Vi håber, at behandlingen vil lindre dine eventuelle symptomer eller holde udviklingen af sygdommen i ro i kortere eller længere tid.
Behandlingen vil ophøre, hvis undersøgelser viser, at den ikke har tilstrækkelig effekt, hvis du får uacceptable bivirkninger, eller hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen.
En serie forløber således:
Alle dage: Everolimus
Du får udleveret medicin via Kræftafdelingen ved start på hver serie
Medbring al ubrugt medicin ved næste besøg på Kræftafdelingen
Før og under behandlingen vil vi med regelmæssige mellemrum foretage undersøgelser for at kontrollere eventuelle bivirkninger, og du vil eventuelt blive skannet, for at vi kan vurdere behandlingens effekt på sygdommen.
Du skal tage medicinen hver dag, og det anbefales, at du tager medicinen på nogenlunde samme tidspunkt hver dag.
Du må ikke knuse eller dele medicinen.
Du må ikke indtage grapefrugt eller grapefrugtjuice i behandlingsperioden med denne medicin
Hvis du glemmer at tage en dosis eller kaster op, skal du ikke tage en ny dosis, men blot tage den næste dosis som planlagt.
Hvis du har taget mere medicin, end lægen har foreskrevet, skal du straks kontakte Kræftafdelingen.
Risici og bivirkninger
Du kan få bivirkninger til behandlingen
Behandlingen påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger.
Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men vi kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end dem, der er nævnt her.
Bivirkninger til behandlingen kan i visse tilfælde blive meget alvorlige, i værste fald være livstruende.
Der findes medicin, der kan afhjælpe eller mindske generne fra flere af bivirkningerne. Derfor er det vigtigt, at du fortæller os om de bivirkninger, du har. Det kan du enten gøre, når du kommer til behandling, eller ved at ringe til os forinden.
Meget almindelige bivirkninger
Blodmangel
For meget kolesterol i blodet, forhøjet blodsukker, nedsat appetit
Acne, alvorlig hudreaktion, alvorligt udslæt og føleforstyrrelser på hænder og fødder, forandringer af neglene, hårtab, rødme, tør hud
Ledsmerter
Blødning, øget risiko for infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer, øget tendens til blødning pga. fald i antallet af blodplader
Diabetes, for lidt calcium i blodet, for lidt kalium i blodet, for meget fedt i blodet, væskemangel
Åndenød
Forhøjet blodtryk
Betændelse i slimhinder, feber
Nyresvigt, skum i urinen
Forhøjet kreatinin i blodet, leverpåvirkning
Menstruationsforstyrrelser
Søvnløshed
Hævede øjenlåg.
Ikke almindelige bivirkninger
Allergiske reaktioner
Udebleven menstruation
Øjenbetændelse
Blodprop i de dybe vener, blodprop i lungerne
Hjertesvigt
Ophostning af blod, sårhelingsproblemer.
Sjældne bivirkninger
Vejrtrækningsbesvær
Allergisk hævelse i ansigtet samt mundhulen og strubehovedet.
Vær opmærksom på
Kontakt Kræftafdelingen, hvis du oplever et eller flere af følgende symptomer:
Tegn på infektion som f.eks. kulderystelser, feber, svie ved vandladning, hoste eller synkesmerter
Hoste
Besvær med at trække vejret.
Hvis du tager naturmedicin, kosttilskud eller anden medicin end den, der er ordineret på Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller det. Dette skyldes, at det kan have betydning for effekten af den behandling, du får på Kræftafdelingen.
Hvis du kommer i kontakt med en læge uden for Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller, hvilken behandling du er i gang med på Kræftafdelingen.
Hvis du eller din partner kan blive gravid, skal I anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel såsom spiral, p-piller, p-stav, p-plaster, p-ring eller p-sprøjte under behandlingen og i 7 måneder efter behandlingens ophør.
Kvinder, der ammer, skal ophøre med dette for at beskytte barnet.
Opbevar medicinen ved stuetemperatur og utilgængeligt for børn
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.