Efter en hornhindetransplantation er vi forpligtet til at foretage kvalitetskontrol omfattende bivirkninger og uønskede hændelser i forløbet efter operationen. For yderligere løbende at kontrollere og forbedre resultaterne efter en hornhindetransplantation, indberetter vi forskellige informationer til et fælles nordisk kvalitetsregister, der er placeret i Sverige.
I forbindelse med operationen indberetter vi oplysninger om, hvilken hornhindesygdom det drejer sig om, synsstyrken på øjnene samt hvilken type operation, der blev udført.
Efter 2 år foretages kvalitetskontrollen, hvor vi indberetter, om hornhindetransplantatet fungerer, om der har været komplikationer samt den opnåede synsstyrke på øjnene.
For at kunne sammenholde informationer om operationen med resultatet efter 2 år anvender vi CPR-nummer. Indberetningen giver mulighed for at sikre, at vi yder behandling på højt internationalt niveau.
Hvis du ønsker det, kan du få udleveret yderligere oplysninger om kvalitetsregisteret fra din kontaktlæge på øjenafdelingen.