Genoptræning efter operation af albuens ydre stabiliserende ledbånd
Gå direkte til
Sæt dig ind i regler og øvelser
Læs denne vejledning grundigt. Så ved du hvad der skal ske og hvad du må hvornår.
I vejledningen finder du information om regler, du skal følge i tiden efter operationen. Du finder også et øvelsesprogram, du skal starte med 14 dage efter operationen.
Du vil 14 dage efter operationen blive vejledt af en fysioterapeut.
Vær opmærksom på
0-2 uger efter operationen:
Du skal anvende letvægtsbandage omkring armen/albuen døgnet rundt.
Det kan være hensigtsmæssigt jævnligt at lejre armen over hjertehøjde for at afhjælpe hævelse.
For at bedre blodcirkulationen og mindske hævelse skal du ofte bøje og strække fingrene.
2-6 uger efter operationen:
Du får af en fysioterapeut anlagt en hængselsbandage, som skal bruges døgnet rundt. Du må tage den af i forbindelse med bad, påklædning og træning.
Du må bøje albuen og dreje underarmen indenfor smertegrænsen uden belastning.
Du må kun strække albuen med støtte - også kaldet ledet aktivt. Det betyder, at albuen strækkes med let aktivitet i musklerne og med hjælp f.eks. fra den anden hånd. Grunden til dette er, at den muskel, der strækker albuen, ikke tåler belastning de første 6 uger efter operationen. Vær f.eks. opmærksom på ikke at støde fra på et armlæn, når du rejser dig fra en stol.
6-12 uger efter operationen:
Du må undvære hængselsbandagen.
Albuen må nu strækkes aktivt.
Du må gradvist lægge stigende belastning på øvelserne, men du må ikke styrketræne med høj belastning.
12 uger efter operationen:
Du må øge belastningen og lave egentlig styrketræning. Tidligste opstart af sport, der ikke belaster albuen som fx. cykling og løb.
6-9 måneder efter operationen:
Tidligste opstart af kontaktsport og andet albuebelastende sport, når du føler dig klar til det.
I forbindelse med operationen får du anlagt en letvægtsbandage, som skal bæres døgnet rundt i 2 uger. I denne periode må bandagen ikke tages af.
Efter 14 dage skiftes letvægtsbandagen til en hængselsbandage, som skal bæres døgnet rundt i de resterende 4 uger. I denne periode må bandagen tages af, når du skal have tøj af og på, når du skal i bad og i forbindelse med, at du laver øvelser.
Du får ligeledes en armslynge til aflastning af armen i hele perioden.
Det er nemmest at tage bandagen af og på, når du sidder ved et bord og kan støtte armen.
Læg underarmen i den nederste del af bandagen og overarmen i den øverste del
Det runde hængsel skal være lige ud for albueleddet
Luk stroppen under albuen først efterfulgt af stroppen over albuen
Stram velcroen over håndleddet
Luk den sidste strop ved overarmen
Stram eller løsn velcroen så bandagen sidder tæt, men uden den strammer
Den medfølgende armslynge kan bruges efter behov. Den kan monteres ved at klikke den fast til bandagen som vist på billedet herunder.
Når bandagen skal tages af, skal stropperne klikkes væk med tommelfingeren før de slipper, som på billederne herunder.
Øvelser
Træningsprogrammet opstartes 2 uger efter operationen.
Øvelserne må laves uden albuebandagen, men du må også træne med bandagen på, hvis du føler dig mere tryg med dette.
Du skal lave øvelserne 2 gange dagligt og gentage hver øvelse ca. 5-10 gange. Under udførelsen af øvelserne skal du stoppe ved stramning. Det må ikke gøre ondt.
For at mindske hævelse og stimulere blodcirkulationen skal du ofte knytte og strække fingrene. Du må også gerne lave bevægelser af din skulder.
Øvelsen er en opvarmningsøvelse og træner bevægeligheden i albuen.
Stå med hænderne hvilende på en bold.
Læg den raske sides hånd over den opererede sides hånd.
Rul bolden frem og tilbage i roligt tempo.
Udfør øvelsen med 5-10 gentagelser 2 gange dagligt.
Denne øvelse træner drejebevægelsen i albuen.
Sid med foldede hænder og albuerne hvilende på bordet.
Drej hænderne rundt så håndryggen skiftevis rører ved bordet og er fri af bordet. Øvelsen kan også udføres med hænderne fri fra bordet.
Udfør øvelsen med 5-10 gentagelser 2 gange dagligt.
Denne øvelse træner bøje- og strækkebevægelsen i albuen.
Sid foran et bord med hænderne samlede. Placér et klæde under den opererede arm.
Lad den ikke-opererede arm føre den opererede arm henholdsvis fremad og bagud sådan, at den opererede arm glider på bordet, og albuen bøjes og strækkes.
Udfør øvelsen med 5-10 gentagelser 2 gange dagligt.
Denne øvelse træner bevægeligheden i albuen samt øger blodcirkulationen i armen, som derved modvirker hævelse.
Stå med ret ryg og sænkede skuldre. Lad armen hænge ned langs kroppen.
Bøj albuen og knyt hånden, stræk derefter albuen og stræk fingrene.
Udfør øvelsen med 5-10 gentagelser 2 gange dagligt.
Videre forløb
Du vil i forbindelse med udskrivelsen blive tilbudt at få en henvisning til et genoptræningsforløb hos en fysioterapeut i din hjemkommune. Der videregives relevante oplysninger omkring dit forløb fra Aarhus Universitetshospital.
Vær opmærksom på, at du selv skal lave øvelser indtil du starter ved fysioterapeuten i din hjemkommune.
Genoptræningen i kommunen er gratis og vil variere i længde og hyppighed efter dit behov og fra kommune til kommune.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.