Du finder det præcise mødetidspunkt i dit indkaldelsesbrev. Du får indkaldelsesbrevet i din e-boks eller i din postkasse.
Når du ankommer til Nuklearmedicin og PET, skal du skanne dit sundhedskort og tage plads i det venteområde du henvises til.
Hold øje med den elektroniske kaldetavle, det er der, vi kalder dit nummer, når undersøgelsesrummet er klar til dig.
Hvis din undersøgelse er planlagt udenfor normal åbningstid, vil du blive hentet i venteområdet af en bioanalytiker eller radiograf.
Om undersøgelsen
Du ligger på ryggen på et leje i skanneren i ca. 2 timer.
Det er meget vigtigt, at du ligger helt stille imens vi skanner dig, fordi bevægelse kan forringe billederne.
Vi kan hele tiden både se og høre dig i skanneren.
Du får det radioaktive sporstof i en blodåre i armen samtidig med, at vi starter skanningen.
Der er normalt ikke ubehag forbundet med injektion af det radioaktive sporstof.
Til nogle undersøgelser giver vi udover det radioaktive sporstof også røntgenkontrast, når du ligger i skanneren.
Røntgenkontrast kan give lette bivirkninger i form af kvalme, hudkløe, varmefornemmelse og tissetrang. Disse bivirkninger optræder som regel hurtigt efter du har fået kontrasten.
Efter du har fået røntgenkontrast skal der gå min. 30 minutter inden du må forlade afdelingen.
Hvis du oplever bivirkninger, efter du har forladt Nuklearmedicin og PET skal du kontakte din egen læge.
Den stråledosis du får ved denne undersøgelse svarer til, hvad du modtager i naturen i løbet af nogle år.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.