Vi undersøger og behandler sygdomme hos børn og unge under 18 år. Her kan I læse om forløbet og finde praktiske informationer.

Om klinikken

Sygdomme vi behandler

Vi undersøger og behandler alle sygdomme hos børn og unge under 18 år.

Vi er en stor klinik, som er inddelt i forskellige fagområder:

Eksempler på fagområder:

  • Hormonsygdomme
  • Infektion og Immunsygdomme
  • Hjerne- og Rygkirurgi
  • Lever-, Mave- og Tarmsygdomme

Personale I møder

Når I kommer i klinikken, kan I møde forskelligt personale.

I kan møde:

  • Børne- og ungelæger
  • Sygeplejersker
  • Sekretærer
  • Hospitalsklovne og lege-helte
  • Socialrådgiver
  • Diætister
  • Psykologer
  • Fysioterapeuter
  • Bioanalytiker

I kan også forvente at møde personale, som er under uddannelse.

I kan blive spurgt, om I vil deltage i forskningsprojekter. Det er altid frivilligt, om I vil være med.

Jeres besøg

Før I kommer

Læs indkaldelsesbrevet

Når barnet/den unge er blevet henvist, modtager I en indkaldelse. 

Børn under 15 år får tilsendt indkaldelsen som fysisk brev. Unge over 15 år modtager brevet i Digital Post. 

I indkaldelsesbrevet kan I finde information om:

  • Hvor og hvornår I skal møde op
  • Hvad der skal ske til selve mødet
  • Hvad I skal gøre, hvis I bliver forhindret i at møde op til den aftalte tid
  • Hvad I evt. skal gøre hjemmefra

Det er vigtigt, at I har forberedt jer og læst den information, som I har fået i indkaldelsesbrevet. Husk at læse alle bilag.

Læs mere om henvisning og indkaldelse

Husk at medbringe

Uanset barnets eller den unges alder, skal I medbringe:

  • Indkaldelsesbrev
  • Barnets/den unges sundhedskort
  • Fast medicin
  • Evt. specialkost

Ved et mindre barn er det en god idé at medbringe:

  • Ting som barnet er glad for (f.eks. sutter, sutteflaske, bøger, musik, bamse eller lign.)
  • Bleer og evt. modermælkserstatning

Forbered jer

Det er en god idé at forberede barnet eller den unge på, hvad der skal ske på hospitalet.

I kan f.eks. tale med hinanden om:

  • Hvad der skal ske på hospitalet
  • Om der er noget, som gør barnet/den unge utryg eller bange
  • Tidligere oplevelser eller erfaringer

Med små børn kan det være en god idé eksempelvis at lege 'læge-leg' og læse bøger for barnet om at være på hospitalet. Det er vigtigt, I fortæller barnet eller den unge, at en af jer er sammen med barnet eller den unge under hele forløbet.

Større børn og unge har også brug for at tale om, hvad der skal ske på hospitalet. De kan måske have spørgsmål, som de ønsker at tale evt. alene med lægen, sygeplejersken eller andre om.

Mad og drikke

Vi tilbyder en sandwich til de børn og unge, der skal være på hospitalet hele dagen. Hvis barnet/den unge skal have specialkost, skal I selv medbringe det. Forældre eller omsorgspersoner er velkomne til at medbringe en madpakke eller købe mad i en af hospitalets caféer eller kiosker.

Se caféernes og kioskernes åbningstider

Skoldkopper og forkølelse

Hvis barnet eller den unge har været udsat for skoldkoppesmitte eller har skoldkopper, må I ikke komme på hospitalet. I skal derfor altid kontakte os.

Er barnet eller den unge forkølet fremgår evt. forholdsregler af indkaldelsesbrevet eller den vejledning, der er vedhæftet som bilag i indkaldelsen.

Når I ankommer

I skal melde jeres ankomst på ankomststander eller ved sekretær.

Tag derefter plads i venteområdet.

I kan opleve ventetid. Vi prøver så vidt muligt at overholde jeres aftalte tid, men der kan komme akutte patienter, som giver forsinkelser.

I kan henvende jer til personalet i klinikken, hvis I har spørgsmål til ventetiden.

Jeres forløb

I kommer i Børn og Unge Klinik, hvis I skal til:

  • Samtale
  • Undersøgelse/observation
  • Behandling
  • Opfølgning/kontrol

Hvad der skal ske under besøget, og hvor længe det varer, står i indkaldelsesbrevet.

Jeres samarbejde med os

I bliver inddraget i de beslutninger, der skal træffes i forbindelse med forløbet. Behandlingen går først i gang, når I har sagt ja til den plan, der er lagt.

Vi forsøger at tilrettelægge forløbet sådan, at I har med de samme sygeplejersker og læger at gøre, og at én læge er ansvarlig for behandlingsplanen.

Uanset barnets eller den unges alder forventer vi, at en eller begge forældre eller anden omsorgsperson deltager i barnets forløb på hospitalet.

I er en vigtig støtte og kan skabe tryghed hos både det mindre og det større barn.

Under samtaler, undersøgelser og behandlinger orienterer vi jer om, hvordan I skal forholde jer.

Undersøgelser andre steder

Vi samarbejder tæt med den øvrige del af Børn og Unge og de andre afdelinger på Aarhus Universitetshospital. Derfor kan I opleve, at vi sender jer et andet sted hen for at få lavet en undersøgelse under jeres besøg hos os.

Undersøgelser andre steder kan f.eks. være:

  • Blodprøver
  • Operation
  • Røntgenbilleder

Læs mere om undersøgelse og svar

Børn og blodprøver

Nogle børn bekymrer sig, når de skal have taget blodprøver.

Det hjælper at vide, hvad der skal ske.

Se videoer om børn og blodprøver, lavet til børn mellem 5 og 12 år

 

Når jeres forløb hos os slutter

Sygeplejerske sidder med barn i klinikken

I er tilknyttet Børn og Unge Klinik, så længe vi vurderer, at det er nødvendigt i forhold til behandlingen.

I nogle tilfælde fortsætter barnets/den unges behandling et andet sted, når forløbet hos os slutter.

Vi aftaler opfølgende behandling med jer, inden I bliver afsluttet hos os. I er altid velkommen til at spørge os om den videre plan, hvis I er i tvivl.

Netværk og støtte

Mens I er på hospitalet, kan I benytte jer af vores forskellige tilbud til patienter og pårørende.

På hospitalet finder I bl.a.:

  • SMILET - det kreative værksted for hele familien
  • Café Nexus for unge mellem 12-24 år
  • Rum for Tro og Fordybelse

Læs om vores tilbud til patienter og pårørende

I Børn og Unge Klinik taler vi gerne med jer om, hvilke netværk og støttemuligheder der er relevante for jer. 

Mange kommuner har også flere støttemuligheder og en pårørendevejleder. I kan henvende jer i jeres kommune for at få mere information.

Find vej

Adresse og kort

Adresse 

Børn og Unge Klinik

Aarhus Universitetshospital

Palle Juul-Jensens Boulevard 99

8200 Aarhus N

Kort

Vi er en stor klinik med flere lokationer. Via linket finder du den adresse og indgang, som du skal benytte. Klik blot på det fagområde, som du skal til. 

Se oversigt med alle fagområder og adresseoplysninger

Kontakt Børn og Unge Klinik

Børn og Unge Klinik

Telefon

Vi er en stor klinik med flere fagområder, som har hver deres kontaktoplysninger.

Se oversigt med alle kontaktoplysninger

Telefontid 

Alle dage kl. 10.00-12.00