Vi håber, at behandlingen vil lindre dine eventuelle symptomer eller holde udviklingen af sygdommen i ro i kortere eller længere tid.
Behandlingen vil ophøre, hvis undersøgelser viser, at den ikke har tilstrækkelig effekt, hvis du får uacceptable bivirkninger, eller hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen.
En serie forløber således:
Dag 1-28: Ceritinib (kapsler).
Du får udleveret medicin via Kræftafdelingen ved start på hver serie
Medbring al ubrugt medicin ved næste besøg på Kræftafdelingen
Før og under behandlingen vil vi med regelmæssige mellemrum foretage undersøgelser for at kontrollere eventuelle bivirkninger, og du vil eventuelt blive skannet, for at vi kan vurdere behandlingens effekt på sygdommen.
Du må ikke knuse eller dele medicinen.
Tag udleveret medicin sammen med mad
Du skal tage medicinen hver dag, og det anbefales, at du tager medicinen på nogenlunde samme tidspunkt hver dag.
Du må ikke indtage grapefrugt eller grapefrugtjuice i behandlingsperioden med denne medicin
Hvis der er 12 timer eller længere indtil din næste dosis: Tag den glemte dosis, så snart du husker det. Tag dernæst den næste dosis til normal tid.
Hvis der er mindre end 12 timer til din næste dosis: Spring den glemte dosis over. Tag dernæst den næste dosis til normal tid.
Du må ikke tage en dobbeltdosis (to tabletter på samme tid) som erstatning for den glemte tablet
Hvis du kaster op, skal du IKKE tage en ny dosis
Hvis du har taget mere medicin, end lægen har foreskrevet, skal du straks kontakte Kræftafdelingen.
Risici og bivirkninger
Du kan få bivirkninger til behandlingen
Behandlingen påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger.
Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men vi kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end dem, der er nævnt her.
Bivirkninger til behandlingen kan i visse tilfælde blive meget alvorlige, i værste fald være livstruende.
Der findes medicin, der kan afhjælpe eller mindske generne fra flere af bivirkningerne. Derfor er det vigtigt, at du fortæller os om de bivirkninger, du har. Det kan du enten gøre, når du kommer til behandling, eller ved at ringe til os forinden.
Kontakt Kræftafdelingen, hvis du oplever et eller flere af følgende symptomer:
Problemer med at trække vejret eller synke
Hævelse af ansigt, læber, tunge eller hals
Stærk hudkløe med rødt udslæt og knopper.
Hvis du tager naturmedicin, kosttilskud eller anden medicin end den, der er ordineret på Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller det. Dette skyldes, at det kan have betydning for effekten af den behandling, du får på Kræftafdelingen.
Hvis du kommer i kontakt med en læge uden for Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller, hvilken behandling du er i gang med på Kræftafdelingen.
Hvis du eller din partner kan blive gravid, skal I anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel såsom spiral, p-piller, p-stav, p-plaster, p-ring eller p-sprøjte under behandlingen og i 7 måneder efter behandlingens ophør.
Kvinder, der ammer, skal ophøre med dette for at beskytte barnet.
Opbevar medicinen utilgængeligt for børn
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.