Efter en infektion kan hjernen påvirkes ligesom ethvert andet organ, der er udsat for sygdom. En infektionssygdom kan forstyrre kommunikationen mellem hjernens celler. Det betyder, at alle indtryk bliver mere belastende for hjernen, og at almindelige opgaver kan være sværere at løse end normalt. Senfølger efter en infektion kan være tilstede i lang tid efter, at infektionen er behandlet, men typisk vil det blive bedre med tiden. Det er meget forskelligt hvor længe, man mærker til senfølgerne.
Du kan her læse om, hvilke senfølger du kan have efter en infektion, og du kan få råd til, hvad du kan gøre i tiden efter din sygdom.
Energiforvaltning
Se en kort animationsfilm, der fortæller om energiforvaltning, og giver dig gode råd til, hvordan du bruger din energi bedst muligt.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hyppige senfølger
Nedsat energi, både fysisk og mentalt, er noget som mange oplever efter en infektion. Mange af de indtryk og opgaver, som hjernen før kunne rutinemæssigt, kræver nu mere energi.
Trætheden beskrives typisk som en følelse af utilpashed, energiforladthed og udmattelse efter mental aktivitet. Dette kan føre til nedsat opmærksomhed og nedsat hukommelse samt koncentrationsbesvær.
Trætheden er for mange den mest begrænsende faktor i forløbet efter en infektion.
Hovedpine optræder ofte i forløbet efter en infektion og kan være et tegn på, at hjernen er træt og behøver hvile.
Lys- og lydfølsomhed kan være en senfølge efter en infektion. For mange lys- og lydindtryk kan føre til træthed og hovedpine.
Hverdagens daglige opgaver kan blive sværere at klare på grund af nedsat hukommelse og besvær med at koncentrere sig. Det kan være specielt vanskeligt at bevare overblikket og udføre flere aktiviteter på én gang, fx i forbindelse med indkøb og andre praktiske opgaver.
Nedsat initiativ kan være en oplevelse af ikke at kunne komme i gang med velkendte eller nye opgaver.
Ovenstående senfølger kan føre til nedtrykthed, frustration og kort lunte, fordi man ikke kan det samme, som man plejer, hvilket kan være svært at acceptere. Det er derfor naturligt at være frustreret eller ked af det.
En oplevelse af at hjernen arbejder langsommere end den plejer, og at det tager lang tid at afslutte en tankerække eller løse en opgave, som kræver tankearbejde. Dette kan for nogen komme til udtryk ved, at man mangler et ord midt i en sætning.
Råd til forløbet efter infektion
Alle, der har haft en infektion, vil have forskellige forløb og senfølger. Det er også individuelt, hvad der gavner i forløbet.
At få det bedre kræver, at man er opmærksom på sin tilstand og lytter til kroppens signaler. Det kræver tålmodighed at komme sig. Hjernen arbejder med alle de informationer og indtryk omverdenen giver os, og hos den sårbare hjerne kræver det mere energi end normalt.
Her er en række råd til at træne og beskytte din hjerne i forløbet efter en infektion.
Struktur er ekstremt vigtigt, når man har en sårbar hjerne, og hvor det kan være svært at bevare overblikket. For at kunne gennemføre dagen med de opgaver, du vil lave, og de pauser, som du har brug for, skal du lave en god planlægning. Inddrag gerne familien i planlægningen. Brug en kalender og tilstræb faste rutiner. Det kan hjælpe med et dags- eller ugeprogram hvor du skriver hvornår du laver dine opgaver.
Planlæg for at få mere overskud og planlæg for ikke at gøre for meget.
En hjernepause er en pause, hvor du begrænser de sansemæssige indtryk til hjernen. En hjernepause er ikke nødvendigvis et hvil på sofaen, men kan være en gåtur i naturen eller det, der virker afslappende for dig.
Planlæg hjernepauser i løbet af dagen og tag en ekstra pause, hvis du føler dig træt eller har hovedpine.
Fælles for pauserne skal dog være, at du ikke udsættes for mange lyd- og lysindtryk – derfor er aktivitet foran en tv skærm eller en telefon ikke en god pause. Hjernepauser kan planlægges ved at sætte et vækkeur.
Motion har en god virkning på humøret og er sundt for din krop. Forsøg at skabe tid til motion i din hverdag. Overanstreng dig ikke og gå gradvist fremad.
Der vil typisk være et øget behov for søvn efter en hjerne- eller hjernehindebetændelse. Accepter, at din krop har brug for mere hvile og lav en søvnrutine, hvor du får rigeligt søvn – gerne i et værelse, der er køligt og stille.
Socialt samvær kan være anstrengende for hjernen, da det typisk er forbundet med mange indtryk og krav til dig som person.
Sørg for at planlægge længden af socialt samvær. Samvær med børn kan være ekstra krævende. Sørg for at planlægge det, så der er mulighed for, at du kan aflastes.
Det er en god idé at hvile sig før socialt samvær.
Undgå at få for mange indtryk. Forsøg især i begyndelsen at undgå steder med mange mennesker og meget lys eller lyd. Overstimulation kan forværre ovenstående symptomer.
Det kan være frustrerende ikke at kunne fungere på samme måde som tidligere. Gå langsomt frem og planlæg en arbejdsfordeling med dine nærmeste, så du ikke bliver overrumplet. Prøv dig gradvist frem med hvilke opgaver du kan lave i hjemmet. Sørg for kun at gå i gang med én opgave ad gangen og løs den i roligt tempo. For at have overblik over dine opgaver kan også her anvendes dags- eller ugeprogram.
Der bør være fokus på, at din hjemlige opgaver skal kunne laves uden forværring af dine symptomer, før du starter på dit arbejdet igen. På arbejdet bør du ligeledes gå langsomt frem og starte i et passende antal timer og dage.
For at komme dig, er det meget vigtigt, at du accepterer, at din hjerne har været udsat for sygdom, og at du giver dig selv tid til at komme dig. Det kan tage lang tid, før du kan klare det samme som før.
Man kommer sig bedst over en hjerne- eller hjernehindebetændelse ved at gå langsomt frem og ikke presse sig selv for meget. Der kan være forventninger fra din omgangskreds eller arbejdsgiver, som er svære at opfylde. Det er vigtigt, at du er realistisk og åben omkring, hvad du magter lige nu.
Hvis dit forløb efter udskrivelse ikke går som ventet, eller du føler, at du har brug for hjælp til at komme videre, kan du altid kontakte hjerneskadekoordinatoren i din kommune.
Kontakt
Fysio- og Ergoterapi 7
Telefon
7845 6770
Telefontid
Hverdage 08.00 - 14.00
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 165 8200 Aarhus N Indgang C, Plan 3, C313
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.