Formålet med behandlingen er at genetablere den normale hjerterytme og afhjælpe symptomerne, som hjerterytmeforstyrrelsen (forkammerflimren) giver dig.
Behandlingen sker ved kortvarigt at behandle specifikke områder i hjertet under anvendelse af røntgengennemlysning. Man ønsker at behandle de områder i hjertet, hvorfra de uhensigtsmæssige elektriske impulser udspringer, så den normale hjerterytme ikke længere forstyrres.
Nogle gange viser hjerterytmeforstyrrelsen sig i en anden form, betegnet forkammerflagren. Forberedelsen og behandlingen omfatter det samme som ved forkammerflimren, men behandlingen kan være mere omfattende.
Forkammerflimren er forstyrrelser i det elektriske system.
Når disse forstyrrelser opstår, vil hjertet trække sig uregelmæssigt sammen. Forkammerflimren er impulser, der udspringer flere forskellige steder fra i hjertet. Ofte udspringer impulserne fra venstre forkammer, fra det område, hvor lungevenerne indmunder. Lungevenerne er blodårer fra lungerne.
Vær opmærksom på
Forkammerflimren medfører øget risiko for blodpropdannelse i det venstre forkammer.
Du skal derfor tage din blodfortyndende medicin efter forskrifterne i minimum 3 uger op til behandlingen.
Din INR skal være over 2 i minimum 3 uger op til behandlingen. Den må godt være over 3 i denne periode, men ikke på den dag, hvor du skal behandles.
Er din INR under 2, er du ikke tilstrækkeligt beskyttet mod dannelse af blodpropper, og der vil være risiko for at behandlingen udsættes.
Pårørende, der kan hente dig og lytte med på de informationer du får inden udskrivelse.
Pårørende i hjemmet den første nat, så du kan komme hjem samme dag som du har fået foretaget behandlingen. Enkelte patienter skal overnatte til næste dag på afdelingen, hvis behandlingen har været kompliceret. Vi skal nok informere dig omkring det.
Du skal sørge for praktisk hjælp fx indkøb af madvare, pasning af kæledyr.
Du skal have taget stilling til sygemelding på jobbet.
Du må først køre bil to dage efter behandlingen. Det er for at skåne lysken.
Du skal som hovedregel selv sørge for transporten til og fra Hjertesygdomme.
Det er vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
I særlige tilfælde kan du blive kørt, og du kan søge om tilskud til transporten her: https://tilskud.rm.dk
Er du berettiget til en patientbefordring, når du skal til undersøgelse på Hjertesygdomme gælder følgende:
kørslen skal bestilles af dig selv, din læge eller den afdeling, der har henvist dig
kørslen bestilles i den region, hvor du bor senest dagen før, du skal køres
Har du ikke MitID eller adgang til PC, kan du henvende dig til Blodprøver og Biokemi på telefonnummer: 23 36 27 91 på hverdage mellem klokken 8 og 15.
Er du bosiddende uden for Region Midtjylland, kan du fortsat få taget blodprøver hos din praktiserende læge eller på hospitalet.
Du modtager en indkaldelse i din e-Boks, hvis det er første gang, du skal behandles på Hjertesygdomme, AUH. Har du tidligere været behandlet på AUH, vil en læge kontakte dig telefonisk, og informationerne vil i stedet blive gennemgået over telefonen.
Du må gerne tage en pårørende med.
Du må forvente, at der vil være ventetid i løbet af dagen. Derfor er det en god ide at medbringe læsestof.
Du må gerne spise på forberedelsesdagen. Derfor er det en god ide at tage lidt med at spise.
Program for forberedelsesdagen
Dagen varer ca. 4 timer.
Du skal deltage i et fælles informationsmøde om selve behandlingen og hele forløbet. Mødet foregår i en gruppe af 7 patienter med pårørende og varetages af sygeplejersker fra senge- og behandlingsafsnittet.
Der foretages en Hjerte CT-skanning, for at kunne vurdere venstre forkammers anatomi forud for behandlingen.
Du vil efterfølgende få en individuel samtale med en sygeplejerske, en hjertelæge samt eventuelt en narkoselæge.
Det gøres med fordel med en hårtrimmer, ikke en skraber, for at undgå rifter i huden.
Barberer dig gerne 2-3 dage før behandlingen. Der må gerne være hårstubbe.
Se på de lyserøde områder på tegningen, hvor du skal fjerne hårene.
På behandlingsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Du må ikke spise de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må ikke drikke mælk eller juice med frugtkød (f.eks. appelsinjuice), de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må gerne drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt. Drik gerne 2 glas saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevand modvirker kvalme før og efter din behandling.
HUSK: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage.
HUSK: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå, snus eller tygge tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Vær opmærksom på, om du skal holde pause med medicin, der regulerer din hjerterytme. Det vil fremgå af dit indkaldelsesbrev.
Rens dine negle og fjern evt. neglelak
Du må ikke have ur og smykker på
Du skal undgå at bruge creme
Tag bad efter nedenstående vejledning
1. Skyl kroppen grundigt
2. Vask hår med hårshampoo.
Vask ansigt og hals med sæbe
3. Vask overkroppen med sæbe.
Vær omhyggelig under armene og omkring navlen.
Rens navlen med vatpinde.
4. Vask lysken og skridtet omhyggeligt med sæbe.
Vask til sidst ben og fødder med sæbe.
Slut med grundig håndvask.
5. Skyl kroppen grundigt.
6. Tør dig med et rent håndklæde og tag rent tøj på.
Undlad at smøre dig ind i creme efter badet.
Det hindrer virkningen af huddesinfektion i forbindelse med operationen.
Du vil blive modtaget af en sygeplejerske.
Du vil få målt blodtryk, puls, iltmætning og en temperatur, og du skal skifte til patienttøj.
Hvis du er i behandling med Marevan, vil du få målt INR. Tager du Marevan om morgenen, så vent med at tage det, indtil vi har målt din INR.
Om behandlingen
Du bliver modtaget af en sygeplejerske på behandlingsstuen
Behandlingen bliver udført i fuld bedøvelse. Det er narkoselægen og narkosesygeplejersken, der bedøver dig. De vil være til stede under hele behandlingen, og de sørger for, at du sover dybt og ikke oplever smerter under behandlingen.
Du får foretaget en ultralydsscanning, igennem dit spiserør, for at undersøge dine hjertekamre for små blodpropper.
Ultralydsscanningen foregår mens du er fuldt bedøvet. Læs mere om Ultralydsundersøgelse af hjertet gennem spiserøret (du skal ikke forberede dig særligt til den undersøgelse, da du allerede er forberedt tilstrækkeligt).
Hvis der uheldigvis er blodpropper, aflyser vi din behandling.
Har du fået foretaget behandlingen før, vil du få anlagt et blærekateter, mens du er bedøvet
For at komme op til hjertet og behandle dig, indfører hjertelægen nogle tynde plastikrør i dine blodårer, via den ene eller begge dine lysker. Gennem disse plastikrør føres tynde katetre op til hjertet, som du bliver behandlet med.
Til en start laves der et lille hul gennem hjerteskillevæggen mellem højre og venstre forkammer. Derigennem føres katetre over i venstre forkammer, hvor behandlingen skal udføres (Se billede).
Det lille hul i hjerteskillevæggen lukker af sig selv efterfølgende, og har ingen betydning for din hjertefunktion efter behandlingen. Her kan man ved hjælp af elektriske impulser (pulsed field ablation) eller varmeenergi (radiofrekvensablation) fjerne de ekstra impulser, som du har.
Når behandlingen er afsluttet, fjernes alle katetre og indføringsrør. Herefter vil du begynde at vågne lige så stille. Indstiksstedet i lysken lukkes, enten ved at der trykkes over stedet, eller ved at der sættes et lille sting.
Behandlingen varer som regel 2-6 timer
Enkelte dele af indgrebet foregår under anvendelse af røntgengennemlysning.
Risici og bivirkninger
Der kan opstå en hævelse (blodansamling) ved indstiksstederne i lyskerne. Dette svinder oftest af sig selv. Er der vedvarende smerter eller tilkommer en større udbuling i lysken, skal du kontakte din praktiserende læge eller vagtlæge.
Under 10 % vil opleve at få en blodansamling i lysken.
Hvis lysken begynder at bløde, skal du lægge dig fladt på ryggen og få eventuelt en pårørende til at trykke dig i lysken.
Der skal ringes 112, hvis ikke blødningen stopper i lysken.
Under eller lige efter indgrebet kan der komme en blodansamling i hjertesækken, som kan kræve akut udtømning.
I sjældne tilfælde er det nødvendigt at fjerne blodansamlingen ved en operation.
Det er er en sjælden komplikation < 2%
Hos under 0,5 % kan der opstå blodpropper i hjernen på trods af den blodfortyndende medicin.
Denne alvorlige komplikation kan give følgevirkninger som nedsat kraft/ lammelse og talebesvær.
Der kan opstå skade med dannelse af hul på spiserøret, hvilket er en meget alvorlig komplikation. Dette kan give vejrtrækningsbesvær.
Dette er en meget sjældent komplikation, og risikoen er under 0,1 %.
Efter behandlingen
Det er nødvendigt, for at indstiksstederne kan få ro til at lukke sig.
På opvågningsafsnittet vil de observere dig, til du er vågen, og du vil herefter komme tilbage til hjerteafsnittet.
Vi måler dit blodtryk og puls.
Vi kontrollerer indstiksstedet i din lyske.
Du bliver tilbudt mad og drikke.
Du får hjerteovervågning på, så vi kan holde øje med din hjerterytme indtil du skal hjem.
Du skal genoptage din vanlige medicin om aftenen.
Vi fjerner blærekateteret, hvis du har fået det under behandlingen. Det er vigtigt, at du drikker godt efter behandlingen, så du får skyllet urinrøret igennem.
Der kan være en vis smertereaktion fra brystet i timer til (få) dage efter behandlingen. Almindelig smertestillende medicin som f.eks. paracetamol vil oftest give tilstrækkelig lindring.
Det er vigtigt, at du fortæller personalet på afsnittet hvis du mærker nogle gener efter behandlingen.
Ved udskrivelsen informerer vi dig om din videre medicinske behandling, og ofte fortsættes den uændret frem til din første kontrol efter ca. 3 måneder.
Er det første gang, du skal behandles, vil du blive udskrevet samme dag - ofte 6 timer efter endt behandling. Du må gerne være alene, når du kommer hjem.
Der kan være enkelte tilfælde, hvor du skal overnatte. Dette vil du blive informeret om på behandlingsdagen.
Er du tidligere behandlet, vil du som udgangspunkt blive udskrevet dagen efter.
Når du kommer hjem
Du må tage plasteret over indstiksstedet af 24 timer efter behandlingen – herefter må du tage brusebad
Den første uge efter behandlingen skal du skåne lysken. Du skal derfor:
Undgå tunge løft over 2 kg.
Undgå hårdt fysisk arbejde og motion, så lyskerne kan få ro til at hele. Du må dog gerne gå en tur.
Du kan genoptage dine daglige aktiviteter og arbejde i løbet af den første uge, alt efter hvor hårdt fysisk dit arbejde er. Tal eventuelt med lægen eller sygeplejersken om det ved din udskrivelse.
Det er almindeligt at være træt i flere uger efter behandlingen.
Nogle oplever tilbagefald med forkammerflimren de første måneder efter behandlingen. Det er ikke usædvanligt og dermed ikke nødvendigvis lig med, at behandlingen ikke har virket.
Hvis du får tilbagefald af forkammerflimren, som varer over 24 timer, skal du kontakte din egen læge. Din læge kan herefter henvise dig til dit lokalsygehus, hvor der kan laves en behandlingsplan.
Hvis du får tilbagefald i weekenden og har det godt, skal du kontakte egen læge på førstkommende hverdag.
Er du utilpas af symptomerne med åndenød, hjertebanken og svimmelhed, og det er uden for egen læges åbningstid, skal du kontakte vagtlægen.
Videre forløb
Her vil vi vurdere effekten af behandlingen.
Inden kontrollen skal du have taget et hjertekardiogram. Det vil fremgå af din indkaldelse, hvordan du skal booke tid til dette.
Hvis du ønsker at møde fysisk op til kontrollen, i stedet for at blive ringet op, er der mulighed for det. F.eks., hvis du stadig oplever symptomer på forkammerflimren.
Når du modtager indkaldelsen i din e-Boks, har du mulighed for at vælge fremmøde til.
Forud for kontrollen skal du i 5 dage bære en båndoptager, som optager hjerterytmen.
Når resultatet af undersøgelsen er klar, vil du blive ringet op af en sygeplejerske, som gennemgår resultatet.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.