Information og vejledning ved behandling af bagerste korsbåndsskade i knæleddet med skinne og træning
Gå direkte til
Vær opmærksom på
Bagerste korsbånd er et ledbånd, som er placeret i midten af knæleddet. Det er med til at støtte og stabilisere knæet. Det er meget stærkt og forhindrer underbenet i at glide for langt bagud i forhold til lårbenet. Når korsbåndet bliver helt eller delvist revet over, medfører det en løshed i knæleddet.
En skade på det bagerste korsbånd sker ofte samtidig med skade på det indvendige eller udvendige sideledbånd, menisk og/eller brusk. Skaden kan også opstå isoleret dvs. uden at andre strukturer i knæet ødelægges.
Det bagerste korsbånd har en evne til at hele op, og man kan ofte opnå tæt på samme funktion i knæet som før skaden. For at give korsbåndet de bedste betingelser for at hele anvendes en specialskinne, som holder underbenet på plads.
Skaden på bagerste korsbånd behandles med skinne og træning.
Skaden i knæet medfører en ændring i måden, du belaster benet på. Du kan derfor hurtigt miste styrke i musklerne i benet, din kontrol over knæet kan forringes, og du kan også få svært ved at bøje og strække knæet.
Målet med skinnebehandlingen er, at det beskadigede korsbånd heler op i så naturlig en stilling som muligt.
Målet med træningen er at vedligeholde/opbygge muskelstyrke, stabilitet og bevægelighed i knæet.
Efter endt skinnebehandling undersøger lægen knæets stabilitet, og der lægges en plan for det videre forløb.
Der er flere faktorer, der har betydning for, hvornår det er hensigtsmæssigt at genoptage forskellige aktiviteter, herunder arbejde. Du vil modtage individuel vejledning med udgangspunkt i din situation.
Vi anbefaler, at du snakker med din fysioterapeut om mulighed for løbende test og evaluering af din knæfunktion i forhold til opstart af nedenstående aktiviteter.
Nedenstående er derfor vejledende.
Aktivitet
Tid
Start på arbejde ved stillesiddende kontorjob/skolegang
2-6 uger
Start på arbejde ved fysisk belastende arbejde (håndværker, pædagog, landmand, sygeplejerske ol.)
6-12 uger
Bilkørsel med manuelt gear
Bilkørsel med automatgear:
Højre knæ
Venstre knæ
8 uger
8 uger
2 uger
Cykle på kondicykel let belastning (uden brug af click-pedaler)
2 uger
Cykle udendørs
8 uger
Svømme
12 uger
Træningscenter (træningen aftales med fysioterapeuten)
2-4 uger
Løb
Kriterier der anbefales opfyldt:
Minus hævelse, fuld knæbevægelighed,
Leg Symmetry Index for forlårsmusklen 70-80%
12 uger
Sport uden kontakt fx. padel, badminton, mountainbike og tennis
5-6 mdr
Kontaktsport fx. Redskabsgymnastik, basketball, håndbold og fodbold
Kriterier der anbefales opfyldt:
Leg Symmetry Index for forlårsmusklen 100%
6-9 mdr
Du skal forvente at komme til kontrol hos en fysioterapeut på AUH ca. hver 2. uge. Du vil få udarbejdet et individuelt træningsprogram, som løbende vil blive progredieret. Ved kontrollerne vil fysioterapeuten derudover sikre at skinnen sidder som den skal, og at behandlingen forløber planmæssig.
Sådan gør du
Du må støtte det du kan på benet. Der kan være brug for, at du aflaster dit knæ med krykker, hvis du har stor hævelse eller smerter ved gang, og derfor ikke kan gå normalt. Fysioterapeuten vil vurdere dette.
Det er naturligt, at skinnen vil påvirke dit kredsløb. Benet kan lejres på en sammenfoldet dyne eller en stor pude, så knæet er over hjertehøjde. Det er en god idé at aflaste knæet jævnligt i løbet af dagen og altid efter træning.
Forudsætningen for at skinnen kan sikre, at underbenet holdes i den naturlige position i forhold til heling, er, at skinnen benyttes som beskrevet herunder:
De første 4 uger skal skinnen benyttes døgnet rundt
De næste 4 uger benyttes skinnen fortsat døgnet rundt, men må tages af i forbindelse med bad
De sidste 4 uger benyttes skinnen kun under træning og ved hårdt knæbelastende arbejde fx. pædagog, håndværker, landmand o.l.
Skinnen vil være indstillet, så du kan strække dit ben og bøje det til ca. 90°. Når skinnen, efter de 12 uger, ikke længere skal benyttes, planlægges den videre genoptræning.
Fysioterapeuten vil instruere dig grundigt i, hvordan du håndterer og justerer skinnen.
Når du har fået en skade i knæet, er det en god ide at anmelde skaden, hvis man har en forsikring.
Er skaden sket på arbejde, skal den meldes til arbejdsgiverens lovpligtige arbejdsskadeforsikring.
Er skaden sket i din fritid, skal skaden meldes til din fritids/ulykkesforsikring.
Er skaden sket ved trafikuheld vil bilens lovpligtige forsikring ofte dække.
Hvis der kommer varige mén efter skaden, kan der blive tale om en erstatning. Erstatningens størrelse afhænger af skadens omfang.
Forsikringsselskabets lægekonsulent beregner ud fra forskellige lægeerklæringer og oplysninger fra sygehusjournalen invaliditetsgraden. Denne størrelse bedømmes ud fra méngradstabeller, som er udarbejdet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Hvad skal du gøre:
Meld skaden til dit forsikringsselskab
Du får derefter tilsendt skadeanmeldelsesskema som du udfylder og sender retur.
Når din tilstand har været fast (stationær) i ca. 1 år efter behandlingens start, skal der udfyldes slutattest/funktionsattest af en læge. Hvis disse dokumenter ikke belyser dit mén tilstrækkeligt, kan der blive behov for en speciallægeerklæring, hvilket forsikringsselskabet sørger for at sætte i gang.
Videre forløb
Efter endt skinnebehandling vil den videre genoptræning blive varetaget af din kommune.
Der vil blive udarbejdet en genoptræningsplan, hvori der videregives relevante oplysninger omkring dit forløb i idrætsklinikken samt retningslinjer for den videre genoptræning.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.