I denne vejledning får du information om, hvordan forløbet med en osseointegreret protese på arm/finger ser ud, og hvordan selve behandlingen foregår.
Gå direkte til
Om forløbet
En osseointegreret (OI) protese er en ny måde at fastgøre en protese direkte til kroppen – uden hylster.
En osseointegreret protese er en ben- eller armprotese, som ikke sidder fast med et hylster omkring stumpen. I stedet bliver der opereret et metalimplantat ind i knoglen, og protesen kan klikkes direkte på dette implantat. Implantatet går igennem huden, så protesen nemt kan monteres og tages af igen.
Dette kaldes osseointegration, fordi knoglen “vokser fast” omkring implantatet, så det bliver en del af knoglen – ligesom ved kunstige hofter eller knæ.
Fordelene ved en OI-protese:
Ingen hylster: Slut med gener fra tryk, sved, sår og dårlig pasform
Let at tage af og på - ved brug af “Klik-funktionen”
Større bevægelighed – fx i albue eller skulder
Osseoperception – fordi belastningen går gennem knoglen og giver en bedre kropslig fornemmelse af det, man bruger protesen til
Øget livskvalitet – mange føler, de får deres arm/finger igen. Flere patienter fortæller, at de føler sig mere som “sig selv igen” efter OI-behandling
Infektion
Fordi implantatet går gennem huden, kan der opstå bakterieinfektioner
De fleste patienter oplever overfladiske infektioner i huden
Knogleinfektion (osteomyelitis) er mere alvorligt og kræver kirurgiske indgreb
Mekaniske problemer
Skruer og abutment (forbindelsen mellem implantat og protese) kan løsne sig eller knække
Fraktur
Knoglen omkring implantatet kan brække ved fald
Kræver daglig pleje
Hudåbningen (stomaen) skal rengøres hver morgen og aften. Dette tager få minutter, men er nødvendigt resten af livet.
De fleste OI-brugere oplever:
Bedre mobilitet
Øget komfort
Mere naturlig følelse med protesen
Færre smerter
Forbedret psykisk velvære og selvbillede
Men det kræver engagement, ansvar, daglig pleje og tålmodighed gennem hele forløbet.
Du er ikke egnet til en OI-protese, hvis du f.eks.:
Har dårligt blodomløb, fx pga. åreforkalkning
Har diabetes med senkomplikationer
Har alvorlig lever- eller nyresygdom
Er i kræftbehandling eller bruger immundæmpende medicin
Vejer over ca. 100 kg
Rygning: Du skal være røgfri mindst 3 måneder før operationen – og permanent bagefter
Om behandlingen
Du møder et team af kirurger, fysioterapeuter og bandagister, som vurderer din stump, knogle og generelle helbred, samt dit daglige aktivitetsniveau.
Du får indopereret implantatet.
Det foregår sådan:
Et implantat indsættes i knoglen (A)
Implantatet stikker ud gennem huden via et metalrør (abutment) (B)
Protesen klikkes nemt fast på abutment (B)
Alt efter protesetype og dine stumpproblemer foretages operationen enten via én eller to operationer:
Implantatet Skulder OPRA er velegnet til kort overarm og kræver en eller to operationer.
Implantatet Tommel OPRA er velegnet til kort/ingen tommel og kræver én operation.
Når helingen tillader det, starter vægtbelastningen på din armstump ved at montere en træningsprotese på den abutment, der stikker ud af din arm. Vægten øges over de næste måneder.
Når din armstump kan bære vægt på ca. 1 kg, fremstilles en protese og protesetræning kan påbegyndes. Dette er en langvarig proces der ofte tager måneder og kræver fremmøde på AUH.
Du følges tæt og kontrolleres regelmæssigt hele livet.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.