Spørgeskema til patienter i medicinsk behandling for prostatakræft
I Urinvejskirurgisk Klinik bruger vi spørgeskemaer for at forbedre kvaliteten af vores tilbud til dig som patient. Her finder du information om spørgeskemaet.
Gå direkte til
Om forløbet
Vi bestræber os på at tilrettelægge dit forløb ud fra dine behov. Vurderingen er baseret på din besvarelse af spørgeskemaet og dine blodprøvesvar.
I spørgeskemaet har du også mulighed for at tilføje en kort besked til personalet.
Du bedes besvare spørgeskemaet ca 1 uge før din konsultation på sygehuset:
PSA-blodprøven er en vigtig del af dit kontrolforløb, hvorfor du bedes bestille tid til blodprøvetagning, så du kan få et samlet svar, når du kontaktes.
Symptomer og følger kan være meget forskellige – nogle oplever slet ikke at have symptomer eller følger efter behandling. Du skal derfor ikke blive bekymret, hvis der i skemaet spørges om symptomer eller følger, som du aldrig har oplevet.
Du besvarer spørgeskemaet flere gange i forløbet. Derved kan vi holde øje med, om din vurdering af dit helbred og livskvalitet ændres. Samtidig ved vi dog, at der kan være andre grunde til, at man vurderer sit helbred som godt eller dårligt. Derfor spørger vi, om du har andre sygdomme, der kan påvirke dig.
Vi spørger til træthed, smerter, vægtændringer m.m. for at få et generelt indblik i din fysik.
Vi ved fra forskning, at patienter med alvorlig sygdom som kræft har øget risiko for at udvikle depression. Vi spørger derfor ind til symptomer på depression, så du kan få hjælp, hvis du har behov for det.
Behandling for prostatakræft kan påvirke din seksualitet.
Vi tilbyder sexologisk rådgivning ved specialuddannet sygeplejerske, hvor du får mulighed for at drøfte emnet og blive vejledt i årsager og behandlingsmuligheder. Du er velkommen alene eller sammen med din partner.
Prostata er beliggende lige under urinblæren og omkranser urinrøret. Hvis prostata vokser kan den påvirke vandladningen og man kan opleve f.eks. slap urinstråle, hyppig vandladning eller infektion.
Både prostatakræft og behandling heraf kan påvirke din vandladning på forskellig måde.
Prostatakræft og behandling kan påvirke din tarmfunktion og give forskellige gener som f.eks. forstoppelse, diarre, ændret kontrol over afføringen, smerter eller blødning fra endetarmen.
Gode råd
På Kræftens Bekæmpelses hjemmeside www.cancer.dk/prostatakraeft kan du finde mere information om prostatakræft. Kræftens Bekæmpelse har rådgivningscentre i hele landet, hvor man gratis kan komme ind og få hjælp og rådgivning.
Patientforeningen for prostatakræft, PROPA, tilbyder kurser og arrangementer i hele landet. Se mere på www.PROPA.dk
Kontakt
Urinvejskirurgisk Klinik, AUH
Telefon
Sekretæren kan kontaktes alle hverdage Kl. 08.00 - 15.00:
Urologiteam: 7845 2701
Blære-, nyre-, øvre urinveje, prostata-, testes- eller penisteam: 7845 2702
Hvis du vil tale med en sygeplejerske, kan du ringe 7845 2701 alle hverdage kl. 7.45-8.30.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.