Ømhed i ryggen
Mange patienter oplever ømhed omkring det sted, hvor epiduralkateteret er placeret. Ømheden forsvinder i løbet af et par dage.
Spinalhovedpine
I sjældne tilfælde kan der opstå en speciel hovedpine. Hovedpinen kommer som regel i løbet af de første par dage. Den er mest udtalt i oprejst stilling og bedres i liggende. Hovedpinen forsvinder oftest af sig selv, men kan i nogle tilfælde være behandlingskrævende, så du skal fortælle plejepersonalet, hvis du får kraftig hovedpine.
Føleforstyrrelser
I sjældne tilfælde kan der opstå føleforstyrrelser - disse forsvinder oftest i løbet af dage eller uger. Blivende føleforstyrrelser er meget sjældne.
Betændelse eller blodansamling tæt på nerverne
Det er ekstremt sjældent at der kommer betændelse (mindre end 0,01%) eller blodansamling (mindre end 0,02%) tæt på nerverne på grund af epidural smertebehandling.
Det kan være en alvorlig komplikation, der i yderste konsekvens kan give varige skader med kraftnedsættelse og føleforstyrrelse i benene og/eller problemer med afføring og vandladning.
Hvis der opstår en større blodansamling, kan det blive nødvendigt at udtømme ansamlingen ved en operation for at undgå varige skader.
Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin, tager vi specielle hensyn for at minimere risiko for blødning.
Risikoen for betændelse er størst, hvis kateteret ligger i lang tid.