Medicinen skal mindske kræftknudens størrelse, så det bliver muligt at fjerne den ved operation
Der er planlagt, at du skal have 2 serier før operation og 4 serier efter operation.
Behandlingen vil ophøre, hvis undersøgelser viser, at den ikke har tilstrækkelig effekt, hvis du får uacceptable bivirkninger, eller hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen.
Hver serie ser således ud:
Dag 1: Cisplatin og doxorubicin
Dag 2: Cisplatin og doxorubicin
Før og under behandlingen vil vi med regelmæssige mellemrum foretage undersøgelser for at kontrollere eventuelle bivirkninger, og du vil eventuelt blive skannet, for at vi kan vurdere behandlingens effekt på sygdommen.
Medicinen gives i en blodåre
Behandlingen vil almindeligvis foregå ambulant, så du kan tage hjem, samme dag som du har fået behandlingen.
Risici og bivirkninger
Du kan få bivirkninger til behandlingen
Behandlingen påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger.
Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men vi kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end dem, der er nævnt her.
Bivirkninger til behandlingen kan i visse tilfælde blive meget alvorlige, i værste fald være livstruende.
Der findes medicin, der kan afhjælpe eller mindske generne fra flere af bivirkningerne. Derfor er det vigtigt, at du fortæller os om de bivirkninger, du har. Det kan du enten gøre, når du kommer til behandling, eller ved at ringe til os forinden.
Meget almindelige bivirkninger
Blodmangel, øget risiko for infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer, øget tendens til blødning pga. fald i antallet af blodplader
Forhøjet urinsyre i blodet
For lidt natrium i blodet, nedsat appetit
Høretab, midlertidige skader på det indre øre, tinnitus
Anafylaktisk shock - en akut alvorlig allergisk tilstand.
Bivirkninger med ukendt hyppighed
Allergisk hævelse i ansigtet samt mundhulen og strubehovedet
Overfølsomhed over for sollys.
Urinen kan blive farvet rød i døgnet efter indgiften af doxorubicin
Vær opmærksom på
Kontakt Kræftafdelingen, hvis du oplever et eller flere af følgende symptomer:
Tegn på infektion som f.eks. kulderystelser, feber, svie ved vandladning, hoste eller synkesmerter
Vedvarende kvalme og opkastning
Unormal og svær træthed eller svækkelse, evt. ledsaget af svimmelhed, muskelkramper, kvalme og søvnløshed
Blødning som f.eks. næseblod, blå mærker og røde prikker i huden.
Pludseligt opstående smerter i brystet
Så svær irritation af mundslimhinden, at du får vanskeligt ved at spise og drikke
Diarré, der varer i mere end 24 timer.
Hvis du tager naturmedicin, kosttilskud eller anden medicin end den, der er ordineret på Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller det. Dette skyldes, at det kan have betydning for effekten af den behandling, du får på Kræftafdelingen.
Hvis du kommer i kontakt med en læge uden for Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller, hvilken behandling du er i gang med på Kræftafdelingen.
Hvis du eller din partner kan blive gravid, skal I anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel såsom spiral, p-piller, p-stav, p-plaster, p-ring eller p-sprøjte under behandlingen og i 7 måneder efter behandlingens ophør.
Kvinder, der ammer, skal ophøre med dette for at beskytte barnet.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.