider ved endetarmen opstår eller forværres
Læs mere i vejledningen: Svækket immunforsvar - at beskytte sig selv og andre mod infektioner (Blodsygdomme)
Du kan have øget risiko for at få blodmangel (lav blodprocent/lav hæmoglobin) i perioder af din behandling.
Du får blodmangel, fordi antallet af røde blodlegemer kan blive nedsat på grund af din sygdom eller behandling, som påvirker de raske celler i knoglemarven.
Hvis blodprocenten er lav, skal du måske have en blodtransfusion.
Hold øje med mulige symptomer på blodmangel:
-
- Åndenød
- Hjertebanken
- Svimmelhed
- Øresusen
- Hovedpine
Har du en åben kontakt i Blodsygdomme, skal du sige det næste gang du har en planlagt tid på Blodsygdomme. Bliver du almen utilpas med svimmelhed eller åndenød i hvile eller ved let aktivitet som almindelig gang, skal du ringe til afdelingens akuttelefon. Hvis du ikke har åben kontakt i Blodsygdomme, skal du ringe til din egen læge eller lægevagten. Mål altid temperaturen ved nytilkomne symptomer.
Det kan du gøre for at mindske generne
- Undgå større fysisk anstrengelse
- Rejs dig forsigtigt, så du ikke falder
Du kan have øget risiko for at komme til at bløde på grund af din sygdom eller behandling.
Blødning skyldes din sygdom og/eller medicinens virkning på de raske celler i knoglemarven, der medfører, at antallet af blodplader (trombocytter) bliver nedsat. Blodpladerne er med til at stoppe blødninger.
Du skal især være opmærksom ved akut sygdom med en af følgende:
- Blødning der ikke standser
- Blødning der ledsages af almen utilpashed med svimmelhed og/eller åndenød
- Blod i urinen
- Petekkier (røde prikker i huden som du kan få, hvis du har et lavt antal blodplader)
Har du en åben kontakt i Blodsygdomme skal du ringe til afdelingens akuttelefon, hvis du får et eller flere af ovennævnte symptomer.
Hvis du ikke har åben kontakt i Blodsygdomme, skal du ringe til din egen læge eller udenfor dennes åbningstid lægevagten. Du skal måske have en transfusion med blodplader.
Hold øje med:
- Blødning fra næse, tandkød eller skede
- Blod i afføring
- Mange blå mærker
Har du en åben kontakt i Blodsygdomme, skal du sige det næste gang du har en planlagt tid på Blodsygdomme. Bliver du almen utilpas med svimmelhed eller åndenød i hvile eller ved let aktivitet som almindelig gang, skal du ringe til afdelingens akuttelefon. Hvis du ikke har åben kontakt i Blodsygdomme, skal du ringe til din egen læge eller lægevagten.
Det kan du gøre for at mindske generne
- Brug en blød tandbørste
- Tag ikke smertestillende medicin som Ibuprofen (fx Ipren, Brufen) eller medicin, der indeholder acetylsalicylsyre (fx Kodimagnyl,Treo), da de øger risikoen for blødninger
- Undgå kraftig fysisk anstrengelse
- Undgå forstoppelse
Vær opmærksom på
- Nogle gange er det nødvendigt at fortsætte behandling med hjertemagnyl på trods af, at du får kemoterapi. Denne skal dog oftest pauseres, hvis antallet af blodplader er lavt.
Du kan få kvalme eller opkastning af behandlingen.
Du vil få forebyggende medicin mod kvalme, hvis din behandling forventes at medføre kvalme/opkastning.
Du kan få udleveret kvalmestillende tabletter, som du skal tage derhjemme ved behov i dagene efter udskrivelsen.
Kvalmen kan vare fra nogle få timer til flere døgn.
Det er vigtigt, at du fortsætter med at tage din medicin mod kvalme i den aftalte periode
Tal med plejepersonalet eller lægen om din kvalme, da det kan være nødvendigt at ændre på den kvalmestillende medicin.
Det kan du gøre for at modvirke kvalmen:
- Spis når du føler dig sulten og gerne mange små måltider i løbet af dagen
- Drik gerne 2-3 liter væske
- Sid op når du spiser
- Spis let fordøjelig mad fx frugt, dessert og kiks
- Anret maden pænt - få evt. en anden til at anrette maden for dig
- Hvil dig i løbet af dagen
- Lyt gerne til musik du kan lide eller se en god film, mens du får kemoterapi
- Dyrk motion
Nogle patienter har større tendens til kvalme end andre.
Du kan opleve "forventningskvalme"
Hos enkelte patienter er kvalmen også psykologisk betinget.
Efter at have modtaget behandlingen gennem nogen tid kan kvalme opstå alene ved tanken om at skulle have kemoterapi (såkaldt "forventningskvalme”). Nogle vil i den situation have gavn af beroligende medicin på forhånd. Tal med plejepersonalet og lægen om dette er en mulighed for dig.
Senkvalme
Senkvalme og opkastning kan opstå 25-120 timer efter behandlingen er givet. Senkvalme er som regel ikke så voldsom som den akut opståede kvalme, men den kan påvirke livskvaliteten lige så meget.
Dine smags- og lugtesanser kan påvirkes under behandlingen.
Især din smagsoplevelse kan ændre sig. Maden kan smage anderledes og din lyst til at spise nedsættes eller forsvinder.
Vandet kan smage af metal.
Smagsoplevelsen bliver normal igen, når du ikke får medicinsk kræftbehandling mere.
Du kan opleve, at fx mad, parfume og blomster dufter anderledes eller kraftigere, end de plejer.
Hvad kan du selv gøre?
- Undgå kraftige dufte, herunder også eventuelt stærkt krydret mad.
- Drik fx juice eller saft for at sløre metalsmagen fra vandet.
Kemoterapi kan ind i mellem medføre, at du taber håret på hovedet og eventuelt også andre steder på kroppen. Ved denne behandling, kan der komme udtynding af håret, men sjældent decideret hårtab.
Hårtabet begynder typisk ca. 2-4 uger efter, at du er startet behandlingen.
Hårtabet kan være meget individuelt. Nogle bevarer en smule hår eller små dun i hovedbunden, ligesom enkelte kan opleve, at håret begynder at vokse ud igen et stykke inde i behandlingsforløbet.
Håret vokser ud igen, når hele behandlingsforløbet er afsluttet.
Det nye hår kan være lidt ændret i farven eller have en anden struktur i forhold til tidligere fx kan det være kraftigere eller mere krøllet. Men inden for et halvt års tid bliver håret stort set altid, som det var før behandlingen.
Du kan få tilskud til paryk, tørklæde eller kasket
Taber du håret som følge af din behandling kan du få tilskud til paryk, tørklæde eller kasket.
Det er en god ide at få lavet din paryk inden du begynder at tabe håret, da det så er lettere for parykmageren at skabe en paryk, der ligner dit eget hår.
Du bestemmer selv, hvor du vil købe din paryk eller anden hovedbeklædning. Sygehuset kan desværre ikke være behjælpelige med at finde en forhandler.
Du skal selv lægge pengene ud, når du køber paryk eller anden hovedbeklædning. Du skal kontakte personalet for at få udleveret en refusionsanmodning, som du skal benytte, når du skal have refunderet dine udlæg.
Refusionsanmodningen samt originale kvitteringer fra forhandleren sendes til regnskabsafdelingen på Aarhus Universitetshospital.
Følgende skal fremgå af kvitteringen:
- Køb af paryk eller anden hovedbeklædning
- Hvad købet har kostet
- Dato for købet
- Navn, adresse og CVR-nummer på leverandøren
- Hvis leverandøren udleverer en dagsdato til dig, skal stemplet på bilaget indeholde navn, adresse og CVR-nummer. En dankortkvittering er ikke nok.
Ved køb på Nettet: Medsend den faktura du modtager, en følgeseddel er ikke nok.
Beskyt din hovedbund
- Brug altid solcreme med høj faktor, 50 SPF, for at beskytte hovedbunden, når du går med bart hoved.
- Beskyt hovedet mod kulde med en hue eller et tørklæde
- Smør hovedbunden ind med en fed, uparfumeret creme, hvis huden er tør eller klør
Din hud kan blive meget tør, hård og kan skalle af - især på hænder og fødder. Det skyldes, at kemoterapi påvirker dannelsen af ny hud.
Forandringerne forsvinder, når behandlingen er slut, og den nye hud gendannes.
Det kan tage måneder, inden huden ser normal ud igen.
Du kan opleve misfarvning af huden
Ved nogle former for kemoterapi kan der opstå misfarvning langs med den blodåre, hvor kemoterapien er givet. Misfarvningen bliver blegere med tiden, men forsvinder ikke helt.
Du kan få øget pigmentering og udslæt
Du kan under og efter behandlingsforløbet få øget pigmentering i huden (brune pletter) og lettere blive solskoldet.
I sjældne tilfælde kan du få udslæt på grund af kemoterapien eller anden medicin, du bliver behandlet med.
Kontakt os hvis du får udslæt
Du skal ringe til forvagten i Blodsygdomme, så lægen kan vurdere, om du skal have medicin mod udslættet, og om der eventuelt skal ændres i din behandling.
Hvis du ikke har åben kontakt i Blodsygdomme, skal du ringe til din egen læge eller lægevagten.
Det kan du gøre for at mindske generne
- Brug dagligt en fed uparfumeret fugtighedscreme
- Brug solcreme med høj faktor, gerne 50 SPF. Beskyt huden med tøj og hat hvis du opholder dig i stærkt sollys. Vær ikke i solen mellem kl. 12 og 15
- Gå ikke i solarium mens du er i behandling og op til 1 år efter, at din behandling er afsluttet
Dine negle fornyer sig normalt i takt med, at de bliver slidt.
Mens du får behandling kan de:
- blive fortykkede
- få striber
- blive skøre og flossede med afstødning af neglens yderste lag
I nogle tilfælde kan neglene også løsne sig.
Det kan tage ½-1 år, inden dine negle er normale igen.
Det kan du selv gøre:
- Klip skøre og flossede negle, men undgå at klippe for langt ned
- Forsegl eventuelt neglene med klar lak
Du kan opleve øget træthed i forbindelse med sygdommen og behandlingen. Trætheden kan opleves som en ganske anden træthed end den, du hidtil har kendt. Trætheden kan tiltage i takt med antallet af behandlinger, men aftager ofte, når du har afsluttet den medicinske kræftbehandling.
Der skelnes mellem 3 former for træthed; almindelig træthed, fatique og udmattelse. Du kan lære at kende forskel på de 3 former for træthed ved at læse yderligere her: Træthed - Livet med og efter kræft
Hvad kan du selv gøre?
- Hold hvilepauser i løbet af dagen. Sov gerne en kort middagslur.
- Vær aktiv, gerne i frisk luft. Det giver dig en mere normal form for træthed.
- Nedsæt forventningerne til dig selv og acceptér, at du ikke kan det samme, som før du blev syg.
- Bed familie og venner om hjælp. De fleste vil meget gerne hjælpe og kan fx aflaste dig med praktiske gøremål, som at købe ind, lave mad, passe børn, gøre rent eller måske ordne haven
Din evne til at få børn kan blive varigt nedsat af behandlingen. Omvendt kan man heller ikke sige, at du helt sikkert bliver steril af behandlingen.
Du skal undgå graviditet i en periode
Du og din partner skal undgå graviditet under og ofte også nogen tid efter den medicinske kræftbehandling, da behandlingen kan skade et foster. Effektiv prævention er derfor vigtig i hele behandlingsforløbet.
Tal med lægen om, hvilken prævention, der er bedst for dig og om, hvornår I kan begynde at overveje graviditet, hvis dette er et ønske.
Hvis du er kvinde - din evne til at få børn kan påvirkes
Den nedsatte evne til at få børn skyldes, at æggestokkene holder op med at producere æg og kønshormoner, når du får medicinsk kræftbehandling.
Inden behandlingen bliver du, hvis det er relevant, informeret om dine fremtidige muligheder for at få børn og om mulighederne for at få nedfrosset et lille stykke af æggestokken, inden din behandling starter.
Du kan få uregelmæssige menstruationer, og nogle gange kan de helt ophøre som følge af behandlingen. Dette vil kunne give symptomer på overgangsalder. Tal med lægen om, hvordan det kan afhjælpes.
Hvis du er mand - din evne til at få børn kan påvirkes
Medicinsk kræftbehandling kan nedsætte testiklernes produktion af sædceller i en periode eller måske varigt.
Du kan vælge at deponere sæd, inden din behandling starter, så du senere har mulighed for at få børn.
Husk, at beskytte din partner mod graviditet under og et stykke tid efter behandlingen, da sædcellerne kan være skadet af behandlingen.
Testiklernes produktion af det mandlige kønshormon testosteron kan nedsættes under og efter behandlingen. Det kan give gener, der minder om den kvindelige overgangsalder. Tal med lægen om, hvordan det kan afhjælpes.
Det kan være vanskeligt at forudsige, hvordan behandlingsforløbet vil blive for dig. Af erfaring ved vi, at det vil være meget vekslende og trække store fysiske og psykiske veksler på dig og din familie. Tal med os om det. Vi kan ikke tage det væk, men vil gerne hjælpe, når vi kan.
Du kan opleve forandringer som hukommelsesproblemer eller koncentrationsbesvær i forbindelse med medicinsk kræftbehandling. Oplevelsen af disse forandringer kan variere meget fra person til person.
Typisk er symptomerne dog midlertidige og er væk ca. 1 år efter afsluttet behandling. Hos enkelte kan forandringerne være til stede i længere tid.
Vær opmærksom på
Din lyst til sex kan ændres - den kan opleves forøget, forringet eller helt ophøre i perioder under og efter behandlingen. Det skyldes en lang række fysiske og psykiske faktorer.
Samleje skader ikke din partner
Mængden af kemoterapi der bliver udskilt gennem skedens slimhinder og i sæd, er ubetydelig. Du kan derfor have samleje uden at skade din partner.
Vi anbefaler, at du undlader at have samleje med skiftende partnere, og at du ikke har analt samleje i perioder, hvor dit immunforsvar er særligt svækket for at forebygge infektioner.
Hvis du er kvinde - dine slimhinder kan påvirkes
Du kan få sarte og tørre slimhinder i skeden og eventuelt smerter ved samleje. Det kan derfor være en god ide at skåne slimhinden og undgå rifter ved at anvende ikke-vandbaseret glidecreme.
Efter samleje anbefaler vi dig at tisse for at forebygge blærebetændelse.
Spørg i øvrigt personalet eller lægen om råd og vejledning.
Hvis du er mand - du kan opleve rejsningsproblemer
Du kan få problemer med rejsning eller opleve impotens i perioder. Hvis problemet fortsat er til stede efter afsluttet behandling, kan du få hjælp hos egen læge.
Du kan under behandlingen opleve at få tør udløsning eller, at udløsning sker hurtigere eller langsommere end sædvanligt. Efter endt behandling bliver det oftest normalt igen.
Spørg personalet om råd og vejledning hvis du får behov for det.
Du kan læse mere om samliv og seksualitet i pjecen fra Kræftens Bekæmpelse:
Kræft og seksualitet (cancer.dk)
Når du kommer hjem
Nogle patienter kan passe deres arbejde mellem behandlingerne og have en hverdag, næsten som de plejer.
Andre har brug for et par ekstra dage fri, nedsat tid eller helt at holde op med at arbejde i behandlingsperioden. Det afhænger også af, hvilket arbejde du har.
Mellem behandlingerne kan du optimere dit forløb ved at:
- spise og drikke god og næringsrig mad og væske
- forsøge at undgå et vægttab
- sørge for frisk luft og daglig motion
- sørge for god nattesøvn og tag gerne en middagslur
- bede venner og familie om hjælp til det praktiske
Husk at tage den udleverede medicin til de aftalte tidspunkter.
Det er vigtigt, at du tager forebyggende medicin mod kvalme i den aftalte periode og ved behov. Almen utilpashed, appetitløshed samt smagsændringer forekommer hyppigt i dagene efter behandling.
Drik altid 2-3 liter væske om dagen, idet udskillelsen af affaldsstoffer derved bedres.
Videre forløb
Senfølger betegner kroniske bivirkninger som følge af den medicinske kræftbehandling.
Nogle senfølger er bivirkninger, som ikke forsvinder eller måske forværres efter, at behandlingsforløbet er afsluttet. Andre senfølger opstår adskillige år efter, at behandlingen er slut.
Du kan opleve fysiske senfølger
Vigtige organer som hjerte, lunger, nyrer eller lever kan blive påvirket af visse behandlinger. Nogle oplever nerveskader i form af nedsat følelse, føleforstyrrelser eller smerter fx i fødder eller fingre.
Evnen til at få børn kan blive nedsat eller helt forsvinde.
Andre senfølger kan være tidlig overgangsalder, fordøjelsesbesvær, høretab/tinnitus, vedvarende træthed og/eller muskelsvaghed.
Ved mange former for medicinsk kræftbehandling er der en let øget risiko for at få anden form for kræftsygdom herunder leukæmi eller forstadie hertil.
Du kan få psykiske senfølger
På samme måde som, at overgangen fra rask til syg kan være voldsom, så oplever mange også, at det kan være svært at finde sig til rette i hverdagslivet efter afsluttet behandling.
Patienter har fx nævnt at have koncentrationsbesvær, træthed, depression og/eller angst for tilbagefald. Sådanne forhold kan få indflydelse på det fremtidige liv, der skal leves.
Hvad kan du selv gøre?
- Tal med lægen om, hvad du eventuelt kan forvente i netop din situation
- Læs mere om senfølger - hvad skyldes de, og hvad kan der gøres ved dem? https://www.cancer.dk/senfoelger/
- Få viden og rådgivning ved kontakt til Senfølgerforeningen: Forside - Senfølgerforeningen (senfoelger.dk)
Mere information
De hyppigste og mest alvorlige bivirkninger, der kan forekomme ved din behandling, er nævnt i denne vejledning.
Hvis du ønsker uddybende information om bivirkningerne, er du altid velkommen til at spørge personalet i Blodsygdomme.
Du kan også vælge selv at søge information om medicinen på internettet. Vi anbefaler, at du søger mere information på: www.minmedicin.dk eller www.indlaegsseddel.dk
Kontakt
Kontakt Blodsygdomme

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen.
Se kontaktoplysningerne på Blodsygdommes hjemmeside under de enkelte afsnit:
Gå direkte til
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.