Lungekræft kan sprede sig til hjernen. For at nedsætte denne risiko tilbydes du forebyggende strålebehandling mod hjernen.
Strålebehandling er røntgenstråler med høj energi. Du kan ikke se eller mærke strålerne. Apparatet, der giver strålerne hedder en accelerator.
For at give dig så præcis og skånsom behandling som muligt, er der nogle nødvendige forberedelser.
Forberedelser til behandlingen
Masken sikrer, at du ligger rigtigt ved strålebehandlingen.
CT-skanningen bruges til at planlægge din strålebehandling.
Du skal være glatbarberet både til den dag, hvor du skal have lavet masken og desuden i hele behandlingsforløbet, da det ellers kan være svært at få ansigtsmasken til at passe.
Du kan få afslappende medicin, hvis du har behov for det. Medicinen gør det muligt for dig at ligge afslappet i den tid, forberedelserne og behandlingerne tager.
Tager du afslappende medicin, må du ikke selv køre bil.
Det kan være hårdt at ligge på lejet under strålebehandlingen. Derfor er det en god idé, at du før behandlingen taler med personalet om behovet for smertestillende medicin.
Om behandlingen
Du skal have ansigtsmasken på under behandling
Du skal ligge stille på lejet under behandlingen
Personalet kan se, høre og tale med dig via kamera og højtaler.
Du har mulighed for at lytte til musik under behandlingen.
Du skal have 10 strålebehandlinger
Dine tider til strålebehandling
Du kan blive behandlet fra kl. 7.30-15 alle hverdage i Stråleklinik Aarhus og Stråleklinik Vest. Stråleklinik Aarhus har også tider fra kl. 15-17 på hverdage og lørdage fra 7.30-15
Dine tider til behandling til næstkommende uge udgives én gang ugentlig og vil være at finde på ”MineAftaler” hver onsdag.
Det er ikke muligt at ønske bestemte tider til behandling, da vi dagligt behandler omkring 200 patienter i klinikkerne.
Risici og bivirkninger
Strålebehandlingen rammer både kræftceller og nogle af de raske celler i området, hvor du får behandling. Derfor kan der komme bivirkninger.
Man kan derfor ikke på forhånd sige, hvilke bivirkninger, der kommer - og i hvilken grad. Det er meget individuelt, hvordan man reagerer på behandlingen.
Akutte bivirkninger kommer som regel efter 1-2 uger og aftager gradvist i løbet af 1-4 uger efter afsluttet behandling.
Sene bivirkninger kommer tidligst 3 måneder efter sidste behandling og kan være varige.
Personalet vil tale med dig om både akutte og sene bivirkninger. De vil give råd og vejledning i forhold til at forebygge og lindre.
Du vil miste håret, og du kan opleve træthed, svimmelhed, hovedpine, kvalme og i sjældne tilfælde opkastninger.
På sigt kan der forekomme koncentrationsbesvær og nedsat hukommelse.
Vær opmærksom på
Strålebehandling virker bedst, når kroppens celler får rigeligt med ilt. Hvis du ryger, nedsættes kroppens iltoptagelse, og dermed kan effekten af strålebehandlingen nedsættes. Derfor opfordrer vi til, at du ikke ryger.
En del kosttilskud indeholder antioxidanter. Man ved ikke, om større mængder antioxidanter kan have en negativ virkning på effekten af strålebehandlingen. Derfor bør du undgå større mængder, imens du får strålebehandling.
Videre forløb
Efter afsluttet strålebehandling fortsætter du opfølgning eller behandling på Kræftafdelingen.
Mere information
Information om strålebehandling se video og få mere vide om bivirkninger og hvad du kan gøre:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.