Knoglestyrkende medicin - tandundersøgelse før opstart
Gå direkte til
Patienter der skal opstarte eller for nyligt er startet i behandling med knoglestyrkende medicin (Bisfosfonat eller Denosumab), skal hos deres egen tandlæge have foretaget en undersøgelse af tænder, tandkød og kæbeknogle. I nogle tilfælde foretages denne undersøgelse på Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Klinik på Aarhus Universitetshospital.
Om undersøgelsen
Et røntgenbillede kan vise om der er en skjult betændelse.
Tandlægen undersøger dine tænder og din kæbe for at sikre, at der ikke er betændelse eller anden sygdom ved tænderne eller i kæberne. Hvis der er sygdom, vil det ofte være en god ide at behandle denne, inden man begynder at tage medicinen, eller tidligt i forløbet. På den måde kan sår på kæbeknoglen og tandkødet nå at hele, inden effekten af medicinen sætter ind.
Risici og bivirkninger
Medicinen gives til patienter, hvor sygdom har involveret knoglerne. Effekten er stor på knoglerne, men som med de fleste andre behandlinger er der også bivirkninger forbundet med denne.
Hvis man efter behandling med medicinen får foretaget indgreb i munden, hvor kæbeknoglen involveres, eller der opstår sår på tandkødet, kan en bivirkning være, at såret ikke kan hele bagefter, og der kan opstå områder med knogledød i kæben, også kaldet osteonekrose.
Videre forløb
Det er ikke noget krav, at du skal have dine tænder og din mund undersøgt i forbindelse med at du skal have denne medicin, men det er en anbefaling fra Aarhus Universitetshospital.
Derfor kan vi ikke tilbyde at foretage selve tandbehandlingen. Hvis det viser sig ved undersøgelsen, at der er behov for tandbehandling, skal denne udføres hos din egen tandlæge og for din egen regning.
Mere information
Det er vigtigt at din egen tandlæge ved at du er i behandling med Bisfosfonat eller Denosumab. Du skal så vidt muligt undgå at få trukket tænder ud, da der er risiko for at såret ikke heler og der opstår knogledød. Hvis det skulle være nødvendigt at trække tænder ud, skal din egen tandlæge rådføre sig med den nærmeste Tand-, Mund- og Kæbekirurgiske Klinik, som vil foretage behandlingen.
Det er vigtigt at du går til regelmæssige tandeftersyn hos din egen tandlæge, også selvom du er tandløs og går med proteser. En protese kan give tryksår og starte en betændelsestilstand og medføre knogledød.
Det er vigtigt at du selv er opmærksom på ændringer i din mund, tænder og tandkød.
Dine journaloplysninger er tilgængelige på Sundhed.dk, brug dit MitID til at logge på.
Vær opmærksom på, at almindelig mail ikke er egnet til fortrolige oplysninger. Brug e-boks eller borger.dk, hvis du vil sende mail med sikker forbindelse.
Adresse
Tand-, Mund- og Kæbekirurgi Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 165 Indgang J, Plan 2, Krydspunkt J206 8200 Aarhus N
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/752976
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.