Forberedelsesmøde hos fysio- og ergoterapien forud for hofteoperation
Før din hofteoperation får du undervisning hos fysioterapeut og ergoterapeut. Her kan du se, hvad du kan forvente af forberedelsesmødet.
Gå direkte til
Vær opmærksom på
Forberedelsesmødet varer ca. to timer fra start til slut, du skal dog regne med at der kan være ventetid enten inden eller efter undervisningen.
Forberedelsesmødet foregår som holdundervisning med 2-8 andre deltagere.
En ergoterapeut tager imod dig og viser dig ind i lokalet, hvor holdundervisningen foregår. Ergoterapueten varetager som udgangspunkt undervisningen fra 08:00 - 09:00.
Undervisningen indeholder:
Ergoterapeuten udleverer to skemaer, du skal udfylde undervejs. Skemaerne vil spørge ind til blandt andet boligforhold, hjælpemidler og mængden af hjælp, du eventuelt modtager i hverdagen.
Du vil blive introduceret til de restriktioner, der gælder i en periode efter din kommende hofteoperation.
Du vil blive undervist i, hvordan du kan kompensere for de restriktioner i dit hverdagsliv, herunder er der undervisning og afprøvning i brugen af hjælpemidler, der kan gøre, at du kan klare dig selv efter operationen. Det drejer sig primært om afprøvning af gribetang og strømpepåtager i forbindelse med nedre af- og påklædning. Terapeuten udleverer hjælpemidler og tøj til afprøvningen.
Ergoterapeuten vil hjælpe dig med at få afklaret hvilke hjælpemidler, du har brug for efter operationen og bestille disse på dit hjemsygehus. Du skal selv, eller med hjælp fra pårørende, hente dine hjælpemidler inden operationen.
Når den ergoterapeutiske del af forberedelsesmødet er overstået overtager en fysioterapeuten holdundervisningen. Dette vil typisk foregå fra 09:00 - 10:00, men der kan forekomme ventetid.
Den fysioterapeutiske del vil indeholde:
En fysioterapeut informerer omkring genoptræningsforløbet efter operationen samt instruerer i de øvelser, som du skal lave umiddelbart efter operationen.
Du bliver oplært i at gå med albuestokke (krykker) samt at gå op/ned af trapper. Du får udleveret albuestokkene, således du kan øve dig i de forskellige gangteknikker derhjemme inden operationen. Albuestokkene skal du tage med på sygehuset, når du skal opereres.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.