I denne vejledning kan du læse om, hvordan alkohol påvirker dit blodsukker, når du har diabetes, så du undgår lavt blodsukker.
Gå direkte til
Vær opmærksom på
Når du drikker alkohol, kan du ikke altid selv mærke, at dit blodsukker bliver lavt. Risikoen for at få meget lavt blodsukker er derfor større end ellers.
Du og dine omgivelser kan let forveksle symptomerne på lavt blodsukker med det at være beruset.
Lavt blodsukker kombineret med alkohol kan være livsfarligt. Derfor er det vigtigt, at dine venner ved, at du har diabetes, og at de ikke må lade dig sove rusen ud alene.
Leveren sørger for en jævn produktion og frigivelse af sukker til blodet i de perioder, hvor du ikke spiser, fx om natten.
Når du drikker alkohol, vil leveren være optaget af at nedbryde alkohol, og evnen til at producere sukkerdepoter vil være nedsat. Når leverens produktion af sukkerdepoter bliver lav, øges risikoen for, at du kan opleve lavt blodsukker i op til 10-12 timer efter alkoholindtag.
Fysisk aktivitet sammen med alkoholindtag, fx i form af dans, øger risikoen for lavt blodsukker i op til 12 timer efter, at festen er slut.
De modregulationshormoner, der normalt fungerer ved lavt blodsukker, vil være svækkede, og du vil ikke vågne ved lavt blodsukker.
Sådan gør du
Når du skal til fest eller i byen, og du har tænkt dig at drikke alkohol, er der nogle vigtige forholdsregler:
Undgå at drikke dig meget beruset (3-4 genstande over en aften vil ikke påvirke leverens evne til at danne sukker-depoter).
Informér dine venner om, at du har diabetes. Og at symptomerne på lavt blodsukker kan forveksles med at være beruset.
Husk blodsukkerapparat, juice/druesukker.
Mål blodsukker før, under og efter festen, så du lære hvordan dit blodsukker reagerer på alkohol.
Drik ikke alkohol på tom mave. Spis vanelige måltider, inden du går til fest. Spis gerne chips, snacks eller andet under festen, så at dit blodsukker ikke falder. Drinks kan med fordel blandes med sukkerholdig sodavand.
Spis altid inden du går i seng efter festen. Lav evt. en tallerken klar med mad, inden du tager til fest: Så det er nemt at indtage dette, når du kommer hjem og gerne vil i seng. Spis efterfølgende hver 4. time, indtil du er frisk.
Sov gerne hjemme de første gange, du drikker alkohol. Lav en aftale med dine forældre om, at de måler dit blodsukker i løbet af natten og den efterfølgende morgen/formiddag.
Hvis du har drukket mere end 4 genstande, skal dit blodsukker måles igen 4 timer efter, at du er gået i seng.
Bed dine venner om at kontakte dine forældre/andre voksne, hvis du falder i søvn under festen, opfører dig mærkeligt, kaster op, eller hvis de af anden årsag bliver utrygge ved din opførsel.
Stil efter, at dit blodsukker ligger på 10 mmol fra festens start, og indtil du går i seng.
Maden, som du spiser, inden du lægger dig til at sove, skal du ikke tage insulin til.
Alkohol sænker dit blodsukker. Du har derfor brug for nogle kulhydrater, når du drikker alkohol.
Mere information
Er du vågen og kontaktbar, skal de give dig noget sukkerholdigt at drikke, fx sodavand med sukker, og kontakte andre venner eller voksne, der er i nærheden, fx forældre.
Er du ikke kontaktbar, skal de ringe 112 og oplyse, at du har diabetes, og har drukket alkohol.
Du kan finde og beregne mængden af kulhydrater i øl, vin, spiritus og mere i vores app, Diapplo.
Find beregneren på appens forside under "Beregn kulhydrater". Her kan du søge på typer af alkohol.
Drinks
Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.
Kontakt
Steno Diabetes Center Aarhus - Afsnit for børn og unge med diabetes
Tlf.: 78 45 54 85 Mandag til fredag fra kl. 8.00-15.00.
Ved akut behov uden for åbningstid
Aften/nat/weekender ring til Børn og Unge Afsnit 1 på: Tlf.: 78 45 17 01
Adresse
Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 11 Indgang A 8200 Aarhus N
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.