I forbindelse med en undersøgelse, som du har været til, er det ved et tilfælde blevet fundet en forstørret binyre. I langt de fleste tilfælde er der tale om godartede forandringer.
Binyrerne producerer forskellige hormoner. Når man opdager, at den ene eller begge binyrer er forstørrede, er det vigtigt at undersøge, om hormonproduktionen er normal. Dette er tilfældet hos langt de fleste.
Et af de hormoner, som binyrerne producerer, er binyrebarkhormonet kortisol. Mængden af kortisol i blodet varierer meget. For at få en helt præcis vurdering af mængden af kortisol i dit blod, skal du indtage en tablet aftenen før, du får taget blodprøver (nedenfor finder du en præcis tidsplan for det).
Binyrerne producerer også hormonerne adrenalin og noradrenalin, og de kan måles i en blodprøve. Adrenalin og noradrenalin er stresshormoner, som blandt andet er med til at regulere puls og blodtryk. Udskillelsen af disse stresshormoner svinger i løbet af dagen afhængig af vores gøremål og sindstilstand. Derfor bestemmes hormonniveauet bedst, når kroppen er afslappet og ikke er i beredskab, dvs. hvor mængden af stresshormoner forventes at være lav.
Vær opmærksom på
Det er vigtigt, at tidspunkter og forholdsregler overholdes!
Sådan gør du
Find en dato indenfor de næste 1-3 uger, hvor du kan komme forbi et laboratorium og få taget en blodprøve.
Det er vigtigt at blodprøven tages i tidsrummet mellem kl. 8 og 9 om morgenen.
Kl. 23 aftenen før du skal have taget blodprøven, skal du tage den vedlagte tablet Dexamethason (1 mg).
Du vil sædvanligvis ikke opleve bivirkninger.
Du skal være fastende fra midnat aftenen før blodprøven.
Du må heller ikke ryge eller drikke koffeinholdige drikke (kaffe, the, cola m.m.) fra midnat og frem til efter blodprøven.
Sørg for at have en rolig morgen og møde minimum 15 minutter før blodprøvetagningen og sidde roligt og slappe af.
Videre forløb
Det kan også være nødvendigt at supplere med en CT-skanning af binyrerne. I det tilfælde får/har du fået yderligere information om dette.
Når vi har svar på blodprøver og eventuel CT-skanning, vil du enten få svar pr. brev i din e-boks eller blive indkaldt til samtale i klinikken.
Kontakt
Klinik for Hormon- og Knoglesygdomme
Telefon
7845 5470
Telefontider for klinikken
Er du i forløb hos os og har spørgsmål, som ikke kan vente til din næste kontrol, er du altid velkommen til at ringe til os.
Telefonen er åben til en specialespecifik sygeplejerske eller sekretær på alle hverdage mellem kl. 11.00 - 12.30. Det er derfor bedst at ringe i det tidsrum.
Har du presserende behov for kontakt uden for dette tidsrum, kan du på samme telefonnummer tale med en sekretær frem til klokken 15 på hverdage.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.