Vi modtager dig, som har akut sygdom i underlivet eller komplikationer i graviditeten før uge 12. Her kan du læse om dit forløb og få praktiske informationer.

Om akutklinikken

Foto: Tonny Foghmar

Sygdomme vi behandler

Vi undersøger og behandler dig, som er henvist til os med akut sygdom i underlivet eller akutte komplikationer i graviditeten før uge 12.

Det kan f.eks. være, at du har:

  • Kraftig blødning
  • Stærke smerter
  • Andre symptomer fra underlivet

Personale du møder

Når du kommer i klinikken kan du møde forskelligt personale.

Du kan f.eks. møde:

  • Læger
  • Sygeplejersker
  • Sekretærer

Du kan også forvente at møde personale, som er under uddannelse.

Du kan blive spurgt, om du vil deltage i forskningsprojekter. Det er altid frivilligt, om du vil være med.

Patientvejledninger

I Kvindesygdomme og Fødsler har vi udarbejdet information om undersøgelser og behandlinger samt vejledninger inden for relevante emner.

Se oversigt over vores patientvejledninger

Dit besøg

Før du kommer

Du skal kontakte din egen praktiserende læge. Hvis det er uden for din egen praktiserende læges åbningstid, skal du kontakte lægevagten. 

Det er din egen læge eller lægevagten, som vurderer, om der er behov for at henvise dig til Akutklinikken for Kvindesygdomme. 

Når du ankommer

Scan dit sundhedskort på ankomststanderen, når du ankommer. Ankomststanderen er placeret ved indgangen til klinikken.

Der er mulighed for at tage et glas vand, mens du venter.

Du kan opleve ventetid. Vi prøver så vidt muligt at overholde din aftalte tid, men der kan komme akutte patienter, som giver forsinkelser. Du kan henvende dig til personalet i klinikken, hvis du har spørgsmål til din ventetid.

Dit forløb

Undersøgelse og behandling

Du vil typisk komme ind til en samtale og derefter en gynækologisk undersøgelse og scanning.

Sammen med dig lægger vi en plan for behandling. Du bliver inddraget i de beslutninger, der skal træffes i forbindelse med dit forløb. Behandlingen går først i gang, når du har sagt ja til den plan, der er lagt. Der er typisk tale om få timer eller få dage.

Lægen vurderer, om der er brug for indlæggelse i forbindelse med din behandling. Indlæggelsen kan enten foregå direkte fra Akutklinikken for Kvindesygdomme, eller også planlægger vi din indlæggelse til en anden dag. Det kan variere, hvor lang tid, du er indlagt. Oftest er det få dage.

Hvis du skal opereres, informerer vi dig om, hvad der skal ske.

Undersøgelser andre steder

Vi samarbejder tæt med den øvrige del af afdelingen og de andre afdelinger på Aarhus Universitetshospital. Derfor kan du opleve, at vi sender dig til et andet sted for at få lavet en undersøgelse under dit besøg hos os.

Undersøgelser kan f.eks. være:

  • Blodprøver
  • EKG (måling af hjertets aktivitet)
  • Røntgenbilleder

Læs mere om undersøgelse og svar

Når dit forløb hos os slutter

Vi aftaler din eventuelle videre behandling med dig, inden du bliver afsluttet hos os.

Du er altid velkommen til at spørge os om din videre plan, hvis du er i tvivl.

Vi laver et udskrivelsesbrev om dit forløb hos os, som både du og din egen læge har adgang til på sundhed.dk. Der kan du finde information om den behandling, du har fået. Du kan også se de eventuelle aftaler, vi har lavet med dig.

Læs mere om udskrivelse og videre behandling

Til pårørende

Foto: Tonny Foghmar

Din rolle som pårørende

Du er velkommen til at tage med patienten og deltage i samtaler og undersøgelser, hvis du og patienten ønsker det.

Du kan som pårørende hjælpe med at:

  • høre, hvad der bliver sagt under samtalen
  • stille spørgsmål
  • skabe tryghed hos patienten

Netværk og støtte

Mens du er på hospitalet, kan du benytte dig af vores forskellige tilbud til patienter og pårørende.

Læs om vores tilbud til patienter og pårørende

Du kan også finde råd og vejledning i forskellige foreninger og netværk:

Se liste med patientforeninger på sundhed.dk

Mange kommuner har desuden flere støttemuligheder og en pårørendevejleder. Du kan henvende dig i din kommune for at få mere information.

Find vej

Adresse og kort

Adresse 

Akutklinikken for Kvindesygdomme

Aarhus Universitetshospital

Palle Juul-Jensens Boulevard 141

Indgang H14, Plan 2, H209 - Benyt Indgang I1 uden for dagtimerne

8200 Aarhus N

Kort

Klinik for Kvindesygdomme ligger ved Indgang H14.

Oversigtskort over akutklinikkens placering

Særlige adgangsforhold uden for dagtimerne

Mellem klokken 15.00 og 08.00 og i weekenden skal henvendelse ske via Indgang I1.

Oversigtskort over indgangens placering mellem 15.00 og 08.00