Med P-dialyse til Lapland

Jeg hedder Thorkild og er nyrepatient. Men det har bestemt ikke forhindret mig i at rejse.

Min kone Annette, vores kat Mondo og jeg har været i Italien i 2 måneder. Dengang rejste jeg med 4 poseskift om dagen. Det fungerede fint.

Turen er også gået til Sverige i en campignvogn med en natmaskine. Efter planlægning hjemmefra havde vi udset os to steder, hvor vi ville blive i længere perioder, og hvor vi så ville kunne få leveret væsker til. Det var i Kukkolaforsen 15 km nord for Haparanda, som er ca. 1600 km fra Varberg.

Vi medbragte selv væsker til de første 14 dage, da turen gik via Karlstad for at besøge nogle venner, som vi traf på Italiensturen.

Vi ville tage det stille og roligt på turen op nordpå, og derfor tog vi 2 eller flere overnatninger hvert sted. Det passede mig ganske godt, så der var hviledag uden kørsel. Det var nemlig kun mig, der kunne køre bilen. Efterfølgende har jeg dog indset, at det optimale for mig ville være tre overnatninger hvert sted.

Efter 3 uger i Kukkolaforsen gik turen ind til Gällivare og videre ned gennem Lapland.

Ved Vilhelmina fik vi meget regn og havde strømsvigt. Maskinen kom dog i gang igen, men den lavede en del fejl. Derfor kontaktede vi Aarhus Universitetshospital, og det blev arrangeret, at vi fik stillet en anden maskine til rådighed, når vi atter kom ned mod Karlstad, nærmere bestemt 20 km nord for Forshaga.

Dette sted, Forshage, havde også mine væsker klar til mig.

Det har været en stor hjælp for mig, at alt dette har kunnet lade sig gøre. Vi har stort set kunnet rejse, som vi altid har gjort.

Så stor opfordring til alle med en nyresygdom. Tag endelig af sted. ”At rejse er at leve”.