Hudkræftoperation med frysemikroskopi i lokalbedøvelse
Læs om, hvordan du forbereder dig, hvordan operationen foregår og om det videre forløb.
Gå direkte til
Forbered dig til operationen
Køb smertestillende tabletter, så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem efter operationen.
Køb paracetamol som for eksempel Pamol, Pinex eller Panodil, som kan købes i håndkøb.
Marevan
Får du Marevan, beder vi dig sørge for, at din INR værdi (blodprøve) ligger mellem 2-2,5. Dette kan din egen læge hjælpe med. Hold gerne pause med medicinen på operationsdagen og begynd at tage vanlig dosis dagen efter.
Xaralto/Eliquis/Pradaxa
Får du blodfortyndende medicin som Xaralto/Eliquis/Pradaxa, beder vi dig holde pause med dette døgnet før din konsultation/operation hos os. Du skal begynde at tage medicinen igen om aftenen efter endt behandling hos os.
Plavix/Chlopidogrel og Hjertemagnyl
Får du Plavix/Chlopidogrel og Hjertemagnyl sammen, beder vi dig tale med din læge, om du må holde pause. Ofte fremgår det fra et udskrivelsesbrev fra den afdeling, der har givet dig medicinen.
Tager du fiskeolie, beder vi dig holde pause nu og frem undersøgelsen.
Du skal selv arrangere transport til og fra hospitalet. Da din reaktionsevne kan være påvirket, anbefaler vi, at du ikke selv kører hjem efter operationen.
Du kan eventuelt spørge Kørselskontoret i Region Midtjylland, om du er berettiget til at blive transporteret af Patientbefordringen eller Falck.
Vi opfordrer til, at du ikke ryger, anvender nikotinerstatning og e-cigaretter 6 uger før og efter operationen. Hvis der er under 6 uger til din operation, anbefaler vi, at du stopper med at ryge snarest muligt.
Rygning og nikotinerstatning nedsætter helingen og giver hyppigere komplikationer.
På operationsdagen
Du skal ikke være fastende, da operationen foregår i lokalbedøvelse. Det er en god idé at have spist og drukket inden operationen, så du ikke bliver utilpas.
Undgå at tage smykker på til operationen
Tag tøj på, der er let at komme i og af, f.eks. løse bukser og en trøje, der kan knappes foran.
Undlad at bruge makeup og creme i området, hvor du skal opereres.
Mød op i det afsnit, der er anført i dit indkaldelsesbrev
Medbring dit sundhedskort, indkaldelsesbrev og evt. underholdning til ventetiden
Om operationen
Lægen vurderer den hudforandring, du er henvist med.
Vi tilstræber, at du bliver opereret lige efter undersøgelsen. I enkelte tilfælde er vi dog nødt til at finde en ny operationstid til dig.
Under operationen fjerner lægen hudforandringen. Det kan være nødvendigt at sende vævsprøver til undersøgelse under oprationen for at være sikker på, at alt er blevet fjernet. Du sidder i opholdsrummet, mens vævsprøven undersøges og bliver hentet igen, når svaret kommer. Dette kan ske flere gange under operationen.
Det kan være nødvendigt at flytte noget hud fra omgivelserne for at dække operationssåret. Nogle gange kan det være nødvendigt at tage et hudtransplantat fra et område med løs hud f.eks. huden ved kravebenet, halsen eller overarmen. Nogle gange er det nødvendigt at tage et tyndt hudtransplantat fra låret (kan sammenlignes med en hudafskrabning).
Du kan tage hjem umiddelbart efter operationen.
Efter operationen
Personalet informerer dig om, hvordan du skal forholde dig efter operationen, bl.a. hvornår du kan gå på arbejde og hvornår du må være fysisk aktiv.
Som udgangspunkt skal du holde dig i ro de næste 7-10 dage, dvs. undgå aktiviteter, hvor du får puls og blodtryk højt op.
O Ansigt og hoved
Du bør undgå at få hovedet nedad. Brug gerne ekstra hovedpuder, når du ligger ned. Undgå evt. at spise og drikke noget varmt (Følg lægens anvisninger).
O Arm og hånd
Undgå at lade armen hænge nedad længere tid ad gangen og undgå tunge løft. Når du sidder og ligger ned, kan du lægge armen på en pude.
O Ben og fod
Du bør undgå at gå for meget. Når du ligger/sidder ned, skal du have benet oppe. Brug evt. en fodskammel og en pude.
O Bryst, mave og ryg
Undgå bevægelser, der strækker operationsstedet og tunge løft. Du må gerne ligge på det opererede område.
O Andet: ________________________________________
Hvis du har fået hudtransplantat, får du særlig information, inden du tager hjem.
Hvis du har ondt, kan du tage paracetamol for eksempel Pamol eller Panodil. Følg anvisningen fra indlægssedlen.
Du bør undgå tabletter med acetylsalicylsyre, for eksempel kodimagnyl, da det øger risikoen for blødning.
Du skal genoptage din blodfortyndende medicin efter aftale med den læge, der opererede dig.
Det er helt normalt, at der siver lidt blod fra de opererede områder den dag, du er opereret.
Hvis det begynder at bløde mere, skal du presse et rent klæde mod området i 15 minutter. Hvis blødningen ikke er standset, gentager du dette i endnu 15 minutter.
Bløder det herefter stadig, skal du ringe til din egen læge, Plastikkirurgi Klinik, Vagtlægen eller Skadestuen.
Tegn på infektion er: feber, rødme, hævelse, ømhed, varme eller lugt og betændelse fra det opererede område.
Får du mistanke om infektion, skal du kontakte din egen læge, Plastikkirurgi Klinik, Vagtlægen eller Skadestuen.
Videre forløb
Efter operationen bliver du informeret om, hvornår du skal gå til egen læge for at få fjernet trådene.
Hvis trådene skal fjernes i Plastikkirurgi Klinik, vil du få en tid til det.
Efter operationen aftaler du og lægen, der opererer dig, hvordan du får svar på vævsprøven.
Ved operationen fortæller lægen dig, hvordan vi anbefaler, at du bliver kontrolleret efter operationen. Kontrolforløbet afhænger af hvilken hudforandring, du har fået fjernet, og hvor på kroppen forandringen sad.
Over trådene og operationsarret sidder der brune papir-plastre (strips). Plastrene skal blive siddende i 14 dage, eller indtil du skal have fjernet tråde.
Herefter anbefaler vi, at du bruger "englehud", for eksempel Micropore-plaster, på langs af arret i 3-6 måneder.
Plasteret kan støtte huden og kan give et pænere ar. Du skal kun skifte plasteret, hvis plasteret ikke er rent eller sidder løst. "Englehud" kan købes på apoteket.
Undlad at bruge plastret, hvis det irriterer din hud.
Plastrene kan tåle brusebad efter 24 timer.
Karbad, havbad og svømmehal frarådes, indtil arret er helt helet og uden skorper.
Vi anbefaler, at du beskytter arret mod solen det første år efter operationen.
Beskyt arret med tøj, en solstift faktor 50 eller "englehud" og solstift.
Når du har haft en hudforandring, er der risiko for, at du kan få en ny hudforandring, eller at den tidligere hudforandring kan komme igen. Vi anbefaler derfor, at du undersøger din hud hver 3. måned.
Brug en systematisk fremgangsmåde, når du undersøger din hud:
Brug et spejl
Få hjælp af en pårørende
Brug evt. fotos
Du kan se et eksempel på en fremgangsmåde i pjecen:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.