Nethinden beklæder størstedelen af øjets inderside. Den vigtigste del af nethinden er den gule plet, hvor det skarpe syn dannes.
Ved nethindeløsning løsnes nethinden fra øjets bagvæg. Herved mister nethinden en del af sin blodforsyning og holder op med at fungere.
Symptomerne er indledningsvis vage og kan variere. Der kan være lysglimt, der kan være en stor mængde sorte uklarheder, som bevæger sig rundt i synsfeltet og det kan opleves som at se igennem en uklar rude eller vandblære. Efterhånden ændres symptomerne og man oplever en fast skygge, der breder sig ind i synsfeltet.
Operation er den eneste behandling af nethindeløsning. Det er individuelt, hvor meget syn man genvinder efter operationen.