Blæreskylning med Mitomycin tilbydes patienter med overfladisk blæresygdom, og hvor det vurderes, at det kan have en gavnlig effekt.
Forbered dig til behandlingen
Hvis du får symptomer på urinvejsinfektion inden din undersøgelse, skal du gå til din egen læge med henblik på en urinprøve. Du skal have antibiotika, hvis du har en urinvejsinfektion.
Symptomer på urinvejsinfektion er:
svie ved vandlanding
hyppige vandladninger
ildelugtende og grumset urin
evt. feber
Ved tvivl er du altid velkommen til at kontakte os.
På behandlingsdagen bør du indskrænke dit væskeindtag, så din urinproduktion nedsættes.
Dette hjælper dig til bedre at kunne holde skyllevæsken i blæren.
Hvis du får vanddrivende medicin, skal du vente med at tage den til efter du har fået behandlingen. Så kan du bedre holde skyllevæsken i blæren.
Om behandlingen
Blæreskylning skal gives med et fastlagt interval. Der er forskellige behandlingsintervaller:
3 gange om ugen i 2 uger
1 gang om ugen i 6 uger
Hvis du deltager i et forskningsprojekt, kan intervallet være anderledes.
Lægen beslutter, hvilket interval du skal følge. Du bliver informeret af sygeplejersken om planen og du kan se dine mødetider og mødested i dit indkaldelsesbrev.
Det kan ske, at behandlingen må udsættes en uge på grund af blærebetændelse.
Under blæreskylningen ligger du på et leje.
Urinrørets udmunding vaskes af
Der lægges et tyndt kateter op i blæren og blæren tømmes.
Skyllevæsken (ca. ½ dl) fyldes i blæren, hvorefter kateteret fjernes.
Du skal forsøge at holde væsken i blæren så længe som muligt, dog max. 2 timer
Efter højst 2 timer skal du lade vandet. Vær opmærksom på at der er særlige forholdsregler første gang du lader vandet.
Da Mitmoycin er en cellegift, bærer personalet overtrækskittel, maske og handsker.
Behandlingen tager ca. 20 minutter. Du må gå hjem med skyllevæsken i blæren.
I forbindelse med din første skyllebehandling skal du have taget blodprøver. Det foregår mens du er i klinikken. Sygeplejersken vil koordinere det med dig.
Du får svar i forbindelse med din anden skyllebehandling.
Sådan virker medicinen
Mitomycin tilhører gruppen af lægemidler, der kaldes cytostatika (cellehæmmende midler). Mitomycin hæmmer delingen af tumorceller og skader derved disse.
Risici og bivirkninger
Hvis der opstår bivirkninger, sker det oftest i løbet af de første dage. De mest forekommende bivirkninger er:
problemer med at tømme blæren
blærebetændelse
natlig vandladning
hyppig vandladning, svie, smerte i urinrøret og blæren
blod i urinen
hudkløe og udslæt, især i håndfladerne. Ved spild af Mitomycin på huden, kan der forekomme kløende udslæt/sår.
feber
Det er sjældent at bivirkningerne er behandlingskrævende, men det kan blive nødvendigt at afbryde Mitomycinbehandlingen.
Hvis du har spørgsmål til behandling eller oplever bivirkninger, skal du kontakte os.
I dagtid på hverdage kan du kontakte sygeplejersken i Urinvejskirurgisk Klinik.
Har du akut behov for hjælp udenfor klinikkens åbningstid, kan du kontakte sygeplejersken i Urinvejskirurgisk Sengeafsnit. Se telefonnummer og træffetid nederst på siden.
Vær opmærksom på
Vi anbefaler, at du anvender kondom ved samleje i op til ½ år efter endt behandling.
Dette gælder særligt for de yngre patienter, da sæden kan tage skade i forbindelse med behandlingen, og det derfor er en dårlig idé at gøre en kvinde gravid, mens du er i behandling og ½ år efter. Der er sparsom viden om, hvorvidt sæden i nogle tilfælde kan tage permanent skade.
Mulighed for sæddeponering Hvis du er et sted i dit liv, hvor du kan forestille dig, at du senere gerne vil være far, har du mulighed for at få noget af din sæd deponeret (dvs. opbevaret), før du starter behandlingen. Du skal selv arrangere og betale for sæddeponeringen.
Der er udarbejdet retningslinjer for cytostatika fra Arbejdsstyrelsen.
Især punkt 3.5.2, 3.5.3 og 3.8 er vigtige at læse.
Det omhandler forholdsregler ved patientpleje i private hjem, rengøring i private hjem og håndtering af forurenet vasketøj.
Hvis ikke du har adgang til internet, kan du bede personalet i klinikken om en kopi af regelsættet.
Det er vigtigt at informere hjemmesygeplejersken eller din hjælper til personlig pleje, at du får behandling med Mitomycin.
Hvis de er i tvivl om forholdsregler, er de velkomne til at kontakte os.
Når du kommer hjem
Skyllevæsken skal være i blæren så længe som muligt - dog max. 2 timer.
Når du lader vandet første gang efter behandlingen, skal du:
sidde ned for at undgå stænk af urin
vaske omkring urinrørsåbningen med vand og sæbe efter vandladning
lukke toiletlåget inden du skyller ud
Vask efterfølgende dine hænder med vand og sæbe.
Videre forløb
Dit kontrolforløb planlægges individuelt i samråd med lægen i Urinvejskirurgi.
Typisk vil du blive fulgt med kikkertundersøgelse af blæren.
Mere information
Da vi er et universitetshospital, er vi optaget af forskning og udvikling. Vi arbejder hele tiden på at blive bedre. Du kan derfor blive tilbudt at deltage i forsknings- eller udviklingsprojekter.
Du vil blive informeret om et eventuelt projekt, inden du siger ja eller nej til at deltage.
Kontakt
Urinvejskirurgisk Klinik, AUH
Telefon
Sekretæren kan kontaktes alle hverdage Kl. 08.00 - 15.00:
Urologiteam: 7845 2701
Blære-, nyre-, øvre urinveje, prostata-, testes- eller penisteam: 7845 2702
Hvis du vil tale med en sygeplejerske, kan du ringe 7845 2701 alle hverdage kl. 7.45-8.30.
Du kan kontakte Urinvejskirurgisk Sengeafsnit på telefon 7845 2700 hele døgnet, men vi er nemmest at træffe mellem kl. 8.00 - 15.00.
Adresse
Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 35, 8200 Aarhus N Indgang C, Plan 8, Krydspunkt C819 Se på et kort
Gå direkte til
Direkte link til denne side: auh.dk/742237
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.