Om klinikken

Klinikken er til for at støtte jer og jeres barn, hvis starten på livet har været lidt mere udfordrende end for de fleste.

Vi ønsker at følge op på barnets udvikling og trivsel og give jer den nødvendige støtte.

Vi er her for børn, der:

  • er født mere end 8 uger før termin og/eller havde en fødselsvægt under 1500 gram.
  • har oplevet svær iltmangel under fødslen.
  • har været alvorligt syge med langvarig behandling og indlæggelse f.eks. meningitis, svær lungebetændelse med behov for respirator eller meget svær gulsot.
  • har jordbærmærker opstået i de første leveuger (infantile hæmangiomer).

Jeres forløb

Før I kommer

Jeres barn vil automatisk blive henvist til klinikken ved udskrivelse fra Nyfødt Intensiv Afsnit 3, og I vil modtage en indkaldelse i Digital post eller som fysisk brev, hvis I er undtaget for Digital Post.

Indkaldelsesbrevet indeholder information om:

  • Hvor og hvornår I skal møde op
  • Hvad I skal gøre, hvis I bliver forhindret i at møde op til den aftalte tid

Når I ankommer

Meld jeres ankomst på ankomststanderen ude foran afsnittet med barnets sundhedskort.

Derefter kan I tage plads i venteområdet, og vi vil hente jer, når vi er klar til at tage imod jer.

Vi forsøger at overholde jeres aftalte tid, men der kan forekomme ventetid. I kan spørge sekretæren i afsnittet, hvis I har spørgsmål til jeres ventetid.

Klinik for Tidligt Fødte og Syge Nyfødte ligger i sengeafsnittet Nyfødt Intensiv Afsnit 3.

Venteområdet er lige udenfor indgangen til afsnittet ved loftskilt H301.

Se video for at finde vej til venteområdet

Under jeres besøg

Det første besøg finder normalt sted, når barnet er mellem 2-5 måneder korrigeret alder (2-5 måneder fra oprindelig terminsdato).

Et besøg i Klinik for Tidligt Fødte og Syge Nyfødte varer typisk 30 minutter. Her vil I møde en sygeplejerske og en læge fra afsnittet. Ved første besøg inviterer vi nogle gange en fysioterapeut med.

Besøgets formål er at snakke om jeres generelle trivsel, spørgsmål eller bekymringer. Vi hjælper jer med at vurdere jeres barns udvikling, og taler med jer om eventuelle afvigelser på baggrund af barnets sygdomshistorik.

Vi måler og vejer jeres barn, undersøger motorik, bevægelse og taler med jer om eventuelle udfordringer.

Vi afslutter med at tale om, om der er behov for yderligere undersøgelser, støtte eller behandling.

Besøg Nyfødt Intensiv Afsnit 3

Når I har været i klinikken, må I rigtig gerne gå en tur rundt i Nyfødt Intensiv Afsnit 3 og kigge. Måske støder I på en sygeplejerske I kender fra tiden under jeres indlæggelse i afsnittet. Vi bliver altid glade for at se familier igen.

Nogle gange kan vi også have familier indlagt, som er i et forløb, der ligner jeres. Hvis I har lyst og overskud til at vise jeres barn frem og tage en kort snak om oplevelserne som forældre til et barn, der har været indlagt i afsnittet, så hjælper vi gerne med at skabe kontakten.

Afslutning på forløbet

Varigheden af forløbet hos os bestemmes af barnets individuelle behov.

Nogle børn ses blot et par gange de første 18 måneder, mens andre er tilknyttet klinikken til de er 5 år.

Netværk og støtte

I klinikken taler vi gerne med jer om, hvilke netværk og støttemuligheder der er relevante for jer. 

Mange kommuner har også flere støttemuligheder og en pårørendevejleder. I kan henvende jer i jeres kommune for at få mere information.

Find vej

Adresse og kort

Adresse

Klinik for Tidligt Fødte og Syge Nyfødte

Aarhus Universitetshospital

Palle Juul-Jensens Boulevard 115

Indgang H9, Plan 3, H301

8200 Aarhus N

Kort

Klinik for Tidligt Fødte og Syge Nyfødte ligger ved Indgang H9.

Oversigtskort over klinikkens placering

Kontakt Nyfødt Intensiv Klinik

Telefon

7845 1743

Telefontid 

Mandag-fredag: Kl. 08.00-14.00

Mail

Sikker mail (Kræver MitID)