Hjemmebehandling med Velcade (Bortezomib) Medicinsk kræftbehandling
Gå direkte til
Hjemmebehandling med Velcade (Bortezomib) Medicinsk kræftbehandling
Vi vil tilbyde dig behandling med Velcade i dit eget hjem. Det betyder, at du eller din pårørende selv håndterer behandlingen hjemme i tæt samarbejde med os.
Du er altid velkommen til at kontakte afdelingen, hvis der er noget, du er i tvivl om.
Vær opmærksom på
Du skal straks kontakte Blodsygdomme hvis:
Du måler en temperatur på 38,5 eller derover.
Du mærker en markant ændret almentilstand eller føler dig utilpas.
Kontakt straks Blodsygdomme hvis du oplever blødning der ikke standser.
Du skal kontakte Blodsygdomme inden din behandling, hvis du oplever:
Nyopståede føleforstyrrelser i fingre og/eller tæer.
Forværring af kendte føleforstyrrelser.
Du skal kontakte Blodsygdomme inden din behandling, hvis du oplever:
Nyopstået svimmelhed.
Forværring af kendt svimmelhed.
På dag 1 i hver serie kommer du til lægesamtale i Klinik 1. Efter samtalen bestiller lægen din behandling med Velcade, og den vil blive lavet særligt til dig. Vi udleverer derefter din Velcade til dag 1 og dag 4, så du eller din pårørende selv kan varetage behandlingen hjemme.
Vi booker en tid til dig på dag 8, hvor du skal henteVelcade i Klinik 1 til dag 8 og dag 11. Derefter kan du eller din pårørende selv varetage behandlingen hjemme.
Inden vi udleverer din behandling, vil vi spørge ind til, hvordan du har det. Det gør vi for at sikre, at du er klar til behandling.
Vi vil spørge, om du har:
føleforstyrrelser (neuropatier)
svimmelhed
Hvis du oplever nyopståede/forværrede symptomer i forhold til ovenstående bivirkninger, vil vi spørge en læge til råds, og du kan i enkelte tilfælde få udsat din behandling.
Sådan gør du
For at du eller din pårørende kan varetage behandlingen derhjemme, vil de første behandlinger blive givet i Klinik 1.
Vi vil undervejs lære dig eller din pårørende, hvordan behandlingen med Velcade skal tages, samt hvad du skal være opmærksom på undervejs.
Kontroller personnummer og udløbstidspunkt
Se efter om det er dit navn og personnummer, der står på sprøjten.
Kontroller på sprøjten hvornår Velcade senest skal være anvendt. Sørg for at tage medicinen inden dette tidspunkt.
Medicinens udløbsdato og tidspunkt må ikke være overskredet, når du tager den.
Tag Velcade i dagtiden
Vi anbefaler, at du tager Velcade i dagtid, så du har mulighed for at kontakte os, hvis du oplever problemer.
Hvis du oplever problemer med at tage Velcade hjemme eller har bivirkninger til Velcade så ring til os:
Mandag til fredag kl. 10-14 på tlf.: 2328 2105
Weekend og helligdage kl. 10-14 på tlf.: 2343 5651
Bemærk denne telefon besvarer kun henvendelser ang. din hjemmebehandling med Velcade. Ved øvrige henvendelser - se kontaktoplysninger nederst under "kontakt".
Læg alle remedierne frem på en ren overflade:
Et afdækningsstykke
En gul kanyleboks
En desinfektionsswaps
En kanyle
Et plaster
Sprøjte med Velcade
Sprøjten leveres med en prop på. Tag proppen af sprøjten og sæt nålen derpå uden at røre på sprøjtens spids med fingrene.
Proppen fra sprøjten smides i den gule kanyleboks.
Tag plastikhætten af nålen som sidder på sprøjten.
Velcade kan både tages i maven eller på låret. Du skal finde et område, hvor huden er hel og uden rifter, sår eller blå mærker. På billedet kan du se, hvilke områder på maven eller låret du kan bruge.
Sprit huden af i et område på 5 x 5 cm der, hvor du vil stikke og giv tid til, at spritten kan tørre.
Lav en hudfold som vist på billedet nedenfor og stik nålen ind i huden i en vinkel på 45-90 grader.
Træk tilbage i sprøjten for at sikre, at du ikke har ramt en blodåre. Hvis der kommer blod i sprøjten, må du ikke bruge den.
Bliv ved med at holde på hudfolden mens du trykker stemplet på sprøjten roligt i bund. Sprøjt væsken langsomt ind over ca. 1 minut.
Når sprøjten er tom, skal du slippe hudfolden og trække nålen langsomt ud.
Kom sprøjten og nålen i den gule kanyleboks - du skal lade nålen sidde på sprøjten.
Sæt herefter evt. et plaster på der, hvor du har stukket.
Sådan håndterer du affald
Du skal være opmærksom på, at dit personnummer står på nogle af poserne. Hvis du ikke selv kan bortskaffe det forsvarligt, er du velkommen til at medbringe affaldet ved dit næste besøg i Klinik 1.
Det øvrige affald kan du kassere som restaffald.
Når kanyleboksen er fyldt kan du aflevere den i klinikken og få en ny med hjem.
Sådan gør du hvis du spilder
Hvis du spilder Velcade, skal du straks skylle området med rigeligt vand og herefter vaske med vand og sæbe.
Hvis der benyttes handsker og disse går itu, skiftes de straks og hænderne vaskes grundigt.
Videre forløb
Som al anden medicin kan Velcade give bivirkninger, men det er ikke nødvendigvis alle mennesker, der får dem. Herunder nævnes de mest almindelige bivirkninger:
Rødme i huden omkring det sted, hvor du har stukket
Følelsesløshed, en sovende, prikkende eller sviende fornemmelse i hænder eller fødder på grund af nerveskader
Svimmelhed
Kvalme, opkastninger, mavesmerter, appetitløshed, forstoppelse og diarré
Hovedpine
Udslæt
Muskelsmerter, skeletsmerter
Nedsat antal røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader.
Det er vigtigt, at du taler med din læge eller sygeplejerske, hvis du oplever bivirkninger under behandlingen.
Mere information
Få mere viden om Velcades virkning og bivirkninger i patientvejledningen:
Sygeplejerske: 7845 5840 (spørgsmål om din sygdom, aftaler omkring liggende transport) Hverdage kl. 08-10
Sekretær: 7845 5848 (ændring af tid, oplysning om næste ambulante tid, journaloplysninger, spørgsmål om forsikringserklæringer) Hverdage kl. 10-15
For kontakt vedrørende receptpligtig medicin: ring til egen læge
For kontakt vedrørende siddende transport: ring til Kørselskontoret, Tlf. 7023 6248 - Hverdage kl. 8-12
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1509018
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.