Undersøgelser har vist, at man lettere kommer sig efter en operation, når man er fysisk aktiv frem til operationsdagen. Dette øvelsesprogram træner og styrker de store muskelgrupper, som du bruger i forbindelse med dine daglige aktiviteter.
Der er ingen bivirkninger ved at være fysisk aktiv, MEN du kan godt i starten blive lidt øm i musklerne.
Udfør øvelsesprogrammet 2 gange dagligt op til din operation
Du kan med fordel øge antallet af gentagelser dagligt.
Du kan med fordel supplere øvelsesprogrammet med daglige gå- og cykelture, eller din vanlige træning.
Forsøg gerne i kortere perioder at øge dit tempo, så du bliver lidt forpustet.
Øvelser
Udgangsposition:
Stående med ret ryg og med hænderne placeret på en reol eller et højt bord.
Træning:
Løft hælene fri af gulvet, stå op på tæer. Hold denne stilling i 3-5 sekunder og sænk derefter langsomt ned til flad fod. Hvis du vil gøre øvelsen sværere så lad hænderne hænge langs siden
Gentag øvelsen så mange gange som du kan.
Udgangsposition:
Sid på en stol med parallelle fødder. Knæene skal pege ud over de midterste tæer.
Træning:
Rejs dig langsomt med vægten ligeligt fordelt på begge ben. Armene må ikke hjælpe. Sæt dig ned igen.
Gentag øvelsen så mange gange som du kan.
Udgangsposition:
Rygliggende med bøjede ben, let adskilte knæ og fødderne i underlaget. Fold hænderne foran brystet, træk hagen ind.
Træning:
Pres lænden ned i underlaget, og løft hoved og skuldre fri af underlaget. Hold stillingen 3-5 sekunder og sænk derefter skuldrene langsomt ned igen. Hold spændingen i mavemusklerne gennem hele øvelsen.
Gentag øvelsen så mange gange som du kan.
Udgangsposition:
Rygliggende med bøjede ben og arme ned langs siden.
Træning:
Spænd baller og lår og løft bækkenet. Hold stillingen 3-5 sekunder og sænk langsomt ned igen. Armene må ikke anvendes.
Gentag øvelsen så mange gange som du kan.
Udgangsposition:
Rygliggende med armene ned langs kroppen.
Træning:
Træk hagen ind og pres nakke, arme og hæle ned i underlaget, så bagsidens muskulatur spændes og kroppen løftes op fra underlaget. Hold stillingen 3-5 sekunder.
Gentag øvelsen så mange gange som du kan.
Videre forløb
Du vil blive tilset af en fysioterapeut dagen efter din operation
Kontakt
Fysio- og Ergoterapi 7
Telefon
7845 6770
Telefontid
Hverdage 08.00 - 14.00
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 165 8200 Aarhus N Indgang G, Plan 2, G208
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.