Vævsprøve fra leveren - Leverbiopsi (Infektionssygdomme)
Gå direkte til
Forbered dig til undersøgelsen
Hvis du tager blodfortyndende medicin, er det muligt, at du skal holde pause med denne før undersøgelsen.
Du bliver informeret om:
Hvilken medicin du skal holde pause med
Om du skal tage en anden form for medicin i stedet, imens du holder pause
Hvor længe inden undersøgelsen/behandlingen du skal holde pause
Her vil du få taget blodprøver og tale med en læge samt en sygeplejerske.
Lægen vil undersøge dig og sygeplejersken vil fortælle dig, hvordan du skal gøre dig klar til undersøgelsen. Du informeres også om hvor, og på hvilket tidspunkt, du skal møde til undersøgelsen.
Derefter kan du tage hjem.
Undersøgelsen foregår i Røntgen og Skanning
På undersøgelsesdagen
Det er vigtigt at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, f.eks. appelsinjuice, de sidste 4 timer før dit mødetidspunkt.
Du må gerne drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet kan modvirke kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå, snus eller tygger tyggegummi.
Når du møder i sengeafsnittet, vil du blive modtaget af en sygeplejerske. Du vil få anvist en stue og udleveret patienttøj, som du skal have på under indgrebet.
Inden du bliver kørt til røntgenafdelingen, vil sygeplejersken måle dit blodtryk, puls og temperatur.
Hvis du har behov for det, kan sygeplejersken give dig en afslappende pille.
Om undersøgelsen
Du skal have taget et lille stykke væv (en biopsi) fra din lever.
Vævet vil blive undersøgt for, hvordan leverbetændelsen har påvirket din lever.
Under hele undersøgelsen skal du ligge fladt på ryggen.
Ved hjælp af ultralyd skanner lægen leveren, og stikker herefter en nål gennem huden for at tage en lille vævsprøve fra leveren.
Da du er lokalbedøvet i huden omkring indstiksstedet, er selve undersøgelsen så vidt muligt smertefri. Enkelte mærker dog en kortvarig smerte, når prøven tages ud.
Undersøgelsen varer ca. 30 minutter
Efter undersøgelsen
Du køres tilbage til den afdeling, du er indlagt på
Du får målt blodtryk og puls hvert kvarter de første 2 timer. Herefter får du målt blodtryk og puls hvert 30. minut de næste 2 timer.
Du skal ligge fladt i sengen i 3 timer efter indgrebet.
Efter undersøgelsen kan der fra indstiksstedet komme lette smerter, som almindeligvis stråler op imod højre skulder.
Hvis du får smerter efter indgrebet, kan du få smertestillende medicin.
Du kan udskrives 4 timer efter undersøgelsen, hvis du har pårørende hos dig indtil næste dags morgen samt befinder dig maks. en halv times kørsel fra hospitalet. Hvis dette ikke er tilfældet, skal du blive og overnatte på sengeafsnittet og vil blive udskrevet næste dag.
Du vil blive tilset af en læge, inden du tager hjem.
Du må ikke selv køre hjem. Der skal være en voksen hos dig det første døgn efter undersøgelsen og på køreturen hjem. Husk derfor at lave en aftale med venner eller familie.
Hvis du ikke har mulighed for, at en anden voksen kan være hos dig, er der mulighed for at overnatte på hospitalet. Dette skal aftales på forhånd.
Når du kommer hjem
Hvis du inden for 24 timer oplever en forværring i tilstanden f.eks.:
flere smerter
åndenød
svimmelhed eller
blødning
Kan du ringe til sengeafsnittet på 78452900
Videre forløb
Du får svar på undersøgelsen hos din læge i Infektionsklinikken
Der går cirka 4-6 uger, før der er endeligt svar på prøven. Inden du tager hjem aftaler vi, hvornår og hvordan du får svar.
Kontakt
Infektionssygdomme - Sengeafsnit
Telefon
78 45 29 01 (lægesekretær)
24 77 78 80 (koordinator og afdelingssygeplejerske)
Træffetid
Ring helst i dagtimerne mellem 8.00 og 15.00
Åbningstid
Hele døgnet alle ugens dage
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 99 8200 Aarhus N Ingang D9 og E, Plan 2, E201
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.