Skanning af lymfekirtler ved kræft i penis - Lymfeskintigrafi
Gå direkte til
Undersøgelsen finder de lymfeknuder, som sidder tættest på det syge væv for at undersøge, om der er spredning.
På undersøgelsesdagen
Ring til os, hvis du bliver forhindret i at komme eller hvis den tid du har fået til undersøgelse ikke passer dig.
Du finder vores telefonnummer nederst på siden under Kontakt.
Du kan med fordel lade dine smykker, øreringe og andre piercinger, ur mm. blive hjemme. Undgå også gerne BH med metalbøjle.
Dette er vigtigt, fordi metal kan give forstyrrelser på vores billeder.
Du skal møde op i Urinvejskirurgisk Sengeafsnit.
Den præcise adresse fremgår af dit indkaldelsesbrev.
Om undersøgelsen
Når du er forberedt og klar til undersøgelsen kommer du til Nuklearmedicin og PET. Her tager vi dig ind i et undersøgelsesrum når vi er klar til din undersøgelse.
I forbindelse med undersøgelsen vil du få indsprøjtet et radioaktivt stof på penis. Der kan forekomme lette smerter i den forbindelse.
For at afhjælpe smerterne vil du ca. ½ time før undersøgelsen få smurt lokalbedøvende creme på og omkring penis.
Du får 4 små mængder af radioaktivt sporstof sprøjtet ind i huden omkring dit ar/kræftforandringen.
Der kan forekomme spændinger under huden når du får sporstoffet.
Du ligger i en seng når du får sporstoffet af en Nuklearmedicinsk læge.
Der er 1 times ventetid fra du får det radioaktive sporstof til du bliver skannet. Dette skyldes at sporstoffet skal fordele sig til lymfeknuderne.
I ventetiden ligger du i en seng.
Du ligger i skanneren i ca. 30 minutter.
Du skal kunne ligge stille under hele skanningen.
Efter undersøgelsen vil du komme tilbage til Urinvejskirurgisk Sengeafsnit. Her klargøres du til den efterfølgende operation.
Det forventes, at du overnatter hjemme inden operationen.
Den stråledosis du får ved denne undersøgelse svarer til, hvad du modtager i naturen i løbet af 4 måneder.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.