Du har fået fjernet hele kræftsvulsten ved operation, men der kan være enkelte kræftceller tilbage i kroppen. Derfor får du supplerende behandling, som nedsætter risikoen for tilbagefald.
Den planlagte behandlingsvarighed er ca. 15 måneder.
Behandlingen vil ophøre, hvis undersøgelser viser, at den ikke har tilstrækkelig effekt, hvis du får uacceptable bivirkninger, eller hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen.
Behandlingen gives i serier, hvor de første 4 serier (kemoterapi) er af 3 ugers varighed. Den resterende behandling (immunterapi) gives i serier af 4 ugers varighed.
Serierne forløber således:
Serie 1-4:
Dag 1: Carboplatin og vinorelbin
Dag 8: Vinorelbin
Serie 5-17:
Dag 1: Atezolizumab
Før og under behandlingen vil vi med regelmæssige mellemrum foretage undersøgelser for at kontrollere eventuelle bivirkninger, og du vil eventuelt blive skannet, for at vi kan vurdere behandlingens effekt på sygdommen.
Behandlingen med carboplatin gives i en blodåre i armen.
Det vil almindeligvis foregå ambulant, så du kan tage hjem, samme dag som du har fået behandlingen.
Ved start på hver serie skal du komme ind på Kræftafdelingen, hvor du vil få udleveret kapsler til den næste serie.
Behandlingen med atezolizumab gives i en blodåre i armen.
Det vil almindeligvis foregå ambulant, så du kan tage hjem, samme dag som du har fået behandlingen.
Medbring al ubrugt medicin ved næste besøg på Kræftafdelingen
Du må ikke knuse eller dele medicinen.
Du kan med fordel tage udleveret medicin sammen med mad
Undgå at tage medicinen sammen med varme drikke
Væsken i kapslerne kan være skadelig, hvis den kommer i kontakt med hud, øjne eller slimhinder. Hvis dette skulle ske, skal du øjeblikkeligt vaske området grundigt.
Undgå ligeledes at sutte eller tygge på kapslerne.
Hvis du glemmer at tage en dosis eller kaster op, skal du ikke tage en ny dosis, men blot tage den næste dosis som planlagt.
Hvis du har taget mere medicin, end lægen har foreskrevet, skal du straks kontakte Kræftafdelingen.
Risici og bivirkninger
Du kan få bivirkninger til behandlingen
Behandlingen påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger.
Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men vi kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end dem, der er nævnt her.
Bivirkninger til behandlingen kan i visse tilfælde blive meget alvorlige, i værste fald være livstruende.
Der findes medicin, der kan afhjælpe eller mindske generne fra flere af bivirkningerne. Derfor er det vigtigt, at du fortæller os om de bivirkninger, du har. Det kan du enten gøre, når du kommer til behandling, eller ved at ringe til os forinden.
Meget almindelige bivirkninger
Kvalme, mavesmerter, opkastning
Forhøjet urinstof i blodet, forstyrrelse i saltbalancen, leverpåvirkning
Høretab
Påvirkning af knoglemarvens produktion af blodlegemer
Påvirkning af nyrerne
Kraftesløshed
Muskelsmerter.
Almindelige bivirkninger
Allergiske reaktioner, anafylaktisk shock - en akut alvorlig allergisk tilstand
Hudkløe, hududslæt, hårtab, rødme
Ledsmerter
Blødning
Lungesygdom, muskelsammentrækninger i luftrørene
Nervebetændelse fx på arme og ben, påvirkning af hjernen, svækkede reflekser, ændring i hudens følesans
Forhøjet galdefarvestof, forhøjet kreatinin i blodet, forhøjet urinsyre i blodet
For lidt kalium i blodet, for lidt natrium i blodet, forhøjet blodsukker
Besvimelsesanfald, lavt blodtryk
For lidt ilt i blodet, kulderystelser
Reaktioner og ubehag under infusionen
Betændelseslignende reaktion i lungerne, forkølelsessymptomer, smerter i svælget, tilstoppet næse
Forhøjet kreatinin i blodet, leverpåvirkning
Blodforgiftning, influenzalignende symptomer
Skum i urinen
Forhøjet stofskifte
Tør hud.
Ikke almindelige bivirkninger
Betændelse i hjernens hinder, hjernebetændelse, nerveforstyrrelser - fx føleforstyrrelser og lammelser i arme og ben
Diabetes, dårligt fungerende binyrebark
Muskelbetændelse
Betændelse i bugspytkirtlen
Psoriasis.
Sjældne bivirkninger
Betændelsestilstand i hypofysen
Muskelsvækkelse
Hjertebetændelse
Nyrebetændelse
Årehindebetændelse i øjet.
Bivirkninger med alvorlige hudreaktioner er indberettet efter markedsføring af midlet.
Vær opmærksom på
Kontakt Kræftafdelingen, hvis du oplever et eller flere af følgende symptomer:
Tegn på infektion som f.eks. kulderystelser, feber, svie ved vandladning, hoste eller synkesmerter
Blødning som f.eks. næseblod, blå mærker og røde prikker i huden
Vedvarende kvalme og opkastning
Svær forstoppelse
Diarré, der varer i mere end 24 timer
Hovedpine, der varer mere end 24 timer
Udtalt træthed
Besvær med at trække vejret
Ondt i øjnene eller synsforstyrrelser.
Hvis du tager naturmedicin, kosttilskud eller anden medicin end den, der er ordineret på Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller det. Dette skyldes, at det kan have betydning for effekten af den behandling, du får på Kræftafdelingen.
Hvis du kommer i kontakt med en læge uden for Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller, hvilken behandling du er i gang med på Kræftafdelingen.
Hvis du eller din partner kan blive gravid, skal I anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel såsom spiral, p-piller, p-stav, p-plaster, p-ring eller p-sprøjte under behandlingen og i 7 måneder efter behandlingens ophør.
Kvinder, der ammer, skal ophøre med dette for at beskytte barnet.
Opbevar medicinen i køleskab og utilgængeligt for børn
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.