Genopbygning af brystet med implantat - Brystrekonstruktion
Gå direkte til
Forbered dig til operationen
Du skal købe smertestillende tabletter inden operationen, så du er klar til at behandle smerter, når du er hjemme igen efter operationen.
Køb paracetamol f.eks. Pamol, Pinex eller Panodil.
Du skal selv arrangere transport hjem efter operationen. Da din reaktionsevne er påvirket, må du ikke selv køre – hverken bil, cykel eller motorcykel - eller færdes alene i trafikken efter operationen.
Du kan eventuelt spørge Kørselskontoret i Region Midtjylland, om du er berettiget til at blive transporteret af Patientbefordringen eller Falck.
Vi anbefaler, at du er sygemeldt i 1 uge efter operationen, herefter kan du begynde at arbejde afhængigt af dit job.
For at undgå komplikationer i forbindelse med operationen er det vigtigt, at du stopper med at ryge (også nikotinerstatning og e-cigaretter) mindst 6 uger før og 6 uger efter operationen.
Vi anbefaler, at du begrænser dit alkoholforbrug i ugerne op til operationen.
Hvis du drikker mere end 4 genstande dagligt, anbefaler vi, at du holder helt op med at drikke alkohol 4 uger inden operationen.
Ved at undgå alkohol nedsætter du risikoen for komplikationer f.eks infektioner, lungeproblemer og problemer med heling af operationssåret.
Efter operationen anbefaler vi, at du følger de almindelige alkohol-råd.
Vi anbefaler, at du i tiden inden din operation er aktiv.
Du bør motionere som du plejer. Hvis du ikke er fysisk aktiv i din dagligdag, anbefaler vi, at du går tur dagligt.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.
På operationsdagen
Følg de anvisninger, du fik i Plastikkirurgi Klinik
Fjern kønsbehåring og hår i armhulerne.
Tag et bad og rens navlen. Det nedsætter risikoen for infektion.
Brug ikke creme, deodorant, make-up og parfume på operationsdagen og fjern eventuel neglelak.
Medbring ikke smykker og andre værdigenstande
Tag din temperatur.
Tag kun den medicin, du har aftalt med narkoselægen.
Efter operationen skal du have noget tøj, der er nemt at tage af og på. Derfor anbefaler vi, at du medbringer løse bukser og en bluse, der kan åbnes foran.
På operationsdagen vil du komme til at tale med en læge.
Lægen vil tegne på dig for at markere operationsområdet.
Om operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse.
Ved operationen i indlægges et midlertidigt implantat (protese), der i tiden efter operationen kan udvides med saltvand. Under operationen indsættes evt. også biologisk støttevæv, der kan forstærke brysthuden og understøtte brystets form.
Implantatet udvides gradvist via en membran i implantatet ved ambulante besøg i Plastikkirurgi Klinik ca. hver anden uge. Når det ønskede brystvolumen er opnået, bliver det midlertidige implantat udskiftet til et blivende implantat ved en mindre operation.
ved ensidig brystrekonstruktion eller ved anvendelse af forskellige teknikker på hvert bryst, kan resultatet fremstå asymetrisk. Vi tilstræber, at dine bryster ser symmetriske ud, når du har tøj på.
Du får anlagt dræn ved brystet for at give afløb for sårvæske.
Drænene vil sædvanligvis blive fjernet 3-10 dage efter operationen.
Det er individuelt, hvor lang tid operationen varer, men ofte varer operationen omkring 3 timer.
Risici og bivirkninger
Ved alle operationer er der risiko for blødning.
En blødning umiddelbart efter operationen kan medføre, at du skal opereres igen i fuld bedøvelse for at stoppe blødningen.
Ofte får du antibiotika under operationen for at mindske risikoen for infektion.
Hvis du får betændelse, kan det medføre, at der skal behandles med antibiotika og i sjældne tilfælde , kan vi blive nødt til at fjerne implantatet igen.
Efter operationen kan der opstå helings-problemer i huden. Det kan medføre områder med vævstab.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt med en ny operation, hvor området med helings-problemer fjernes, og der evt. også sættes et mindre implantat ind.
Efter operation med implantat sker det en sjælden gang, at implantatet forskubber sig (displacering).
Hvis det bliver for udtalt, kan implantatet flyttes tilbage på plads igen ved en operation.
I nogle tilfælde går der hul på implantatet evt. flere år efter operationen.
Symptomerne kan være smerter eller ændring af brystformen.
Hvis der går hul på implantatet, bliver det fjernet og erstattet med et nyt ved en operation.
Efter en operation med implantater er der en meget lille risiko (1-2 ud af 100.000 kvinder) for at udvikle celleforandringer i bindevævskapslen omkring implantatet (ALCL).
Hovedsymptomet er, at der fortsat dannes væske omkring implantatet i måneder efter operationen.
Årsagen til celleforandringerne er ikke afklaret, men nogle rapporter mener, at der kan være en sammenhæng med brugen af bestemte typer implantat.
Efter operationen
Du bliver kørt til opvågningsafsnittet
Når du er vågen, bliver du kørt tilbage til Plastik- og Brystkirurgi Sengeafsnit. Her er du velkommen til at have dine pårørende omkring dig.
Når du er tilbage i afdelingen, hjælper vi dig med at komme op at sidde på sengekanten.
Allerede dagen efter operationen skal du ud af sengen og gå små ture i afdelingen. Dette mindsker risikoen for lungekomplikationer.
Inden udskrivelsen får du vejledning i øvelser.
Du kan forvente at blive udskrevet efter 3-5 dage.
I forbindelse med, at du bliver udskrevet, kan du blive overflyttet til Patienthotellet eller komme hjem med dræn.
Når du kommer hjem
Du må gerne løfte armene op til vandret i de første 2 uger.
Efter 2 uger må du genoptage mere aktivitet, og du må meget gerne bevæge din arm på den opererede side mod yderpositionerne.
Du må også gøre mindre anstrengende husarbejde, som for eksempel at støve af.
Du må løfte op til 2 kilo de første 2 uger, derefter må du løfte så meget du kan.
Efter 6 uger må du lave fysisk krævende gøremål og lave anstrengende husarbejde som at støvsuge og vaske gulv.
De første 2 uger skal du ligge på ryggen eller den ikke opererede side.
Efter 4 uger må du ligge på den opererede side. Efter 6 uger må du ligge på maven.
Du må gerne gå små ture lige efter, du er opereret.
Dyrker du sport, bør du vente 6 uger, inden aktiviteterne gradvist genoptages.
Efter operationen skal du bruge en støtte-BH, som du får udleveret i afdelingen. Du skal bruge støtte-BHen eller en lignende BH dag og nat de første 3 måneder efter operatienen.
Du kan begynde at bruge en almindelig BH med eller uden bøjle, når der er gået 4 uger efter operationen.
Ar efter en brystrekonstruktion kan ikke undgås.
Arrene kan være ømme i 2-3 måneder. De vil være røde i op til 9 måneder.
Trådene, der bliver brugt til at sy med, er selvopløselige.
Brug plasterstrips (Micropore) på arrene og undgå stræk på arrene de første 3 måneder efter operationen.
Undgå sol på arrene i et år efter operationen. Brug for eksempel en solstift, faktor 50.
I den første tid efter operationen kan bryste med implantater føles hårde, men dette ændrer sig efterhånden i takt med den naturlige helingsproces.
Brysterne vil med tiden (måneder) føles blødere og bevæge sig mere naturligt.
Vi bestræber os på, at det kosmetiske resultat bliver æstetisk tilfredsstillende, men det er dog ikke alle der opnår fuldstændig symmetriske bryster. Dog kan du forvente, at dine bryster ser ens ud i en god støttende bh.
Kontakt os hvis du oplever tegn på infektion, væskeansamling el. manglende heling.
Symptomerne er:
feber
rødme
hævelse
varme
sivning med betændelse
væske fra ar
mørk misfarvning af huden
Videre forløb
Efter udskrivelsen kommer du efter 2-3 uger til et ambulant besøg i Plastikkirurgi Klinik, hvor vi tilser operationsstedet, taler om genoptræning og det efterfølgende forløb.
Implantaterne har en holdbarhed på 10-20 år. Herefter skal de evt. udskiftes ved en mindre operation.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.