Undersøgelse for nerveskadesmerter i Nerveskadeklinikken
Til dig, der er indkaldt til undersøgelse for nerveskadesmerter. Her kan du læse, hvordan du forbereder dig, og hvordan undersøgelsen foregår.
Gå direkte til
Forbered dig til undersøgelsen
Under undersøgelsen tegner vi på dig med tusch.
Tuschen kan smitte af på dit tøj, så tag gerne tøj på, der kan vaskes ved høj temperatur.
Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.
Hvis du har behov for at have en pårørende med, er du velkommen til det. Det kan være en fordel, at I er to om at lytte og stille spørgsmål.
På undersøgelsesdagen
På undersøgelsesdagen skal du møde ved Nerveskadeklinikken, som beskrevet i dit indkaldelsesbrev.
Så ved vi, du er kommet.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen indledes med en samtale, hvor vi gennemgår din smerte-historie for at få overblik over, hvad der har udløst smerterne.
Vi spørger også ind til:
hvordan smerten føles (f.eks. skærende, brændende eller murrende)
om smerten ledsages af andre symptomer
hvad der kan provokere smerten
hvad der lindrer den.
Efter samtalen undersøger vi huden i det område, hvor du har smerter.
Vi optegner operationsar og andre skader på huden.
Herefter undersøger vi hudens følesans. Vi undersøger altid følesansen med en lille spids.
Vi kan også undersøge følesansen med varme, kulde, tryk og let berøring.
Mens vi undersøger hudens følesans, tegner vi på huden for at få overblik over de områder, hvor følesansen er påvirket.
Hvis vi får mistanke om, at dine smerter stammer fra skader på en eller flere hudnerver, vil vi bedøve nerven/nerverne med en blokade.
Nerveblokaden hjælper os med at finde årsagen til dine smerter. Derfor kalder vi den diagnostisk.
Nerveblokaden udføres ved, at vi finder nerven med en ultralydsskanner, stikker en nål ind til nerven og sprøjter lokalbedøvelse omkring nerven.
Nerveblokaden bedøver nerven i løbet af et par minutter og bedøvelsen varer i et par timer.
Efter undersøgelsen
Hvis vi har lagt diagnostiske nerveblokader, vil et område af din hud være bedøvet i et par timer efter undersøgelsen.
I denne periode er det vigtigt, at du lægger mærke til, om nerveblokaden har fjernet de smerter, du har til dagligt.
Når nerveblokaderne holder op med at virke efter et par timer, kommer dine almindelige smerter tilbage. Mange synes, at smerterne er mere intense i de første timer efter nerveblokaderne er holdt op med at virke.
Nogle dage efter undersøgelsen ringer en læge eller sekretær fra Nerveskadeklinikken for at høre, hvor godt dine smerter var lindret i de timer, hvor nerveblokaden virkede.
Du får besked i e-boks om, hvornår vi ringer.
Din praktiserende læge får et udskrivningsbrev med oplysninger om undersøgelsen. Du kan se indholdet af udskrivningsbrevet på sundhed.dk, i appen MinSundhed eller hos din læge.
Videre forløb
Hvis vi finder ud af, at dine smerter stammer fra skader på en hudnerve, vil vi som oftest kunne tilbyde dig behandling i Nerveskadeklinikken.
De fleste med hudnervesmerter vil i første omgang blive tilbudt behandling med botulinumtoxin (botox), som bliver sprøjtet ind omkring de beskadigede nerver.
Hos nogle vil vi dog tilbyde andre behandlingsformer enten i Nerveskadeklinikken, eller vi vil henvise til behandling på andre afdelinger.
Hvis vi ikke finder mistanke om, at dine smerter skyldes skader på hudnerver, vil vi afslutte dit forløb i Nerveskadeklinikken.
Du må herefter gå til din egen læge, hvis du mener, at du bør undersøges yderligere for dine smerter.
Kontakt
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til dit forløb, er du velkommen til at skrive til os på sikker mail
Hvis du har akutte spørgsmål eller hvis du bliver nødt til at melde afbud på dagen, kan du ringe til os på: Tlf. +45 51 29 87 38
Telefonen er åben tirsdag til torsdag kl. 08.00-13.00
Gå direkte til
Direkte link til denne side: auh.dk/1980892
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.