I perioden op til operationen, er der nogle ting du selv kan gøre, for at din krop har de bedst mulige forudsætninger for god heling og et godt resultat.
Ernæring
Din krop har brug for næring. Sund og nærende kost giver dig energi til de daglige gøremål, fremmer sår- og knogleheling og styrker immunforsvaret, så risikoen for infektion reduceres.
Du finder Sundhedsstyrelsens anbefalinger her:
www.sst.dk/da/viden/ernaering
Alkohol
Et stort alkoholforbrug forøger risikoen for komplikationer i forbindelse med operation. Hvis du drikker mere end de af Sundhedsstyrelsen anbefalede genstande om ugen (maksimalt 7 for kvinder, maksimalt 14 for mænd), vil vi anbefale dig at skære ned på dit forbrug til de anbefalede mængder inden du skal opereres.
Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til alkohol og operation her:
www.sst.dk/da/viden/alkohol
Rygning
Er du ryger, anbefaler vi, at du helt stopper med at ryge i en periode fra 8 uger op til operationen og 8 uger efter, da det mindsker risikoen for komplikationer, i forbindelse med din operation. Komplikationerne kan være problemer med sårheling, og en øget risiko for infektion.
Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til rygning og operation her:
www.sst.dk/da/viden/tobak