Aktivér ROTO®
Du aktiverer ROTO® ved at løfte din insulinpen med ROTO® på og holde den lodret med ROTO®-logoet opad.
ROTO® en er nu aktiveret og viser dig, hvilket injektionsområde du er nået til i forhold til det injektionsskema, som du har aftalt med din behandler. Injektionsområdet indikeres med et kryds som vist på figur 2.

Figur 2
ROTO®'en svarer til et spejl, hvor midten af krydset svarer til navlen.
Klargør det planlagte injektionssted
Hvis du ikke kan bruge det indikerede område, fx som følge af sår, infiltrater eller lignende vælger du blot et andet passende injektionssted og proceduren følges som beskrevet uden at lokationssignalerne fra ROTO® følges.
ROTO® vil registrere det sted, som du faktisk anvender til injektionen. Tag kontakt til din diabetesbehandler og få tilpasset din injektionsplan, så den passer til dig.
Påsæt nål og indstil dosis
Påsæt eller skift nål på din pen, som du ville gøre normalt og indstil mængde af insulin. Undlad at holde på ROTO®, når du indstiller dosis. Test af gennemstrømning i kanylen ved hjælp af et ”airshot” vil ikke blive registreret som en injektion. Registrering af injektion sker først efter ROTO® har givet klarsignal.
Aktiver ROTO® igen ved at holde den lodret. Injektionsområdet indikeres igen med et kryds som vist på figur 2.
Bemærk: ROTO® går i dvale efter 5 sekunders inaktivitet for at spare batteri. Løft blot ROTO® fra vandret til lodret for at genaktivere.
Placér foran navlen
Bevæg pen og ROTO® hen foran navlen og hold den stille. Navlen er det nulpunkt, som gør det muligt at registrere injektioner korrekt.
Når ROTO® er klar til registrering efter cirka et sekund, giver den et klarsignal i form af en kort vibration, og den blå prik på ROTO® lyser op. Se figur 3.

Figur 3
Find det markerede injektionssted
Bevæg herefter pen og ROTO® til det indikerede injektionssted. Du vil fortsat se stedet på ROTO®, indtil du injicerer.
Bliver du afbrudt, eller giver ROTO® klarsignal uden at være ud for navlen, kan du genoptage processen ved at aktivere ROTO® som vist på figur 2. Det samme skal du gøre, hvis ROTO® giver et klarsignal uden at være holdt ud for navlen. Gå da ligeledes tilbage til aktivering som vist på figur 2 og bevæg herefter pen og ROTO® hen foran navlen og hold den stille som vist på figur 3.
Afvent vibrationssignal
Når pen og ROTO® er tilstrækkelig tæt på injektionsdestinationen, signalerer ROTO® med en vibration og positionsindikatorlyset pulserer. Se figur 4.

Figur 4
ROTO® giver to korte signaler med vibration, hvis pennen er flyttet til det indikerede injektionsfelt. Mærker du kun ét enkelt vibrationssignal, er pennen flyttet til det korrekte kvadrant af injektionszonen, men ikke det korrekte felt.
Injicér insulin
Når vibrationssignalet er givet, har ROTO® registreret positionen, og du kan nu injicere insulinen.
Når insulinen er injiceret, giver ROTO® igen en kort vibration, og lyset aftager som indikation på, at registreringen er gennemført som vist på figur 5.
Hvis ROTO® ikke registrerer injektionen korrekt, men fortsat lyser efter injektionen, drej blot dosis op til det injicerede antal og derefter ned til nul igen.

Figur 5
Hvis du er i bevægelse
Forsøger du at anvende ROTO®, mens du er i bevægelse - for eksempel ombord på et fly, kan det ske, at ROTO®'ens sensorer ikke kan registrere bevægelsen korrekt, og ROTO® ikke giver signal om korrekt position. I dette tilfælde skal du blot injicere insulinen så tæt på det indikerede sted som muligt. ROTO® registrerer det anbefalede injektionssted, når du injicerer insulinen.