Når du kommer hjem skal du tage smertestillende medicin efter anvisning fra hospitalet. Smerterne kan mindskes ved, at du holder armen i ro og bruger albueskinnen. Derudover er det vigtigt du holder armen hævet højt. Når armen holdes højt, mindskes hævelsen og dermed smerterne. For meget hævelse i operationsområdet kan medføre komplikationer.
Hvis smerterne er tiltagende, selvom du har forsøgt at holde armen ro og tage smertestillende medicin, så skal du kontakte enten hospitalet, praktiserende eller vagtlægen.
På hverdage i dagstid skal du kontakte din egen praktiserende læge. I weekender og på hverdage efter kl 15.00, skal du kontakte vagtlægen.
Er det mindre end et døgn siden, at du blev udskrevet fra hospitalet, må du kontakte den afdeling, som du var indlagt på.