Du skal opereres i fuld bedøvelse. Læs herunder, hvad du skal forberede dig på forud for operationen.
Gå direkte til
Forbered dig til operationen
Vi anbefaler, at du begrænser dit alkoholforbrug i ugerne op til operationen.
Hvis du drikker mere end 4 genstande dagligt, anbefaler vi, at du holder helt op med at drikke alkohol 4 uger inden operationen.
Ved at undgå alkohol nedsætter du risikoen for komplikationer f.eks infektioner, lungeproblemer og problemer med heling af operationssåret.
Efter operationen anbefaler vi, at du følger de almindelige alkohol-råd.
Vi anbefaler, at du i tiden inden din operation er aktiv.
Du bør motionere som du plejer. Hvis du ikke er fysisk aktiv i din dagligdag, anbefaler vi, at du går tur dagligt.
Du skal selv arrangere transport hjem efter operationen. Da din reaktionsevne er påvirket, må du ikke selv køre – hverken bil, cykel eller motorcykel - eller færdes alene i trafikken efter operationen.
Du kan eventuelt spørge Kørselskontoret i Region Midtjylland, om du er berettiget til at blive transporteret af Patientbefordringen eller Falck.
Du skal købe smertestillende tabletter inden operationen, så du er klar til at behandle smerter, når du er hjemme igen efter operationen.
Køb paracetamol f.eks. Pamol, Pinex eller Panodil.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Du skal tage din medicin med på hospitalet i original indpakning, når du skal indlægges. Hvis du får pakket din medicin på apoteket, skal du også tage den med i original indpakning.
Personalet spørger dig, om de må se din medicin for blandt andet at sikre, at din medicinjournal er opdateret, for at tilpasse, hvilken medicin du skal fortsætte med at tage, og om du skal have anden/ny medicin.
På operationsdagen
Følg de anvisninger, du fik i Plastikkirurgisk Ambulatorium
Du skal fjerne hår på på kroppen med trimmer i det område, hvor operationen skal foretages
Tage et bad og rens navlen. Det nedsætter risikoen for infektion
Brug ikke creme, deodorant, make-up og parfume på operationsdagen og fjern evt. neglelak
Lad smykker og andre unødvendige værdigenstande blive hjemme
Tag din temperatur
Tag den medicin, du har aftalt med narkoselægen
Når du kommer ind på hospitalet, møder du en sygeplejerske og den læge, som skal operere dig. Lægen tegner en markering af operationsfeltet på dig.
Når du kommer ind på operationsstuen, får du lagt et drop i håndryggen, som skal bruges til at give dig sovemedicin. Dit blodtryk og puls bliver målt, og du får sat en iltmåler på fingeren. Når sovemedicin bliver givet, bliver du bedt om at trække vejret i en maske med ren ilt. Du falder i søvn efter kort tid og sover under hele operationen.
Du er velkommen til at have en pårørende med både før og efter operationen. Det er mest hensigtsmæssigt kun at medbringe én pårørende på grund af vores fysiske rammer.
Under selve operationen kan din pårørende opholde sig i venteværelset. Hvis du er under 18 år eller har særlige behov, kan en pårørende dog komme med ind på operationsstuen.
Efter operationen er din pårørende velkommen i opvågningsafsnittet, hvis du ønsker det. Vær opmærksom på, at opvågningen er en stillezone. Af hensyn til de øvrige patienter beder vi derfor om mindst mulig trafik ind og ud samt fravær af mobiltelefoni.
Når du og/eller din pårørende ankommer, skal du/I ringe på klokken ved døren til Forberedelse og Opvågning Øst 2. Vi kommer ud og henter dig/jer – der kan forekomme ventetid.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.