Denne information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
Læs også patientvejledningen om medicinsk kræftbehandling via www.auh.dk/874012.
Om behandlingen
Goserelin benyttes i behandlingen af brystkræft til enten at sætte kvinden i kunstig overgangsalder med det formål at kunne give f.eks. letrozol som antihormonbehandlling eller beskytte æggestokkene undervejs i et kemoterapiforløb.
Lægen vil tale med dig om, hvor længe du skal have behandling
Behandlingen med goserelin gives som en indsprøjtning i huden hver 4. uge. Indsprøjtningen kan foregå på hospitalet, i sundhedshus eller ved en hjemmesygeplejerske.
Risici og bivirkninger
Behandlingen påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger.
Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men vi kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end dem, der er nævnt her.
Bivirkninger til behandlingen kan i visse tilfælde blive meget alvorlige, i værste fald være livstruende.
Der findes medicin, der kan afhjælpe eller mindske generne fra flere af bivirkningerne. Derfor er det vigtigt, at du fortæller os om de bivirkninger, du har. Det kan du enten gøre, når du kommer til behandling, eller ved at ringe til os forinden.
Meget almindelige bivirkninger
Formindskede bryster, nedsat sexlyst, rejsningsproblemer, tørhed i skeden
Blodprop i hjertet (kun mænd), hjertesvigt (kun mænd)
Hovedpine, ændring i hudens følesans
Vægtøgning.
Ikke almindelige bivirkninger
Allergiske reaktioner.
Sjældne bivirkninger
Anafylaktisk shock - en akut alvorlig allergisk tilstand.
Meget sjældne bivirkninger
Påvirkning af hypofysen
Svulst i hypofysen
Årebetændelse.
Bivirkninger med ukendt hyppighed
Påvirkning af ekg.
Kvinder, der anvender goserelin i mere end 6 måneder, kan få begyndende knogleskørhed. Blødning fra skeden kan forekomme i løbet af de første få uger af behandlingen. Gennembrudsblødning kan forekomme senere i behandlingen.
For mænd ses i starten af behandlingen forbigående forhøjelse af testosteron i blodet samt evt. knoglesmerter. Knoglesmerterne kan mindskes, hvis man samtidig kortvarigt får et antiandrogen.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.