Stoffet teduglutid er det aktive stof i lægemidlet Revestive®. Teduglutid har samme funktion som et hormon, der produceres i tarmen, kaldet GLP-2. Derfor kaldes det også en GLP-2 analog.
Ved behandling med teduglutid vokser tarmens slimhindefolder sådan, at optagelsen af væske og næringsstoffer stiger. Det kan bruges hos personer med korttarmssyndrom og hvor man ønsker at nedsætte behovet for hjemmeparenteral ernæring.
Forbered dig til behandlingen
Kriterier for opstart
Inden behandling kan opstartes, skal du have modtaget ernæring og medicinsk behandling for tarmsvigt i mindst 6 måneder og en stabil væskebalance og ernæringstilstand i mindst 3 måneder. Din ernæringstilstand og væsketilstand vurderes ved klinisk undersøgelse og blodprøver og ved måling af urin og afføring. Du aftaler med lægen, hvordan undersøgelserne planlægges.
For at behandlingen kan komme på tale, skal du have et behov for parenteral ernæring og væske på mindst 9 liter per uge.
Undersøgelser inden opstart af behandling
Inden opstart af behandling planlægges indlæggelse til døgnopsamling af urin og afføring. Normalt er du indlagt den første uge efter opstart af behandlingen, idet behandlingen forandrer kroppens væskeomsætning markant.
Undersøgelserne inden opstart af behandlingen omfatter normalt:
Klinisk undersøgelse
Blodprøver
Måling af kropssammensætning (bioimpedans)
Væske- og kostskema 1 døgn
Urinopsamling 1 døgn
Hvis du har tyktarm bevaret: kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi)
MR-scanning af galdevejene (MRCP)
Om behandlingen
Revestive tages som indsprøjtninger under huden (”subkutant”) i en daglig dosis, justeret efter din kropsvægt. Under indlæggelsen lærer du selv at tage behandling.
Efter udskrivning skal du påregne hyppige besøg på hospitalet. Det er i starten ugentlig og derefter månedlig. Herefter stabiliseres tilstanden med et øget optag fra tarmen af væske og næringsstoffer. Dette muliggør at parenteral ernæring og væske kan reduceres.
Du får også udleveret sprøjter, kanyler og spritswabs og øvrige hjælpemidler.
Sådan virker medicinen
Teduglutid virker ved at tarmslimhinden vokser – ikke i længde, men i foldninger og slimhindetykkelse. Det betyder også, at stomitoppen kan vokse, og at blodforsyningen gennem leveren stiger. Det medfører, at optagelsen af væske og næringsstoffer stiger og stomiproduktionen falder. Urinproduktionen stiger, og det kan i starten være nødvendigt at give vanddrivende medicin for at øge nyrernes evne til at udskille væske.
I starten er det almindeligt at få en vis grad af væskeophobning i kroppen, og hurtig reduktion af den parenterale væskebehandling kan derfor være nødvendig.
Risici og bivirkninger
Behandlingen virker inden for få dage og giver væskeophobning. Tæt kontrol de første 1-2 uger er derfor vigtig. Herefter stabiliseres vægt, væskebalance og ernæringstilstand. Man ved kun lidt om behandlingens bivirkninger på langt sigt. Derfor er det vigtigt at holde øje med udvikling af eventuelle polypper i tarmen og tegn på leverpåvirkning gennem blodprøver.
Videre forløb
Den første uge er der behov for hyppig justering af medicin og væskeindgift samt muligt behov for vanddrivende medicin. Herefter planlægges kontakt med klinisk undersøgelse og blodprøver uge 1, 2, 4, 8, 12 og 24 efter behandlingsstart.
Den samlede behandlingseffekt vurderes efter 6 måneder, og behandlingsmålet er, at det ugentlige volumen af parenterale tilskud kan reduceres med mindst 40%.
Hvis du har bevaret tyktarm, aftaler du opfølgende kikkertundersøgelse med lægen.
Ved forværring i din sygdom eller udebleven effekt af din behandling kan du booke en opringning fra en sygeplejerske på www.booking.rm.dk eller gennem appen "MineAftaler". Du vil blive ringet op inden for 2 hverdage. Bookingkode: AUH-LMT-AKUT01
Fornyelse af recept:
Du kan forny dine recepter fra os på www.booking.rm.dk eller gennem appen "MineAftaler". Bookingkode: AUH-LMT-R02
Adresse
Lever-, Mave- og Tarmsygdomme Aarhus Universitetshospital Indgang C, Plan 2, krydspunkt C217 Palle Juul-Jensens Boulevard 35 8200 Aarhus N
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1602511
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.