Lukning af hjerteøret i venstre forkammer (aurikellukning - LAAO) - Sengeafsnit
Gå direkte til
Lukning af auriklet i hjertets venstre forkammer er en behandling, der bruges til at forebygge blodpropper hos patienter med forkammerflimren (atrieflimren). Auriklet er et lille vedhæng (også kaldet et "hjerteøre"), der sidder i venstre forkammer.
Behandlingen tilbydes primært til patienter, som ikke tåler blodfortyndende medicin eller til patienter, hvor den blodfortyndende medicin ikke har den ønskede virkning.
Billedet herunder viser, hvor hjerteøret sidder, og hvor lukkemekanismen føres hen.
Vær opmærksom på
Det er vigtigt, at du frem til behandlingen forsætter med at tage din vanlige medicin, medmindre andet er aftalt.
Det gælder også din blodfortyndende medicin uanset præparat.
Hvis du er i behandling med tablet Marevan, skal du sikre dig, at INR ligger mellem 2 og 2,5 op til indlæggelsen.
Hvis du ikke selv har et apparat til at måle din INR, kan du få det kontrolleret hos din egen læge.
Du skal sammenlagt være indlagt i 3 dage.
Dag 1: Du får lavet forundersøgelser i form af en CT-scanning og en ultralydsundersøgelse af hjertet. Du får også taget blodprøver. Desuden vil der være en samtale med en sygeplejerske og en læge.
Dag 2: Behandling med lukning af venstre hjerteaurikel.
Dag 3: En læge i afdelingen vil lave en ultralydsundersøgelse af dit hjerte. Dette foregår inde på din stue. Herefter vil du blive udskrevet.
Forbered dig til behandlingen
Du vil ved indlæggelsen blive modtaget af en sygeplejerske i Sengeafsnit 3. Sygeplejersken vil sørge for, at du får målt blodtryk, puls og temperatur, og du vil få taget et hjertekardiogram (EKG). Derudover vil sygeplejersken gennemgå indlæggelsesforløbet med dig, og du vil få mulighed for at få svar på eventuelle spørgsmål.
Du skal også have taget blodprøver.
Du vil komme til at tale med den læge, som skal optage journal på dig.
Du er velkommen til at tage en pårørende med. Pårørende må dog forvente en del ventetid, mens du er til diverse undersøgelser.
På første indlæggelsesdag, vil du få lavet en CT-scanning af hjertet samt en almindelig udvendig ultralydsundersøgelse af hjertet (EKKO/TTE).
Ultralydsundersøgelsen kan udelades, hvis du inden for de seneste 3 måneder har fået lavet en lignende undersøgelse.
Undersøgelserne skal vise, hvordan dit hjerteøre ser ud og udelukke, at der er størknet blod i dit hjertekammer.
I nogle få tilfælde vil CT-skanningen give mistanke om, at der er blodpropper i venstre hjerteaurikel.
Det kan for dig betyde, at du skal have lavet en ekstra ultralydsundersøgelse af hjertet via spiserøret (TEE). Hvis denne undersøgelse bekræfter, at der er blodpropper i auriklet, må vi aflyse behandlingen.
I sjældne tilfælde kan forundersøgelserne vise, af hjerteauriklet er så stort, at det ikke kan lukkes med de tilgængelige størrelser af aurikellukkere. I dette tilfælde vil behandlingen også blive aflyst.
Hvis du har sukkersyge og er i behandling med tabletter, der indeholder Metformin, vil lægen på 1. indlæggelsesdag tage stilling til om du skal holde pause med dem.
På behandlingsdagen
Du må ikke spise de sidste 6 timer før mødetid
Du må ikke indtage mælkeprodukter de sidste 6 timer før mødetid
Drik vand, saftevand, the og kaffe helt frem til behandlingen
Det er vigtigt at du drikker godt, så vi kan udføre behandlingen bedst muligt.
Inden behandlingen skal du tage et brusebad, og du vil få udleveret rent patienttøj, som du skal have på.
Du skal tage smykker og ur af inden behandlingen.
Hvis du har hår i lysken, skal disse fjernes inden behandlingen.
Hårene fjernes med en elektrisk raseringsmaskine, som du får udleveret i afdelingen. Du skal fjerne 15 x 15 cm i højre lyske.
Sygeplejersken vil vejlede dig og kan også hjælpe dig, hvis du har brug for det.
Vanddrivende medicin kan evt. undlades. Snak med din sygeplejerske ved tvivl/spørgsmål.
Inden du kører afsted til behandlingen, vil sygeplejersken sørge for, at du får forebyggende antibiotika direkte ind i blodåren gennem et lille plastikrør.
Du skal have antibiotika for at forebygge infektion i forbindelse med behandlingen.
Om behandlingen
Hvis du oplever ubehag undervejs kan sygeplejersken give dig smertestillende, sig til hvis du ønsker det.
Der er mulighed for at få beroligende medicin undervejs.
Du bliver hentet af en portør, som kører dig i seng til Hjertesygdomme Laboratoriet, hvor behandlingen foregår. Her bliver du modtaget af en sygeplejerske, som vil tage sig af dig under behandlingen.
Behandlingen foregår ved, at lægen fører et kateter ind i en blodåre i lysken og op til hjertet. Kateteret føres gennem hjerteskillevæggen og frem til hjerteøret i venstre forkammer. Her kan lukkesmekanismen foldes ud, så den dækker for indgangen til hjerteøret. Den lukker dermed for blodgennemstrømningen både til og fra hjerteøret og forebygger dermed blodpropper til hjernen.
Efterfølgende vil det lille hul i lysken blive syet med et sting, som skal sikre, at indstiksstedet lukker sig.
Behandlingen varer typisk 1 time.
Når behandlingen er færdig, kører en portør dig tilbage til det afsnit du kom fra.
Risici og bivirkninger
Efter behandlingen vil der være en lille risiko for, at der opstår en blodansamling i lysken.
Dette kan medføre lettere ubehag i nogle dage. Der er sjældent tale om større blødning.
I forbindelse med behandlingen er der en lille risiko for blødning ud i hjertesækken.
Ligeledes er der en lille risiko for, at lukkemekanismen flytter sig.
Hvis disse sjældne komplikationer indtræder, kan de behandles med det samme med kateterteknik.
Efter behandlingen
Indstiksstedet observeres, og du bliver tilbudt mad og drikke.
De første 3-4 tmer efter behandlingen skal du ligge roligt på ryggen
Du skal undgå at bøje benene, mens du ligger i sengen
Stinget fjernes efter ca. 2 timer - forudsat at det ikke bløder
Der skal gå yderligere 1-2 timer, før du må komme ud sengen
Dagen efter behandlingen vil en læge i afdelingen kontrollere aurikellukkerens placering.
Dette gøres ved en udvendig ultralydsundersøgelse. Ultralydsundersøgelsen foregår på din stue. Du kan herefter udskrives.
I de første 6-12 måneder efter behandlingen skal du tage tablet Hjertemagnyl for at forhindre blodpropsdannelse omkring lukkemekanismen. Herefter vil lukkemekanismen være overvokset af normalt væv.
I nogle tilfælde kan behandlingen med Hjertemagnyl ophøre, men i andre tilfælde kan der være fordele ved langvarig blodfortyndende behandling.
Inden du går hjem, får du besked på, hvad der gælder for dig.
Når du kommer hjem
For at indstiksstedet kan får ro til at hele, må du ikke:
løfte mere end 2 kg i de første 2 døgn efter behandlingen
dyrke hård motion/hårdt arbejde i de første 4 døgn efter behandlingen
køre bil 24 timer efter behandlingen
Du må gerne tage brusebad dagen efter behandlingen.
Det er almindeligt at være øm ved indstiksstedet, og der kan komme et blåt mærke.
Hvis du får smerter eller en bule ved indstiksstedet, skal du kontakte din praktiserende læge eller vagtlægen.
Ved pludselig opstået blødning eller voldsom hævelse skal du lægge dig ned, trykke hårdt på indstiksstedet og ringe 112.
I de første 6 måneder efter behandlingen skal du sikre dig, at du får forebyggende antibiotika ved tandlægebehandling, hvor der er risiko for betydelig blødning. Du får nærmere information omkring dette, inden du går hjem.
Dette er for at undgå infektion i hjertet (endokarditis). Du kan læse mere her:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.