Denne information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
Læs også patientvejledningen om medicinsk kræftbehandling via www.auh.dk/874012.
Om behandlingen
Vi håber, at behandlingen vil lindre dine eventuelle symptomer eller holde udviklingen af sygdommen i ro i kortere eller længere tid.
Behandlingen vil ophøre, hvis undersøgelser viser, at den ikke har tilstrækkelig effekt, hvis du får uacceptable bivirkninger, eller hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen.
Den første behandling gives over 2 dage.
Herefter gives behandling én gang om ugen i de første 4 uger.
Efterfølgende gives gives behandlingen én gang hver 3. uge.
Før og under behandlingen vil vi med regelmæssige mellemrum foretage undersøgelser for at kontrollere eventuelle bivirkninger, og du vil eventuelt blive skannet, for at vi kan vurdere behandlingens effekt på sygdommen.
Medicinen gives i en blodåre
Behandlingen vil almindeligvis foregå ambulant, så du kan tage hjem, samme dag som du har fået behandlingen.
Risici og bivirkninger
Behandlingen påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger.
Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men vi kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end dem, der er nævnt her.
Bivirkninger til behandlingen kan i visse tilfælde blive meget alvorlige, i værste fald være livstruende.
Der findes medicin, der kan afhjælpe eller mindske generne fra flere af bivirkningerne. Derfor er det vigtigt, at du fortæller os om de bivirkninger, du har. Det kan du enten gøre, når du kommer til behandling, eller ved at ringe til os forinden.
Meget almindelige bivirkninger
Mundbetændelse
Reaktioner og ubehag under infusionen eller injektionen
For lidt calcium i blodet
Svimmelhed
Hævelser pga. væskeophobning i kroppen
Diarré, forstoppelse, kvalme, opkastning
Træthed (herunder kraftesløshed)
Leverpåvirkning
Nedsat appetit
Muskelsmerter
Forandringer af neglene (fx indgroet negl, neglesygdom), Hudkløe,
Hududslæt, Tør hud (herunder eksem).
Almindelige bivirkninger
Synsforstyrrelser (sløret syn, nedsat syn eller synsskarphed)
Mavesmerter
For lidt kalium i blodet
Lungesygdom
Ændrede øjenvipper (øjenvippevækst), øjengener (fx betændelse i øjenlågsranderne, rødme i øjet).
Ikke almindelige bivirkninger
Hornhindebetændelse, årehindebetændelse i øjet
Alvorlig hudreaktion hvor huden går til grunde.
Vær opmærksom på
Kontakt Kræftafdelingen, hvis du oplever et eller flere af følgende symptomer:
Ondt i øjnene eller synsforstyrrelser
Besvær med at trække vejret
Udtalt eksem eller hudforandring
Diarré, der varer i mere end 24 timer.
Hvis du tager naturmedicin, kosttilskud eller anden medicin end den, der er ordineret på Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller det. Dette skyldes, at det kan have betydning for effekten af den behandling, du får på Kræftafdelingen.
Hvis du kommer i kontakt med en læge uden for Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller, hvilken behandling du er i gang med på Kræftafdelingen.
Hvis du eller din partner kan blive gravid, skal I anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel såsom spiral, p-piller, p-stav, p-plaster, p-ring eller p-sprøjte under behandlingen og i 7 måneder efter behandlingens ophør.
Kvinder, der ammer, skal ophøre med dette for at beskytte barnet.
Du skal undgå at få sollys på huden ved at begrænse dit ophold i solen, dække huden med tøj og bruge solcreme under behandlingen og i 2 måneder efter afsluttet behandling.
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.