Denne information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
Læs også patientvejledningen om medicinsk kræftbehandling via www.auh.dk/874012.
Om behandlingen
Vi håber, at behandlingen vil lindre dine eventuelle symptomer eller holde udviklingen af sygdommen i ro i kortere eller længere tid.
Behandlingen vil ophøre, hvis undersøgelser viser, at den ikke har tilstrækkelig effekt, hvis du får uacceptable bivirkninger, eller hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen.
En serie forløber således:
Dag 1-4: Tablet capivasertib 2 gange dagligt
Dag 5-7: Pause
Dag 8-11: Tablet capivasertib 2 gange dagligt
Dag 12-14: Pause
Dag 15-18: Tablet capivasertib 2 gange dagligt
Dag 19-21: Pause
Dag 22-25: Tablet capivasertib 2 gange dagligt
Dag 26-28: Pause
Før og under behandlingen vil vi med regelmæssige mellemrum foretage undersøgelser for at kontrollere eventuelle bivirkninger, og du vil eventuelt blive skannet, for at vi kan vurdere behandlingens effekt på sygdommen.
Du får udleveret medicin via Kræftafdelingen ved start på hver serie
Medbring al ubrugt medicin ved næste besøg på Kræftafdelingen
Du må ikke knuse eller dele medicinen.
Tag udleveret medicin to gange dagligt med ca. 12 timers mellemrum
Du skal tage medicinen hver dag, og det anbefales, at du tager medicinen på nogenlunde samme tidspunkt hver dag.
Hvis du glemmer at tage en dosis af medicinen, kan du tage den op til 4 timer efter det sædvanlige tidspunkt for indtagelsen.
Hvis der er gået mere end 4 timer, skal du springe over den glemte dosis.
Næste dosis skal du tage på det sædvanlige tidspunkt.
Hvis du kaster op, skal du IKKE tage en ny dosis
Hvis du har taget mere medicin, end lægen har foreskrevet, skal du straks kontakte Kræftafdelingen.
Risici og bivirkninger
Behandlingen påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger.
Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men vi kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end dem, der er nævnt her.
Bivirkninger til behandlingen kan i visse tilfælde blive meget alvorlige, i værste fald være livstruende.
Der findes medicin, der kan afhjælpe eller mindske generne fra flere af bivirkningerne. Derfor er det vigtigt, at du fortæller os om de bivirkninger, du har. Det kan du enten gøre, når du kommer til behandling, eller ved at ringe til os forinden.
Meget almindelige bivirkninger
Blodmangel
Mundbetændelse
Forhøjet blodsukker
Urinvejsinfektion
Diarré, kvalme, opkastning
Kraftesløshed, træthed
Nedsat appetit
Hovedpine
Hudkløe, hududslæt.
Almindelige bivirkninger
Mavesmerter
Betændelse i slimhinder
Overfølsomhed
For lidt kalium i blodet, syreophobning i blodet
Svimmelhed
Akut nyreskade
Alvorlig hudreaktion
Besvimelsesanfald
Fordøjelsesbesvær, mundtørhed, smagsforstyrrelser
Feber
Forhøjet kreatinin i blodet
Tør hud.
Ikke almindelige bivirkninger
Betændelse i huden.
Vær opmærksom på
Kontakt Kræftafdelingen, hvis du oplever et eller flere af følgende symptomer:
Øget tørst og mundtørhed, hyppigere vandladning, træthed, øget appetit ledsaget af vægttab, forvirring, kvalme, opkastning, frugtagtig ånde, vejrtrækningsbesvær og tør eller rød hud, som kan være tegn på forhøjet blodsukker (hyperglykæmi) og komplikationer heraf
Diarré, der varer i mere end 24 timer
Svært hududslæt.
Hvis du tager naturmedicin, kosttilskud eller anden medicin end den, der er ordineret på Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller det. Dette skyldes, at det kan have betydning for effekten af den behandling, du får på Kræftafdelingen.
Hvis du kommer i kontakt med en læge uden for Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller, hvilken behandling du er i gang med på Kræftafdelingen.
Hvis du eller din partner kan blive gravid, skal I anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel såsom spiral, p-piller, p-stav, p-plaster, p-ring eller p-sprøjte under behandlingen og i 7 måneder efter behandlingens ophør.
Kvinder, der ammer, skal ophøre med dette for at beskytte barnet.
Opbevar medicinen utilgængeligt for børn
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.