Du skal have foretaget en pharyngoplastik på grund af søvnapnø. Her kan du læse om operationen, hvordan du forbereder dig og det videre forløb.
Gå direkte til
Du skal have foretaget en pharyngoplastik grundet søvnapnø. Operationen består af fjernelse af dine mandler og opstramning af ganen.
Målet er at skabe bedre plads og forhindre, at ganen falder bagover under søvn, som giver anledning til pauser i vejrtrækningen.
Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.
Vær opmærksom på
Kontakt vores Booking i Øre-, Næse- og Halskirurgi, hvis der opstår en akut sygdom f.eks. feber eller forkølelse eller forhindring i at møde på det aftalte tidspunkt.
Rygning hæmmer helingen af dine sår. Derfor anbefaler vi, at du nedsætter rygning til et minimum de sidste 14 dage før operationen og i tiden efter operationen, hvor såret skal hele.
Du må ikke køre bil i det første døgn efter bedøvelsen.
Du bør have indkøbt smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. Panodil, Ipren) til brug efter hjemkomsten.
Hvis du bruger briller, høreapparater og/eller protese, må du gerne beholde dem på til du kommer til operationsgangen.
Her vil de blive opbevaret under operationen.
Husk etui til briller og kontaktlinser.
Hospitalet påtager sig ikke ansvaret for dine værdigenstande under din indlæggelse. Derfor anbefaler vi, at du lader smykker blive hjemme og kun medbringer få kontanter.
Det er en god ide at medbringe læsestof eller lignende, da der kan være ventetid.
Forbered dig til operationen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Hvis du får blodfortyndende medicin, er det vigtigt, at du er opmærksom på at holde pause med medicinen efter aftale med lægen.
Se, hvordan du tager din medicin op til operationen
Hvis du har diabetes (sukkersyge) og tager medicin for det, skal du måske undlade at tage noget af medicinen i forbindelse med din operation.
Se, hvad du skal gøre:
Langtidsvirkende insulin, f.eks. Semglee, Lantus, Abasaglar, Levemir, Toujeo, Tresiba Fortsæt som vanlig, dvs. vanlig morgendosis tages.
Ozempic, Trulicity, Victoza, Xultophy, Wegovi Fortsæt som vanligt.
Insulinpumpe Fortsæt med basal infusion.
Alle tabletter for sukkersyge Tag ikke medicinen den dag, du skal opereres
Hurtigtvirkende insulin og Mixtard insulin Tag ikke medicin den morgen, du skal opereres
Vi måler dit blodsukker før, under og efter operationen
I forbindelse med operationen vil vi hyppigt måle dit blodsukker og sørge for, at det hverken bliver for højt eller lavt.
Efter operationen
Så snart du kan spise og drikke normalt igen, fortsætter du med at tage den medicin, du plejer.
Kontakt os, hvis du er i tvivl om noget
Er du i tvivl om noget, kan du altid kontakte os via det telefonnummer, du har fået udlevet i forbindelse med dit ambulante besøg.
På operationsdagen
Inden operationen skal man hjemmefra tage bad, vaske hår og ansigt samt børste tænder.
Make-up og neglelak skal fjernes, fordi vi skal kunne se den naturlige kulør, mens man er bedøvet.
Som hovedregel skal alle piercinger fjernes.
Medbring vanlig medicin i original indpakning
Personalet kan hjælpe.
Du skal være indlagt på Hoved- og Halskirurgisk Sengeafsnit i ca. 1 døgn efter operationen
Om operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse.
Før operationen møder du den læge, der skal operere dig.
Ved operationen skrabes mandlerne ud langs den omgivende hinde. Efter fjernelse af mandlerne efterlades sårerne åbne, hvor der i løbet af kort tid dannes belægninger. Disse belægninger falder af i løbet af 1 uge til 10 dage.
Samtidig bliver der syet nogle tråde i din gane, så der skabes mere plads.
Risici og bivirkninger
Kontakt sengeafsnittet ved feber, rødme eller hævelse ved operationsarret, eller hvis du er i tvivl om noget
Sårene heler på 1-2 uger. Der er i denne periode risiko for blødning. Risikoen er størst i det 1. døgn og 6.-7. døgn efter operationen.
Hvis du har en let blødning (let blod i spyttet), stopper det ofte ved at spise isterninger eller sodavandsis. Stopper blødningen ikke, skal du kontakte kontakte afdelingen. Se afdelingens telefonnr. nederst i denne vejledning.
Hvis du begynder at bløde mere og spytter ren frisk blod ud eller kaster blod op, ring da 112 og fortæl, at du har fået fjernet mandler. Sut på is indtil du bliver hentet. Du bliver herefter kørt med udrykning til akut vurdering og behandling.
Ved alle operationer kan der opstå infektion. Hvis man i dagene efter operationen oplever tiltagende smerter eller feber skal man kontakte afdelingen. Infektion forsinker helingen og kan forringe resultatet af indgrebet. Det er derfor vigtigt hurtigst muligt at komme i antibiotisk behandling.
Ved alle operationer i mundhulen eller ved undersøgelser gennem mundhulen er der risiko for, at der tilkommer skade på tænderne under enten bedøvelse eller selve operationen. Det er vigtigt at gøre personalet opmærksom på løse eller skadede tænder før operationen.
Vi sætter tandbeskytter på tænderne i overmunden, for at minimere riskikoen for tandskade.
Selv en vellykket operation er ikke en garanti for, at graden af søvnapnø mindskes. Obstruktiv søvnapnø forekommer i halsens bløddele (svælg, tunge, gane), og når der skabes god plads på ét niveau, er der risiko for at pladsen mindskes et andet sted. Man må derfor indstille sig på, at der nogle gange skal flere operationer til før man er rask, eller at søvnkirurgi ikke nødvendigvis altid er den optimale behandling af søvnapnø.
Efter operationen
Når du har fået fjernet mandlerne, vil du have behov for smertestillende medicin i 2-3 uger efter operationen. Behandlingen består af Panodil 1 gram 4 gange i døgnet, samt Bonyl 500 milligram 2 gange i døgnet. Der vil blive lagt en recept på recetptserveren.
Det kan lindre at skylle munden i kold kamillete.
Smerterne er værst, når du synker, men der kan også være smerter, der stråler op til ørerne.
Du skal være sygemeldt i 1-2 uger efter operationen
Når man ændrer på svælgets anatomi oplever nogle en ændret fornemmelse under synkning. Der er ikke risiko for at synkefunktionen beskadiges, men det kan tage tid før kroppen lærer fornemmelsen at kende. Langt de fleste har ikke denne oplevelse.
Umiddelbart efter operationen er det forventeligt, at din tale vil være påvirket. Dette skyldes hævelse og smerter. I sjældne tilfælde kan ganen blive strammet for meget op. Dette giver en ændring i talen kaldet ”åben snøvl”. Hvis vi vurderer at det er tilfældet kan vi klippe stingene i ganen over i dagene efter operationen.
Når du kommer hjem
Du må spise og drikke alle former for kost ud fra, hvad du har lyst til eller aftalt med lægen.
I nogle tilfælde kan det være smertelindrende med kolde drikke. Du må prøve dig frem, hvad der er bedst for dig.
Overordnet er det vigtigt at komme i gang med at spise og drikke efter operationen, så sårene kan hele.
Hvis du oplever, at det er svært for dig at indtage dit daglige energibehov, så kan du få udleveret en ernæringsrecept hos os.
Du kan også kontakte din egen læge for at få ernæringsvejledning.
Når sår i mund og halsen heler kommer der en grålig belægning, som forsvinder i løbet af nogle få uger. Disse belægninger kan give dårlig ånde.
Du skal undgå hård fysisk træning de første 14 dage efter operationen. Du må gerne gå ture, men ikke løfte tunge ting.
Du må anvende CPAP, så snart du føler dig klar til det.
Videre forløb
Hvis du skal til svar og/eller kontrol, får du en tid i din e-boks
Mere information
Du har adgang til at se din journal på www.sundhed.dk eller i appen MinSundhed.
Her kan du se dine oplysninger 0-2 dage, efter at de er registreret på hospitalet.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.