Denne information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
Læs også patientvejledningen om medicinsk kræftbehandling via www.auh.dk/874012.
Om behandlingen
Vi håber, at behandlingen vil lindre dine eventuelle symptomer eller holde udviklingen af sygdommen i ro i kortere eller længere tid.
Behandlingen vil ophøre, hvis undersøgelser viser, at den ikke har tilstrækkelig effekt, hvis du får uacceptable bivirkninger, eller hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen.
En serie forløber således:
Dag 1-28: Capmatinib tabletter
Du får udleveret medicin via Kræftafdelingen ved start på hver serie
Medbring al ubrugt medicin ved næste besøg på Kræftafdelingen
Før og under behandlingen vil vi med regelmæssige mellemrum foretage undersøgelser for at kontrollere eventuelle bivirkninger, og du vil eventuelt blive skannet, for at vi kan vurdere behandlingens effekt på sygdommen.
Du må ikke knuse eller dele medicinen.
Hvis du glemmer at tage en dosis eller kaster op, skal du ikke tage en ny dosis, men blot tage den næste dosis som planlagt.
Hvis du har taget mere medicin, end lægen har foreskrevet, skal du straks kontakte Kræftafdelingen.
Risici og bivirkninger
Behandlingen påvirker ikke alene kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger.
Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men vi kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end dem, der er nævnt her.
Bivirkninger til behandlingen kan i visse tilfælde blive meget alvorlige, i værste fald være livstruende.
Der findes medicin, der kan afhjælpe eller mindske generne fra flere af bivirkningerne. Derfor er det vigtigt, at du fortæller os om de bivirkninger, du har. Det kan du enten gøre, når du kommer til behandling, eller ved at ringe til os forinden.
Mulige bivirkninger til capmatinib
Væskeophobning i kroppen
Rygsmerter, brystsmerter
Feber, øget kropstemperatur
Træthed, svaghed
Nedsat appetit, vægttab
Diarré, forstoppelse
Kvalme, opkastning
Betændelseslignende reaktion i lungerne
Hoste, lungebetændelse, væske i lungerne, åndenød
Nældefeber
Leverpåvirkning
Påvirkning af knoglemarvens produktion af blodlegemer
Påvirkning af en række blodprøveværdier:
For lidt protein i blodet
For lidt fosfat i blodet
For lidt glukose i blodet
Forhøjet kreatinin i blodet
Forhøjet levertal (ALAT, ALP, Amylase)
Forhøjet kalium i blodet
For lidt natrium i blodet
Forhøjet fedtindhold i blodet
Vær opmærksom på
Kontakt Kræftafdelingen, hvis du oplever et eller flere af følgende symptomer:
Hoste
Feber
Vejrtrækningsproblemer
Gulfarvning af hud og øjne
Mørk "tefarvet urin"
Lysfarvet afføring
Forvirring
Træthed
Kvalme og opkastning
Smerte og ømhed i højre side af maveregionen
Hævelse i maveregionen
Tab af appetit i flere dage eller længere.
Din hud kan være ekstra sensitiv over for solen. Brug derfor solcreme og tøj for at beskytte huden.
Hvis du tager naturmedicin, kosttilskud eller anden medicin end den, der er ordineret på Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller det. Dette skyldes, at det kan have betydning for effekten af den behandling, du får på Kræftafdelingen.
Hvis du kommer i kontakt med en læge uden for Kræftafdelingen, er det vigtigt, at du fortæller, hvilken behandling du er i gang med på Kræftafdelingen.
Hvis du eller din partner kan blive gravid, skal I anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel såsom spiral, p-piller, p-stav, p-plaster, p-ring eller p-sprøjte under behandlingen og i 7 måneder efter behandlingens ophør.
Kvinder, der ammer, skal ophøre med dette for at beskytte barnet.
Opbevar medicinen ved stuetemperatur og utilgængeligt for børn
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.