Denne information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
Læs også patientvejledningen om medicinsk kræftbehandling via www.auh.dk/874012.
Om behandlingen
Vi håber, at behandlingen vil lindre dine eventuelle symptomer eller holde udviklingen af sygdommen i ro i kortere eller længere tid.
Behandlingen vil ophøre, hvis undersøgelser viser, at den ikke har tilstrækkelig effekt, hvis du får uacceptable bivirkninger, eller hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen.
En serie forløber således:
Dag 1-28: Tablet repotrectinib
Før og under behandlingen vil vi med regelmæssige mellemrum foretage undersøgelser for at kontrollere eventuelle bivirkninger, og du vil eventuelt blive skannet, for at vi kan vurdere behandlingens effekt på sygdommen.
Du får udleveret medicin via Kræftafdelingen ved start på hver serie
Medbring al ubrugt medicin ved næste besøg på Kræftafdelingen
Du skal tage medicinen hver dag, og det anbefales, at du tager medicinen på nogenlunde samme tidspunkt hver dag.
Du må ikke knuse eller dele medicinen.
Du må ikke indtage grapefrugt eller grapefrugtjuice i behandlingsperioden med denne medicin
Hvis du glemmer at tage en dosis eller kaster op, skal du ikke tage en ny dosis, men blot tage den næste dosis som planlagt.
Hvis du har taget mere medicin, end lægen har foreskrevet, skal du straks kontakte Kræftafdelingen.
Risici og bivirkninger
Behandlingen påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger.
Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men vi kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end dem, der er nævnt her.
Bivirkninger til behandlingen kan i visse tilfælde blive meget alvorlige, i værste fald være livstruende.
Der findes medicin, der kan afhjælpe eller mindske generne fra flere af bivirkningerne. Derfor er det vigtigt, at du fortæller os om de bivirkninger, du har. Det kan du enten gøre, når du kommer til behandling, eller ved at ringe til os forinden.
De fleste patienter oplever følgende bivirkninger:
Ændring i appetit og smagssans, kvalme og evt. opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin, du kan bruge ved behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
Træthed. Kræftrelateret træthed kan forekomme. Det kan være godt at undersøge, hvilke aktiviteter der giver dig energi, og forsøge at undgå dem, der gør dig mere udmattet.
Mange patienter oplever følgende bivirkninger:
Kognitive forstyrrelser. Dette kan vise sig som svimmelhed, balancebesvær, hukommelsesbesvær, nedsat opmærksomhed, hovedpine eller sløret syn.
Hududslæt. Det kan være et begrænset område af kroppen eller mere udbredt. Udslættet kan i nogle tilfælde minde om bumser (acne). Afdelingens personale vil rådgive dig om lindrende behandling af hududslæt.
Diarré. Nogle patienter oplever problemer med diarré. Det kan evt. afhjælpes med loperamid (Imodium), som du vil få udleveret på afdelingen. Husk rigelig væskeindtagelse.
Smerter i muskler og knogler. Nogle kan opleve influenzalignende smerter i muskler og knogler.
Nogle patienter oplever følgende sjældne, men alvorlige bivirkninger:
Lungebetændelseslignende reaktion i lungerne. Hvis du oplever tiltagende eller akut opstået åndenød, skal du kontakte afdelingen.
Ændringer i EKG (hjertediagram). Meget få kan få ændringer på deres EKG. Det er ikke noget du selv mærker, men noget som kan ses, når du får lavet et EKG.
Følgende bivirkninger kan også forekomme:
Føleforstyrrelser, søvnforstyrrelser, rysten, forstoppelse, vægtøgning, mundtørhed, sure opstød, mavesmerter, nedsat antal røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader, ændringer i leverfunktion (ses i blodprøver), nedsat natrium-, magnesium- og fosfatniveau i blodet, forhøjet kolesterol i blodet, forhøjet kalk i blodet, lokaliseret væskeansamling, væske omkring hjertet, smerter i hud, nedsat følesans eller smerter omkring munden, påvirkning af mundslimhinden, hårtab, feber.
Bivirkninger eller risici ved repotrectinib kendes endnu ikke fuldt ud og kan variere afhængigt af den sygdom, du behandles for samt eventuelle andre sygdomme. Hvis du oplever bivirkninger eller andre problemer, både de der er nævnt i dette materiale, men også hvis de ikke er nævnt i dette materiale, skal du straks fortælle det til lægen. Hvis du føler at dine symptomer eller bivirkninger er livstruende, skal du straks søge lægehjælp.
Vær opmærksom på
Pludseligt besvær med at trække vejret samtidig med hoste eller feber
Diarré i mere end 24 timer
Tegn på infektion som f.eks. kulderystelser, feber, svie ved vandladning, hoste eller synkesmerter
Unormal og svær træthed eller svækkelse, svimmelhed, konfusion eller besvimelse.
Hvis du tager naturmedicin, kosttilskud eller anden medicin end den, der er ordineret på Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller det. Dette skyldes, at det kan have betydning for effekten af den behandling, du får på Kræftafdelingen.
Hvis du kommer i kontakt med en læge uden for Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller, hvilken behandling du er i gang med på Kræftafdelingen.
Hvis du eller din partner kan blive gravid, skal I anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel såsom spiral, p-piller, p-stav, p-plaster, p-ring eller p-sprøjte under behandlingen og i 7 måneder efter behandlingens ophør.
Kvinder, der ammer, skal ophøre med dette for at beskytte barnet.
Opbevar medicinen utilgængeligt for børn
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.