Du bliver indlagt hos os, hvis der er mistanke om, at du har en blodprop eller blødning i hjernen. Læs om din indlæggelse her og find praktiske informationer.

Om afsnittet

Sygdomme vi behandler

I Stroke Sengeafsnit modtager vi dig, hvis der er mistanke om, at du har en blodprop eller blødning i hjernen. Formålet med indlæggelsen er:

  • at finde årsagen til dine symptomer samt et observere dig ved hjælp af forskellige undersøgelser
  • at udarbejde en behandlingsplan og eventuelt planlægge dit videre genoptræningsforløb
  • at du og dine pårørende løbende får information om undersøgelsessvar og mulighed for at stille spørgsmål til forløbet

En indlæggelse kan vare fra få timer til flere dage. Det afhænger af, hvad du skal behandles for.

Du kan både blive indlagt hos os, fordi det er planlagt i forvejen, eller du kan blive indlagt akut.

Læs mere om vores forskellige undersøgelser i afdelingens patientinformationer:

Patientvejledninger

I vores patientvejledninger kan du læse om vores undersøgelser og behandlinger og forberede dig på, hvad der skal ske:

Oversigt over Neurologis patientvejledninger

Oversigt over Neurofysiologisk Kliniks patientvejledninger

Personale du møder

I afsnittet vil f.eks. du møde:

  • Sygeplejersker
  • Læger
  • Social- og Sundhedsassistenter
  • Fysio- og Ergoterapeuter
  • Neuropsykologer
  • Sekretærer
  • Serviceassistenter

Du kan også forvente at møde personale, som er under uddannelse.

Du kan blive spurgt, om du vil deltage i forskningsprojekter. Det er altid frivilligt, om du vil være med.

Der er 21 sengepladser i afsnittet.

Indlæggelse

Du bliver indlagt direkte f.eks. fra dit hjem eller fra din praktiserende læge, og du har derfor ikke mulighed for at forberede dig, før du kommer.

Mens du er indlagt

Modtagelse

Når du kommer, bliver du modtaget af en sygeplejerske, som viser dig tilrette og fortæller, hvad der skal ske.

Sengestue og faciliteter

Du får din egen stue med eget toilet og bad.

På stuen er der en briks, som kan slås ned, hvis du har en pårørende, der gerne vil overnatte. 

Der er også et fjernsyn på stuen og en lænestol.

Vi har desuden en fælles opholdsstue med fjernsyn i afsnittet. Der er også et køleskab, hvor du kan opbevare medbragt mad.

Der er gratis wifi på stuen. Det hedder RegionMIDT-Gaest, og du logger ind med dit cpr-nummer.

Daglige aktiviteter

Der vil dagligt foregå mange tværfaglige aktiviteter omkring dig. Plejepersonale, læger, fysio- og ergoterapeut m.m. deltager i aktiviteterne.

Mad og drikke

Du får 3 daglige måltider, mens du er indlagt. Det er buffet, som betjenes af personalet

Måltiderne serveres på følgende tidspunkter:

  • Morgenmad: Kl. 08.00
  • Frokost: Kl. 11.30
  • Aftensmad: Kl. 17.30

Uden for hovedmåltiderne er det altid muligt at få et mellemmåltid og noget at drikke. Spørg meget gerne personalet, hvis du er i tvivl.

Se menukort

Din kontakt med os

Der er stuegang i afsnittet hver dag kl. 10.00-18.00, dog ikke i weekenden. Der er ikke nødvendigvis stuegang hos dig hver dag.

Stuegang betyder, at en læge og en sygeplejerske kommer og snakker med dig. Du bliver evt. undersøgt, og lægen vurderer, om der er noget, der skal ændres i forhold til din behandling eller om du er klar til at komme hjem. Vi anbefaler, at dine pårørende deltager i stuegangen. Kontakt personalet for nærmere aftale. 

Der kan være ventetid i forbindelse med stuegang. 

Du kan altid komme i kontakt med os, hvis du har brug for hjælp.

Mere information om sygdom og behandling

Læs mere om blodprop i hjernen og hjerneblødning

Når du skal hjem

Vejledning før udskrivelse

Inden du bliver udskrevet, fortæller vi dig, hvad du skal gøre, når du kommer hjem.

Du får informationer om:

  • Kontrol
  • Medicin
  • Videre behandling

Du er altid velkommen til at spørge os om din videre plan, hvis du er i tvivl.

Udskrivelse

Du er indlagt, så længe vi vurderer, at det er nødvendigt i forhold til din behandling.

Vi laver et udskrivelsesbrev om din indlæggelse hos os, som både du og din egen læge har adgang til på sundhed.dk. Der kan du finde information om den behandling, du har fået. Du kan også se de eventuelle aftaler, vi har lavet med dig.

Til pårørende

Besøg

Der er fri besøgstid.

Der kan være individuelle hensyn, som betyder, at vi må begrænse besøgstiden samt antallet af besøgende på stuen.

Børn er velkomne til at komme med på besøg. Aftal gerne med personalet, hvis der kommer børn.

Mad og drikke

Du må gerne spise sammen med patienten, men du skal medbringe egen mad. Det er også muligt at købe mad fra en af caféerne på hospitalet. Vær opmærksom på at caféerne ikke har døgnåbent.

Se caféernes åbningstider:

Mad og drikke

Overnatning 

Som pårørende kan du overnatte på sengestuen. Du skal kunne klare sig selv og selv sørge for at rede din seng og tage sengelinned af igen, inden du tager hjem. Sengelinned og håndklæder udleveres i afdelingen.

Sovebriksen skal være slået op kl. 7.30 af hensyn til de aktiviteter, der skal foregå på stuen.

Du skal være forberedt på, at vi i løbet af natten kommer og ser til patienten.

Din rolle som pårørende

Du er velkommen til at deltage i samtaler, stuegang og undersøgelser, hvis du og patienten ønsker det.

Du kan som pårørende hjælpe med athøre, hvad der bliver sagt, stille spørgsmål og evt. hjælpe patienten med at forberede spørgsmål.

Netværk og støtte

Mens du er på hospitalet, kan du og/eller dine pårørende benytte jer af vores forskellige tilbud til patienter og pårørende.

Læs om vores tilbud til patienter og pårørende

Du kan også finde råd og vejledning i forskellige foreninger og netværk.

Mange kommuner har desuden en pårørendevejleder og andre støttemuligheder. Du kan henvende dig i din kommune og få mere information.

Find vej

Adresse og kort

Adresse

Stroke Sengeafsnit

Aarhus Universitetshospital

Palle Juul-Jensens Boulevard 165

Indgang J, Plan 5, J518

8200 Aarhus N

Kort

Stroke Sengeafsnit ligger ved Indgang J.

Oversigtskort over sengeafsnittets placering

Kontakt

Telefon og e-mail

Telefon

51 82 19 90 - Koordinator, hele døgnet 

78 45 42 80 - Sekretær, hverdage kl. 08.00-15.00 

E-mail

Sikker mail (Kræver MitID)

Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.

Adresse

Stroke Sengeafsnit
Neurologi
Palle Juul-Jensens Boulevard 165
Indgang J, Plan 5, Krydspunkt J518
8200 Aarhus N 

Vis på oversigtskort