Læs om HVI-behandling og om træning efter behandlingen.
Om behandlingen
HVI behandling er en medicinsk behandling, man kan tilbyde hvis der igennem længere tid har været en irritationstilstand i knæskalssenen eller achillessenen.
Irritationstilstande i og omkring vores sener, opstår af en overbelastning af senevævet. De kan være svære at behandle og kræver ofte lang tids genoptræning.
En irritation gennem længere tid kan medføre arvævsdannelse mellem senen og den hinde der omgiver senen, seneskeden. Ved arvævdannelsen vokser der kar og nerver ind fra omgivelserne, hvilket medfører smerter.
Formålet med HVI behandling er således at forhindre arvæv mellem sene og seneskede.
HVI behandlingen er en skånsom ambulant behandling, der foregår i ambulatoriet og kan sidestilles med en kirurgisk procedure, men hvor der ikke foretages åbninger af hudoverfladen. Ved HVI behandling foretages kun et enkelt stik i forbindelse med indsprøjtning af lokalbedøvelse og fysiologisk saltvand.
Det er en steril procedure, men foregår i ambulatoriet.
Du skal ikke møde fastende.
Mens du ligger ned, foretages der ultralydsscanning af begge ben og senens tykkelse måles før behandlingen.
Herefter vaskes området af med klorhexidin for at mindske risikoen for infektion.
Ved hjælp af ultralydsscanning placeres en mindre nål i hulrummet mellem sene og senehinden, hvorefter væsken indsprøjtes.
De første ml væske der indsprøjtes er lokalbedøvelse og binyrebarkhormon. Herefter indsprøjtes fysiologisk saltvand. Typisk anvendes der i alt ca. 40-60 ml. væske.
Behandlingen kan være forbundet med lidt ubehag i form af at det spænder i vævet, når saltvandet sprøjtes ind. Det fordeler sig i løbet af ½ time og ubehaget aftager.
Risici og bivirkninger
Behandlingen er forbundet med ganske få rapporterede komplikationer og bivirkninger.
Der er lille risiko for, at du kan opleve:
forbigående følelsesløshed på grund af lokalbedøvelse
infektion
manglende bedring
binyrebarkhormon-relaterede bivirkninger, typisk blussende ansigt
Vær opmærksom på
Vær opmærksom på det indsprøjtede saltvand kan medfører hævelse omkring senen. Hævelsen kan varer i op til 2 dage.
Det kan være svært selv at køre bil eller cykle lige efter, du har fået behandlingen og skal hjem fra hospitalet.
Når du kommer hjem
Du må støtte på foden til smertegrænsen direkte efter behandlingen.
Vi anbefaler, at du aflaster benet de første 5 dage, dvs. holder dig fra idræt, hop- og løbeaktiviteter samt længere gåture.
Fra dag 6 påbegyndes et træningsprogram over de næste 12 uger (øvelser x 2 dagligt).
I starten med kun kropsvægt men efterhånden øges gradvist med 5 kg intervaller såfremt træning foregår uden ubehag. Mild til moderat smerte er tilladt (VAS (10) < 4), men smerten skal fortage sig hurtigt.
Dag 7 kan let træning opstartes (3 x 20-30 min/uge, fx svømning, let cykling).
Efter ca. 4 uger må du påbegynde let jogging på fladt underlag, hvis uden smerte 5-10 min langsomt roligt tempo.
Du må øge med 5-10 min per uge. Løb ikke hyppigere end hver 2. eller 3. dag. Øg kun varighed hvis symptomer er stabile.
Når du kan løbe ca. 30 min kan du forsigtigt genoptage anden idræt.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Ved problemer eller hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Idrætsklinikken på tlf. 51732735 eller 78454150 i vores åbningstid, som er alle hverdage fra klokken 08.00 til 12.00.
Kontakt lægevagten hverdage kl. 16-08
På hverdage mellem klokken 16.00 og 08.00 samt i weekender skal du kontakte lægevagten:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.