At skovle sne - energibesparende råd og tips til hverdagen
Få råd og tips til hvordan du sparer på energien i forbindelse med hverdagsaktiviteter.
Gå direkte til
Vær opmærksom på
At skovle sne er anstrengende arbejde, fordi det indebærer tunge løft og fysisk arbejde over en længere periode. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at tænke på, hvordan du udfører aktiviteten.
Sådan gør du
Hvis det ikke er nødvendigt at skovle sne om morgenen, så brug dagen hensigtsmæssigt og planlæg aktiviteten til tider på døgnet, hvor du har det bedst.
Planlæg aktiviteten så du kan dele den op og holde små pauser undervejs.
Det kan være en god idé at tage din medicin inden du går i gang.
Sørg for, at de redskaber du skal bruge er let tilgængelige og på faste pladser. Placér dem i nærheden af, hvor de skal bruges.
Ryd sne hyppigt, så er der ikke så meget at fjerne af gangen.
Sørg gerne for, at der er mulighed for at komme ned at sidde, evt. en let stol, som du kan tage med dig rundt.
Hvis der er flere i familien, kan det være hensigtsmæssigt at lave en fast arbejdsfordeling.
Start i roligt tempo (som ved opvarmning) og øg til et moderat tempo, tilpasset den form, du er i den pågældende dag.
Arbejd i et moderat tempo, anvend rolige bevægelser og hold små pauser undervejs i stedet for at skynde dig, så du bliver udkørt og efterfølgende trænger til en lang pause.
Ved pause, find da en god siddende eller stående hvilestilling. Læn dig f.eks. op af sneskovlen.
Husk at trække vejret, når du arbejder med sneskovlen.
Pust ud, anvend pustelyd/fløjtemund, når du skubber sneskovlen væk fra kroppen.
Husk at trække vejret helt ned i maven.
Koordinér din vejrtrækning med dine bevægelser. På den måde opnår du større kontrol over vejrtrækningen og tempoet bliver roligere.
Arbejd med redskaberne tæt ind til kroppen. Det er mindre energikrævende end at arbejde langt væk fra kroppen.
Anvend redskaber med langt skaft. Redskaberne bør være lette. Let metal i stedet for træ. Tænk på, at der skal være et godt greb.
Tænk på, at du holder din brystkasse i en normal position – ligesom når du står oprejst. Prøv at bøje lidt i knæene eller brug redskaber med langt skaft.
Anvendelse af motordreven snefjerner, gør arbejdet lettere.
Pjece med beskrivelse af de syv principper for energibesparende arbejdsmetoder udgivet af Ergoterapeutforeningen og det Ergoterapifaglige Selskab for Lungerehabilitering.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.