Her kan du læse om, hvordan du forbereder dig til undersøgelsen, hvordan undersøgelsen foregår og om det videre forløb.
Gå direkte til
Forbered dig til undersøgelsen
Det er vigtigt, at barnet overholder nedenstående fasteregler. Undersøgelsen bliver aflyst, hvis barnet ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 4 timer før - stop med at drikke 2 timer før
De sidste 4 timer før mødetidspunktet må barnet ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice.
Barnet må drikke vand og saftevand indtil 2 timer før mødetidspunktet.
Giv barnet lidt sød saft 2 timer før mødetidspunktet. Saftevand modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen.
Husk: De sidste 2 timer før mødetidspunktet må barnet intet indtage.
Vi anbefaler, at barnet heller ikke tygger tyggegummi.
På undersøgelsesdagen
Skan sundhedskortet, når du ankommer til afdelingen. Så ved vi, du er ankommet.
Du må gerne tage mobiltelefon med, hvor du kan se film eller andet du kender i ventetiden og til undersøgelsen
Om undersøgelsen
Vi beder dig om at tage noget af dit tøj af og ligge dig ned. Vi putter gele-creme på din hud, og tørrer det af igen bagefter. Kommer der lidt på dit tøj, gør det ikke noget, det er let at vaske af.
Røntgenlægen (radiologen) der skal lave undersøgelsen, bevæger en lille skanner (lydhovede) hen over din hud. Det gør ikke ondt, men det kan føles lidt koldt og klistret -det kan endda kilde.
Undersøgelsen varer typisk 15-30 minutter
Din mor eller far kan blive hos dig, mens du bliver undersøgt
Se film om Lea, der skal til ultralydsskanning
Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen kommer du enten tilbage til børneafdelingen eller må tage hjem.
Videre forløb
Du får svar på undersøgelsen af den læge eller afdeling, der har henvist dig
Mere information
En ultralydundersøgelse er en skanning, hvor man kan kigge ind i din krop. Vi kan se din lever, dine nyrer, din blære -ja selv dit hjerteslag.
Verden er fuld af lyde. Ultralyd er en slags lydbølge, som mennesker ikke kan høre eller føle. Dyr som eksempelvis hunde kan høre ultralydsbølger, og flagermus bruger ultralydsbølger til at flyve blindt i mørke uden at støde ind i noget.
Du kan læse mere om at være på besøg på røntgenafdelingen på siden:
Du skal kigge i dit indkaldelsesbrev for at se, hvor du skal møde.
Der er flere Røntgen og Skanning afsnit på Aarhus Universitetshospital (AUH). Det præcise mødested og kontaktoplysninger finder du i indkaldelsesbrevet.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: auh.dk/1853286
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.