Du skal tage smertestillende medicin, som angivet på din medicinliste. Du skal forvente at have smerter efter operationen.
Smerter efter en operation opleves forskelligt, og du vil opleve at have smerter fra muskler, ledbånd og fra blodansamlingen, dette er forventeligt. Smerterne vil typisk være lokaliseret til operationssåret og til hofteregionen og kan i nogle tilfælde vare i flere måneder. Du får udleveret en individuel smerteplan, som bliver gennemgået inden udskrivelsen, og som du skal følge. Her vil også fremgå, hvordan du skal udtrappe af den smertestillende medicin.
Det er vigtigt, at forbruget af smertestillende medicin holdes på et lavt niveau af hensyn til bivirkninger.
Fortsæt med smertestillende medicin, så du kan følge optræningsprogrammet og sove nogenlunde om natten.
Brug af afkøling/ ispose kan mindske smerterne. Læg et stykke stof mellem isposen og huden. Brug isposen i højst 20 minutter af gangen og med mindst 2 timers mellemrum.
Hvis du oplever, at smertebehandlingen ikke er tilfredsstillende er du velkommen til at kontakte os.
Kontakt din praktiserende læge, hvis du får behov for mere smertestillende medicin end det som du får på recept ved udskrivelsen.