Sexologisk rådgivning er tilbud til patienter der er, eller har været, i behandling for sygdom i urinvejene. Rådgivningen varetages af en erfaren urinvejskirurgisk sygeplejerske med sexologisk uddannelse.
Rådgivningen foregår ved individuelle samtaler af ca. en times varighed, og der er mulighed for at eventuel partner kan deltage i samtalen.
Efter fjernelse af urinblæren vil du opleve ændringer i forhold til din seksualitet. Det kan være fysiske forandringer, men også påvirket humør, overskud og din rolle i forhold til eventuel partner.
De fysiske seksuelle følger efter fjernelse af urinblære - Mænd:
Evnen til rejsning vil blive påvirket pga. nerveskade. Da prostata også fjernes i forbindelse med operation for blærekræft, kan du ikke længere have sædafgang og er derfor også steril.
Du kan fortsat opleve seksuel lyst, nydelse ved berøring og også orgasme.
De fysiske seksuelle følger efter fjernelse af urinblære - Kvinder:
Pladsforholdene i skeden ændres. Skeden bliver smallere og kortere og det kan medføre besvær og smerter ved forsøg på samleje.
Hvis du ikke har været i overgangsalderen inden operationen vil du efter din operation, hvor æggestokkene også fjernes, gå i overgangsalderen. Det kan medføre sarte slimhinder i skeden.
Grundet nerveskade kan det være sværere at opnå orgasme og blive fugtig ved seksuel stimulation.
Aftale om konsultation
Hvis du bliver fulgt i Urinvejskirurgi kan vi i forbindelse med dine ambulante kontroller sørge for, at du får en tid til sexologisk rådgivning.